Hævn for sabotage og patientflugt ramte underholdningen

Mordkompagniet – også kendt som Petergruppen – var hammeren, tyskerne anvendte, når besættelsesmagten hævnede sig. Hensigten var at skræmme befolkningen, så Gestapo fik lettere ved at fange sabotører.

Folk skulle frygte voldspsykopaterne i Petergruppen. Kun få anede, hvem de var, hvordan de så ud, og hvornår de slog til.

Medlemmerne, der ikke skulle ses, optrådte i civil og gerne på tidspunkter, hvor de havde gaderne for sig selv.

Det var en taktik, der skulle få hr. og fru Danmark til at tro, at det var modstandsbevægelsen, der lammede en fabrik eller ødelagde en forretning.

Strategien var en total fiasko, for den danske befolkning kunne selv med bind for øjnene og vat i ørerne skelne mellem regulær sabotage og tyskernes brutale schalburgtage.

Besættelsesmagten nærede også aversion mod forskellige faggrupper og blandt dem læger og kunstnere, som de beskyldte for at tage parti for modstandsbevægelsen og dermed arbejde imod tyske interesser. Det kunne være direkte livsforkortende at få en sådan karakteristik hæftet på sig.

Fra tysk side blev man mere og mere overbevist om, at der skete for meget uforklarligt på hospitalerne til, at det kunne være tilfældigt. Det måtte være bevidst, når så mange patienter blev befriet og forsvandt, mens de danske håndlangere og stikkere omkom både før og efter besøgstiden.

Sidste artikel handlede om Petergruppens forbrydelser i Aarhus. I dag beskrives nogle af de ugerninger, som terrorgruppen begik både i Aarhus og nationalt. Ikke alle gruppens drab er omtalt, for det bliver for fyldigt. Medlemmerne er dømt for at have begået næsten 100 i løbet af halvandet år. Der medfølger også en oversigt over gruppens værste ugerninger.

Tyskerne var forbandet over, at produktionen af vigtigt krigsmateriel blev forsinket eller ødelagt på grund af sabotage. Gestapo forsøgte via vellønnede medløbere – de såkaldte stikkere – at finde ud af, hvem der stod bag, og siden fulgte hævnen, som gjorde hverdagen farlig og besværlig for befolkningen.

Der er sager, der er typiske. Som nu eksemplet Vagn Gunness, en fynsk frihedskæmper, der sammen med makkeren Harry Cecil Hansen var i ildkamp med det berygtede stikker-ægtepar Stella og P.A. Harkjær-Simonsen i deres lejlighed på Brogade 3 i Odense i februar 1945.

Wolfgang Söhnlein, tysk politichef i Odense og med i den første Petergruppe, der myrdede Kaj Munk, havde netop forladt lejligheden og sine bedste informanter, da de to modstandsfolk trængte ind. Både parret og modstandsfolkene var bevæbnede, og det kom til en ildkamp. Stella og Harry Cecil Hansen omkom begge straks. Grossereren blev hårdt såret i hovedet og den ene lunge og døde et par dage senere.

Vagn Gunness var også ramt, men kunne selv slæbe sig ned på gaden, hvorfra han blev bragt på sygehuset og opereret.

Patient forsvandt

Den fynske Gestapo-chef Friedrich Dohse ville straks have Vagn Gunness overflyttet til det tyske lazaret i Fredericia, men der var ikke plads. Så skulle han i stedet indlægges på Gestapo-kasernen Husmandsskolen i Odense trods protester fra lægerne. Inden det skete, var Vagn Gunness befriet af sine kammerater. Han blev plejet i skjul og emigrerede efter krigen til Australien, hvor han døde som 97-årig i 2007.

Friedrich Dohse måtte stå skoleret i København. Endnu en gang var tyskerne blevet snydt. Det gjorde man ikke ustraffet mod de høje herrer i selveste Gestapo. Petergruppen blev tilkaldt fra Kolding for at tage en grusom hævn, og den 20. februar 1945 tidligt om morgenen hamrede medlemmer af gruppen på dørene i lægeboligerne på amtssygehuset i Odense.

