Da hun tjekkede sin karakter, faldt hun sammen »som en våd klud«: Nu følger tusindvis med på Instagram

Alle misunder det, du har.

Ingen misunder, hvordan du fik det.

På Tammestrup Gods syd for Skanderborg trisser Kathrine Dyrvig rundt i sin vintagebutik Ville Vintage.

Smilet er let, omgivelserne idylliske og indretningen er den perfekt balance mellem klassisk og stilfuldt legende.

Det ser eventyrligt let ud det hele.

Sådan kan det i hvert fald se ud udefra.

Men bag den pastelfarvede facade gemmer sig en virkelig tilværelse bygget op af benhårdt arbejde.

De sidste syv år har Kathrine Dyrvig formået at få to børn, et 12-tal for sit speciale, gå ned med stress, droppe karrieren og kaste sig ud i at renovere møbler. Sidenhen har hun startet egen virksomhed, webshop og flyttet hele familien fra Aarhus til et gods på landet.

Selvom hun i dag nogle gange kan savne faste rutiner og et 8-16 job, så ved hun også, at stress ikke kun handler om arbejdstid.

Det handler om friheden til selv at bestemme.

Friheden på landet

Kathrine Dyrvig voksede op på landet mellem Ry og Låsby.

Friheden i de åbne vidder løber i blodet, og gennem livet har hun ofte balanceret mellem følelesen af pligt og behovet for selv at bestemme.

»Jeg tror, jeg er den her helt klassiske god i skolen-pige. Efter gymnasiet tog jeg på jordomrejse, så kom jeg hjem og hvad skulle jeg så?«

Svaret lå lige til højrebenet: universitetet. Hun var god til dansk, så valget faldt på dansk sprog og litteratur på Aarhus Universitet.

Det var også i denne periode - som 19-årig - at Kathrine Dyrvig mødte sin nuværende kæreste Jakob.

I løbet af studietiden fik parret to børn, og som 25-årig rundede Kathrine studietiden flot af, da hun fik et 12-tal for sit afsluttende speciale.

Men så kom regningen.

»Jeg elsker litteratur og jeg elskede min uddannelse, men lige pludselig kunne jeg bare mærke lidt mere, hvad og hvem jeg var. Det er nok den klassiske fortælling om, at man skal gå ned med flaget for at blive tvunget til at finde ud af, hvad der driver en.«

Og ned med flaget, det gik hun.

Nye farver

Det er svært for Kathrine at forklare, hvordan det føles at gå ned med stress.

Det eneste hun rigtig kan huske, er, at hun kollapsede.

»Jeg var inde for at tjekke min sidste karakter, og så faldt jeg bare sammen som en våd klud. Det der liv med fuld knald på, skrive speciale og børn og en mand der arbejder meget. Jeg kan bare huske, jeg faldt sammen.«

Da hun ramte bunden greb hun de klassiske værktøjer meditation og afspænding, men selvom hun altid har dyrket lignende discipliner som yoga, så virkede det ikke.

Hun skulle ud af sit hoved.

På universitetet var hun begyndt at lege med at lave patchwork tæpper af retro dynebetræk fra Tyskland. Og da hverdagen virkede mest grå, greb hun pludselig penslen og begyndte at sætte gamle møbler i stand.

»Jeg har altid været kreativ, og det med at bruge hænderne, det gav mig ro.«

Selvom hun ikke kan forklare, hvordan det føltes at få stress, så husker hun tydeligt, hvordan det føltes at få det bedre.

»Følelesen af at gå en tur, komme ned i tempo. Jeg kan huske lige, at jeg pludselig begyndte at tænke: ’det er som om bladene har fået ny farve’, jeg bemærkede årstiderne skifte, og kunne mærke jeg havde fået det bedre.«

Efter halvandet år med stress var der sket noget skelsættende.

Frøet til det, der på sigt ville blive til Ville Vintage, var sået.

Det begyndte for alvor at spire, da coronakrisen ramte.

På daværende tidspunkt var karrieren som akadermiker endnu ikke lagt på hylden. Kathrine var kommet på benene igen og begyndt i et praktikforløb, og hendes kæreste arbejdede i sin egen virksomhed i restaurationsbranchen.

Begge dele blev »lagt ned« af corona.

»I coronatiden blev han også god til at lave møbler, og så gjorde vi bare det for fulde hammer. Havde vi ikke kunne det, havde vi ikke kunne betale regninger. Det blev vores redning.«

Vintage gik viralt

Flere år før corona ramte, opstod der en længsel efter åbne vidder og græs under tæerne.

Kathrine og familien boede i en lejlighed i Aarhus, havde ingen bil – kun en ladcykel og hendes kæreste havde ikke engang et kørekort.

Alligevel slog parret til, da muligheden for at flytte ind i en længe på Tammestrup Gods opstod.

»De håndværkere der boede herude grinte jo, når vi kørte rundt på bakkerne herude på ladcykel – uden el!«

Her indrettede de værksted, begyndte at tage billeder af møblerne og lægge dem på Instagram.

Og så gik det amok.

»Folk var vilde efter at købe møblerne, men også de ting, der stod ovenpå. Jeg ramte noget, som der ikke var andre der gjorde på det tidspunkt.«

Pludselig vågnede hun hver dag op til hundredevis af nye følgere.

»Vi kunne slet ikke følge med. Det var mega sjovt dengang, det gik amok. Hver gang der var et salg, var der 100 i kø. Sådan er det stadig.«

I dag har Ville Vintage mere end 33.000 følgere på Instagram.

For Kathrine Dyrvig handler det dog om mening.

»Det her giver mening for mig. Jeg elsker købmandsdelen, men kunne aldrig finde på at sælge noget bare fordi, det er en god forretning.«

Familien har løbende bygget ud, og Tammestrup Gods udgør i dag familiens hjem, værksted og showroom for Ville Vintage.

Nye oplevelser

Alt i Ville Vintage har en historie.

Trøjerne er syet af indiske kvinder under gode arbejdsforhold. Maling er mijø- og sundhedsvenlig og skabt af en canadisk familievirksomhed. Og møblerne. Dem renoverer eller upcycler Kathrine og Jakob stadig selv.

»Folk bliver ved med at sige, at jeg kan noget med farver og har skabt mit eget lille univers her. Det kunne være sjovt at se de hjem, hvor der står en masse af vores møbler.«

Selvom Ville Vintage har været en stor succes, så er livet som selvstændig altid op og ned. Men selvom det kræver meget arbejdet at balancere familieliv, godsrenovering og egen virksomhed, så ville Kathrine ikke ændre noget, hvis hun fik valget.

»Nogle gange kan jeg godt savne helt normal leverpostej 8-16, men jeg ved også at det bliver jeg kvalt i. Jeg skal ikke sidde på et kontor, selvom det nogle gange kunne være rart med den faste rutiner, når bølgerne går højt her.«

Friheden til selv at bestemme er afgørende. Kathrine føler sig hurtigt kvalt, når andre fortæller hende, hvad hun skal.

Alligevel kan hun godt savne at blive mere intellektuelt stimuleret, men hvem ved, hvad fremtiden byder på?

»Jeg har altid haft en ide om, hvad der skulle ske. Nu er jeg mere såda: ’det ved jeg ikke helt, og det er også helt ok.’ Måske kommer der flere events og oplevelser herude? Det er sjovt at gå den vej.«