Stærkt kritiseret leder er fortid på skole: »Der har været sagt og skrevet meget«
Efter et forløb med kritik fra flere sider er skoleleder på Engdalskolen i Brabrand stoppet.
Louise Schmidt er nu tidligere skoleleder på Engdalskolen i Brabrand.
Det fremgår af en Aula-besked til forældre til elever på skolen. Beskedens afsendere er Børn og Unge-chef ved Aarhus Kommune, Stefan Møller Christiansen, samt formand for Engdalskolens skolebestyrelse, Lykke Mose.
Der er formelt tale om en gensidig fratrædelsesaftale, men fratrædelsen kommer i kølvandet på en række artikler af stiften.dk omhandlende et giftigt arbejdsmiljø samt mistrivsel blandt medarbejderne på folkeskolen. Den dårlige stemning skal være et resultat af, at Louise Schmidt tiltrådte som skoleleder for under et år siden.
I oktober i år rejste skolebestyrelsen også kritik af den nu fratrådte skoleleder. I et bilag i forbindelse med et skolebestyrelsesmøde 8. oktober omtales det, at bestyrelsesformand Lykke Mose besøgte Engdalskolen i forbindelse med personalets dag.
»Der kommer medarbejdere, der tager fat i hende og udtrykker at de har stærk mistillid til Louise. Der bliver sagt: ”Ved du godt, hvad der foregår?”, ”det er det dårligste arbejdsmiljø, jeg har prøvet i mine mange år som lærer” og de bruger ord som ”detailstyring” og ”hierarkisk ledelse”,« står der i bilaget.
Viceskoleleder og indskolingsleder på Engdalskolen, Mette Heegaard, bliver konstitueret leder, hidtil man har rekrutteret en ny skoleleder.
»Vi ønsker Louise alt det bedste og held og lykke i fremtiden (...) Der har været sagt og skrevet meget de seneste dage, uger og måneder. Som børn- og ungechef vil jeg sammen med bestyrelsen og med udvalget gerne drage læring af det forløb, vi har været igennem.« skriver Stefan Møller Christiansen i Aula-beskeden.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Louise Schmidt.