Kaj Henning Bothildsen Nielsen råbte, at huset skulle sprænges i luften. I aktionen deltog også Helge Lundquist, Poul Lensing, Kurt Heel og Paul Apfel.

Læger myrdet

Fire læger blev gennet ned til forgangen. Her blev de stillet op med ansigtet mod væggen og foran hver sin terrorist, der på signal fra Bothildsen Nielsen sendte et dræbende skud i nakken på lægerne.

Flere skulle myrdes samme morgen.

Bestillingslisten var lang, og kulturlivet skulle også straffes. Det lykkedes dog at få ram på Helge Rungwald, direktør for Odense Teater.

Gestapos forhold til Odense Teater var betændt. Der var for mange engelske lystspil og for få tyske på repertoiret. Desuden var dekorationerne holdt i britiske farver, og en blålig tilsat lidt rødt og hvidt var nok til at ophidse de sensible tyskere.

Den talentfulde skuespiller Bent von Müllen var død af samme grund. Tyskerne kunne ikke lide ham og slet ikke hans roller, så den 29. december 1944 blev den 30-årige skuespiller opsøgt af Kaj Henning Bothildsen Nielsen efter dagens forestilling og bedt om at vise legitimation. Da navnet var Bent von Müllen på kortet, skød Bothildsen Nielsen ham.

I dag er drabsstedet foran Odense Teater markeret med en såkaldt snublesten i asfalten, hvor han døde.

Dengang skulle Helge Rungwald også være myrdet, men han undslap. Var man i søgelyset, lukkede man ikke op for fremmede.

Da der blev hamret på døren, spurgte fru Rungwald:

Hvem der?

»Luk op. Huset skal sprænges i luften. Der er bomber,« bjæffede Bothildsen Nielsen.

Familien skulle ikke nyde noget, og de påtrængende gæster, som i øvrigt også smadrede en rude i forsøget på selv at lukke sig ind, gik forgæves. Til alt held havde parret fået monteret en solid træplade bag på døren, og den var umulig at bryde op.

Hustruen gik nu ud på altanen og råbte om hjælp.

»Indbrud, hjælp os!«

Det skabte postyr, og Petergruppen trak sig. Ingen måtte jo se medlemmerne.

Købmanden og trompeten

Fru Rungwald var måske inspireret af købmand Wasehuus fra Nr. Onsild ved Hobro. Han var gammel regimentsmusiker, og det reddede ham fra et indbrud en nat i december 1944.

Da han ifølge Demokraten vågnede ved, at indbrudstyve puslede ved døren, rejste han sig, greb resolut sin trompet og gik ud på altanen, hvor han blæste til samling og fik borgerne i den lille by ud af sengen.

Tyvene tog flugten, og købmanden truttede: ”Dengang jeg drog afsted”.

Petergruppen sprængte også Tivoli, Tuborg, ØK og en række teaterscener i luften. Det gjaldt både i de mange håndværkerforeninger og de ægte teatre. Der skulle ikke være noget at more sig over.

Da Tivoli blev ramt, forklarede medlemmer af Petergruppen efterfølgende, at de fra højeste sted havde fået valget mellem Det Kgl. Teater, Nationalmuseet og Tivoli, som de valgte. De lagde bomber ved Glassalen, Rosengården, Taverna og Arena. Koncertsalen brændte også. Aktionen var ifølge Svend Thybo Sørensen hævn for sabotagen mod Riffelsyndikatet.

Den 2. december 1944 var der igen bulder og brag i det centrale Aarhus. Kaj Henning Bothildsen Nielsen, Robert Lund, Ib Nedermark Hansen og Poul Lensing var ude for at ødelægge.

Først på natten placerede Petergruppen en bombe i Kannikegade. Det gik ud over Molles Kro, hvor stikkere havde hørt, at der ikke blev talt pænt om tyskere.

Kvartetten fortsatte i bil mod Nørregade, for nu handlede det om et andet populært sted i byen – håndværkerforeningen i Paradisgade. Her kom mange mennesker, og her kunne man mødes i den store festsal eller den imponerende laugssal, som i dag har fået en fortjent plads i Den Gamle By.

Truet til hjælp

Der var allerede dækket i festsalen til en jubilæumsfest for medarbejderne i Jægers Pengeskabsfabrik den følgende dag, men den blev ikke til noget.

