Trine har tabt 56 kg: »Nu er jeg faktisk utrolig stolt af mig selv«

»Rejsen starter, når du vænner dig til at sige nej tak. Det er det, vægttab handler om: at sige nej tak til alt det, du godt ved ikke gør noget godt for dig. Det fandt jeg ud af det efterår, hvor jeg levede af grønsagssuppe. Dér sagde jeg godt nok nej tak mange gange.«

Grønsagssuppe har den 58-årige Trine Frengler fra Herskind ikke spist siden. Den var et nødvendigt springbræt, der skulle føre hende igennem sit livs vigtigste mission.

Hun hælder kaffe op, men venter med at tage en bolle. Det er der en rigtig god grund til.

Den 4. december var det præcis et år, 12 tøjstørrelser og 56 kg siden, hun fik foretaget en fedmeoperation. Operationen betyder, at hun nu kun har et rør som mave og kun kan spise meget små portioner. Cirka halvanden deciliter maks. Der skal gå mindst et kvarter, fra hun har drukket kaffen, til der er plads i maven til en halv bolle.

»Det er frygtelig svært at sige nej tak i starten, for du har jo lyst til alt det, du takker nej til. Men så bliver det en vane,« tilføjer hun, uden at lægge skjul på at det har været hårdt arbejde at nå hertil. Overskud, planlægning og benhård disciplin har været nødvendige forudsætninger.

Enorm glæde og stolthed

Vægttabet omtaler Trine Frengler som den vildeste rejse og på glimtet i øjnene ses, at glæden og selvværdet, der er fulgt med, er både ægte og dybtfølt. Hun er i dag på flere måder en forandret Trine Frengler.

»Jeg har oplevet folk, der går lige forbi mig, fordi de ikke kan genkende mig. Selvfølgelig er kernen den samme. Jeg er stadig den meget sociale Trine, jeg vil stadig gerne gøre det bedste, og jeg er stadig et ærligt menneske, der ikke forsøger at pynte på tingene. Men det er klart, at der er ting i ens selvforståelse, der ændrer sig, når man taber så mange kg,« konstaterer hun.

»I stedet for den der fornemmelse af skyld og skam, jeg har båret på i mange år, så er jeg faktisk utrolig stolt af mig selv nu. Både over at jeg traf beslutningen om at tabe mig og stolt over hele processen. Jeg gjorde det sgu. Det føles helt afsindigt stort. Jeg får stadigvæk gåsehud af at tænke på det. Det fylder mig med en helt enorm glæde.«

Smilet, der sætter punktum for den sætning, siger alt.

Selvbedrag

Faktisk lykkedes det Trine Frengler, der som byrådspolitiker og udvalgsformand har et travlt ugentligt program, gennem en lang årrække at overbevise sig selv om, at hun ikke var besværet af sin overvægt.

Ganske vist måtte hun bede om et ekstra bælte for at kunne spænde sikkerhedsselen, når hun var ude at flyve. Og var hun på café med veninderne, var det også nødvendigt lige at tjekke, om bagdelen kunne være i caféstolene. Men besværet, det følte hun sig ikke..

Alligevel besluttede Trine Frengler, at der skulle ske en forandring, og lige inden familien gik om bord i julegåsen juleaften 2022, meddelte hun, at hun havde truffet en beslutning, og at den ville komme til at berøre dem alle. Hun ville tabe sig.

»Jeg havde truffet en beslutning for mig selv, og jeg var meget stålsat. Det er jeg stadig. Det var ikke en enkelt ting, der gjorde udslaget, men summen af en hel masse mindre ting tilsammen. Jeg har fået børnebørn og vil gerne være aktiv sammen med dem og følge dem i mange år. Jeg følte, at det var nu, jeg havde overskuddet og styrken til at gennemføre det,« understreger hun.

Derefter fulgte et forår, hvor Trine Frengler tabte sig nogle kg på egen hånd, inden hendes læge i maj henviste hende til Steno Diabetes Centeret i Skejby. I august blev hun godkendt til en fedmeoperation.

”Kreaturvægt” til vejning

Mødet med Steno Diabetes Centeret var grænseoverskridende og står mejslet i hendes erindring.

»Det første besøg var voldsomt. Jeg skulle vejes på noget, der nærmest lignede en kreaturvægt – en stor plade, man skal træde op på – og stolene er i dobbelt bredde. Jeg var skræmt fra vid og sans. Alt var overdimensioneret. Jeg blev efter et par dage godkendt til operation, men skulle tabe mig 13 kg, inden jeg kunne komme på venteliste. De kg tabte jeg lynhurtigt – det var der, jeg levede af grønsagssuppen,« fortæller Trine Frengler, der faktisk nåede at tabe 24 kg inden operationen af ren og skær frygt for ikke at leve op til kravene.

Inden operationen blev Trine Frengler klædt på til sit nye liv som fedmeopereret gennem et tilrettelagt forløb på Steno Diabetes Centeret. Forløbet omfattede både individuelle samtaler med læge og diætist og gruppesessioner.

