Fortsæt til indhold

Julen er højtid for alkohol: Her er tegnene på, at du drikker for meget

Ny undersøgelse viser høj tilfredshed blandt brugere hos Skanderborg Rusmiddelcenter i en tid, hvor alkoholproblemer kan være særligt synlige.

Samfund

Julen er en tid for hygge og samvær, men for mange kan den også være forbundet med svære følelser – især når alkohol bliver en del af ligningen.

Hos Skanderborg Rusmiddelcenter arbejder man året rundt med at hjælpe borgere med problematisk forbrug af alkohol og stoffer, og højtiden er ingen undtagelse – tværtimod.

»Højtider er altid sårbare. De er ofte forbundet med følelser – både gode og dårlige – og det kan føre til, at nogle drikker mere, end de har det godt med. Julen kan være særligt svær, fordi den vækker minder og følelser, som kan være svære at håndtere,« fortæller Charlotte Korsgaard Nielsen, afdelingsleder på Skanderborg Rusmiddelcenter.

Rusmiddelcentret, der hvert år hjælper omkring 400 borgere og pårørende, har netop gennemført en brugertilfredshedsundersøgelse blandt 85 nuværende brugere.

Resultaterne viser høj tilfredshed med indsatsen.

98 % er enige i, at de har et godt samarbejde med deres behandler. 93 % oplever en positiv effekt af behandlingen. 97 % vil sandsynligvis anbefale centret til andre med lignende udfordringer.

»Den bedste bedømmelse, vi kan få, er fra de borgere, som står midt i det og mærker forandringen. Rapporten bekræfter, at vi gør det godt, men vi arbejder hele tiden på at blive endnu bedre.«

Fokus på synlighed

Et af de store fokusområder for centret er synlighed, så flere borgere får kendskab til tilbuddet, før problemerne vokser sig store.

»Vi ved, at mange først opdager os, når behovet opstår. Derfor har vi lavet en informativ hjemmeside, startet online rådgivning og arbejder aktivt med sociale medier. Det handler om at gøre det nemt og trygt at tage det første skridt,« fortæller Liselotte Lundsfryd, der er specialkonsulent i rusmiddelcentret.

For mange kan beslutningen om at søge hjælp være svær, fordi den er forbundet med frygten for aldrig at kunne drikke igen.

»Man behøver ikke have besluttet sig for aldrig at røre alkohol mere. Det vigtigste er at tage første skridt – resten kan man finde ud af undervejs,« forklarer Charlotte Korsgaard Nielsen.

Ifølge centret kan det være svært at definere, hvornår et alkoholforbrug bliver problematisk. Men et godt pejlemærke er, om forbruget skader relationer til andre eller går imod ens egne beslutninger.

»Hvis man mister kontrollen, gør andre kede af det eller ikke kan holde de aftaler, man har lavet med sig selv, er det tid til at tage sit forbrug op til overvejelse.«

På centrets hjemmeside kan man tage en alkoholtest, som kan give en indikation på, om der er grund til bekymring.

Skanderborg Rusmiddelcenter tilbyder gratis behandling til både unge helt ned til 13 år og voksne med stof- eller alkoholproblemer. Derudover er der også rådgivning til pårørende, da familiens rolle ofte er central.

»Familien er en vigtig del af processen. Børn og pårørende skal også føle sig trygge, og derfor inddrager vi dem ofte i behandlingen,« siger Liselotte Lundsfryd.

I en tid, hvor hygge og samvær er i fokus, opfordrer centret til, at man søger hjælp, hvis alkoholvanerne skaber usikkerhed eller problemer.

»Der er ingen familier, der ønsker at gøre skade på deres børn. Men i mange tilfælde kan det være en hjælp at få professionelle øjne på situationen,« afslutter Charlotte Korsgaard Nielsen.

Læs også vores portræt af Rene Andersen, der, efter et stressrelateret besøg hos lægen, endte med at gå i alkoholbehandling hos Skanderborg Rusmiddelcenter.

Den finder du her.