Da Petergruppen ankom, bemærkede bandemedlemmerne en mand, som stod i Nørregade og betragtede et butiksvindue. Han spurgte, om de vidste, hvad klokken var. To, lød svaret. En af mændene kom over til ham for at høre, hvad han lavede. Var han vagtmand? Nej, vognmand, og han ventede på en dame.

Bothildsen Nielsen bad ham følge med og hjælpe til. Da vognmanden fornemmede, at det handlede om en sprængning, bad han sig fri, men det kunne der ikke være tale om.

Den lille mand med det røde hår trak sin pistol og beordrede vognmanden til at hjælpe. Ellers ville han blive skudt.

Det handlede om et par kufferter med 15 kg sprængstof i hver, der skulle bæres fra Borggade gennem en port og stilles i håndværkerforeningens have.

Da kufferterne var anbragt, bankede bandemedlemmerne på ruderne til lejlighederne i håndværkerforeningens stiftelse for at advare lejerne mod den eksplosion, der snart ville komme.

Men der var ingen advarsel til Dagmar Krogh, Michael Jensen og Otto Nielsen, som fortsat opholdt sig i håndværkerforeningens restaurant.

Bomben fjernede gavlen og trak en række sale med i faldet. Scenen i festsalen var nu bare et hul i væggen. Murbrokker og puds faldt ned og begravede de tre i restauranten. For Dagmar Krogh var det fatalt. Hun var død, da hun senere blev gravet fri.

Michael Jensen måtte tilbringe de næste 21 uger på Aarhus Kommunehospital, mens Otto Nielsen slap uskadt.

Andet blev også ødelagt den nat. Det lokale, som Aarhus Borgerlige Skydeselskab værnede om, blev raseret. En række af de flotte pokaler og glas til de mange ceremonier blev ødelagt. De mange billeder af fuglekonger gennem tiden led også en trist skæbne.

Bomber i nabobyer

Det var heller ikke muntert på restaurant Nørreriis i Randers, der den 8. december 1944 blev bombesprængt. Stedet var populært og søgt, og det satte Petergruppen en stopper for. Tre mand trængte ind i kælderen og placerede en bombe, der ødelagde dansegulvet lige ovenover. En række mure væltede, så først i april 1952 genåbnede restaurant Nørreriis. Da danserestauranten blev umoderne, stod restauranten tom i en årrække, inden et nyt forsøg blev gjort i 1990’erne, der heller ikke gik godt.

Det gjorde det heller ikke for håndværkerforeningens bygning i Silkeborg den 23. februar 1945. Den rummede også et teater og blev regnet for et af arkitekt Anton Rosens hovedværker. Aktionen ramte også Gerda Christophersens turnéteater. Direktøren mistede hele sit sceneudstyr.

Vennelyst sprænges

Der var ikke meget at more sig over. I Aarhus mistede folk også et populært teater, der gennem årene havde sikret publikum store oplevelser. På Vennelyst Teaters forskellige scener havde en ung Poul Reumert, Ellen Gottschalch, Lily Broberg, Marguerite Viby, Peter Malberg og Osvald Helmuth optrådt gennem årene, og stedet lukkede med et kæmpe brag natten til den 12. januar 1945.

Så var det slut med sommerrevyerne i Vennelyst, og da banditterne trængte ind, afbrød de meget apropos et bestyrelsesmøde for medlemmerne af Aarhusegnens Selskabelige Forening. Søren Tange Rasmussen fortæller i en klumme fra Den Gamle By, at de beduggede medlemmer i begyndelsen troede, at det var en spøg, men de kom hurtigt ud af vildfarelsen, da det gik op for dem, at komplekset skulle sprænges i luften.

Under loftet var der værelser til personalet, og her sov direktørens lille datter også. Alle blev hentet ned, og så placerede gruppen ellers 40 kg sprængstof. Petergruppens leder, Horst Issel, tændte selv lunten, og få minutter senere havde gruppen hævnet de mange sabotageaktioner i Aarhus.

Desværre besluttede byrådet siden, at Vennelyst Teater ikke skulle genopføres.