»Dem var jeg godt nok ikke hooked på. Jeg forestillede mig, at det var sådan en slags AA-agtige møder, hvor vi skulle sidde i rundkreds, og jeg skulle sige ”Hej, jeg hedder Trine, jeg er blevet for fed”. Det viste sig heldigvis at være ganske almindelig gruppeundervisning,« fortæller Trine Frengler grinende.

»Jeg gjorde mig naturligvis mange tanker om operationen. Det er et stort indgreb, og det kan ikke gøres om. Jeg har kun cirka 15 pct. tilbage af min mavesæk, resten er skåret væk. Heldigvis har jeg ikke fortrudt,« smiler hun.

»Selvfølgelig er der også ulemper forbundet med at skulle undvære det meste af sin mavesæk. Det er ikke særligt sjovt at gå ud og spise med mig. Jeg sidder og piller i det og kan kun spise ganske lidt. Det kan være en udfordring, fordi meget socialt samvær er hægtet op på, at vi skal nyde et måltid sammen. Jeg har måttet omdefinere min egen rolle i sociale sammenhænge, men det er en lille pris sammenlignet med alt det positive.«

Et helt nyt liv

Det nye liv, der er Trine Frenglers hverdag nu, ligger milevidt fra det, hun kendte tidligere. I stedet for et hvil om eftermiddagen i lænestolen går hun lange ture, cykler 20-30 kilometer og træner regelmæssigt i det lokale træningscenter.

»Jeg er ikke på den her rejse for at blive hellig, men jeg må bare konstatere, at hold nu op, hvor har jeg bildt mig selv mange ting ind. Det der med, at jeg ikke var begrænset af min overvægt. Altså, nu hvor jeg vejer 56 kg mindre, så må jeg være ærlig og sige, at jo, der var virkelig mange ting, jeg ikke kunne.«

Særligt en oplevelse på en tur for nylig med familien sætter Trine Frenglers tidligere liv som overvægtig i relief.

»Der var et legeland, og i stedet for at være bedstemor, der står neden for rutsjebanen og tager imod børnene, kunne jeg nu kravle op, have min bagdel i rutsjebanen og rutsje med dem ned. Det var simpelthen så stort for mig,« konstaterer hun.

»Der er masser af andre ting, jeg nu kan gøre uden besvær. Det er blevet så meget nemmere at tage sig sammen til at gå eller cykle en tur og komme over i træningscenteret. Nu synes jeg, det er fedt at komme ud og få noget luft og få rørt mig og savner det, når der ikke er plads til det i programmet.«

Nu er der heller ikke længere en følelse af at være elefanten i rummet, når Trine Frengler tager en tur i træningscenteret.

»Nu går jeg faktisk så stærkt på løbebåndet, at det er blevet naturligt at slå over i løb, fordi det passer bedre til kroppens bevægelser, når der er så meget fart på. Løb! Jeg har ikke løbet i 37 år og har aldrig turdet drømme om at komme til det igen. Det er bare så vildt,« gentager hun.

Sunde sidegevinster

Glæden ved at kunne købe tøj i ganske almindelige forretninger er skyhøj. Det er også fantastisk at opdage, hun ikke er et ”bløddyr”, men faktisk har knogler og må sove med en pude mellem knæene, for at det ikke skal gøre ondt. Glæden er også stor ved igen at kunne sidde med benene over kors – noget, hun ikke har kunnet i årtier. Og at opdage, at halskæden, hun fik af sin mor til sit bryllup, og som hun ikke har kunnet passe i årevis, nu passer perfekt.

»Det lyder måske ikke af noget særligt, men for mig er det utroligt betydningsfuldt og vigtigt,« understreger Trine Frengler.

Selvom beslutningen om at tabe sig ikke var af hensyn til helbredet, så har det store vægttab budt på sidegevinster i form af et bedre helbred. Blodtrykket har aldrig været bedre, og både blodtryksdæmpende medicin og astmamedicin kan Trine Frengler nu lægge på hylden.

Når hun i dag tænker tilbage, bebrejder Trine Frengler ikke sig selv, at hun ikke har gjort noget ved sin overvægt før nu.

»Jeg kunne ikke have gennemført det før nu. Det er nu, jeg har overskuddet. Jeg har altid prioriteret andre i familien højere end mig selv. Jeg har skullet lære at prioritere mig selv. At det er nødvendigt, hvis jeg også skal kunne været noget for andre. Nu er det Trine-tid.«

På mentalt overarbejde

»Jeg kan se et mønster, der går helt tilbage til min skoletid. Der blev jeg voldsomt drillet med min vægt, selvom jeg faktisk ikke var overvægtig. Det kom til at fylde i min bevidsthed og blev selvforstærkende. Så bliver det nemt sådan, at så kan det sgu også være lige meget, og så lader man stå til. Når noget var svært, når der var et traume af en slags, så trøstespiste jeg for at få frigivet de der lykkehormoner oppe i hjernen. Der blev kimen lagt til det mønster. Og det har været en opadgående spiral,« konstaterer Trine Frengler, der derfor også mentalt har været på overarbejde i forbindelse med sit vægttab.

»Der bliver ved med at dukke noget op, jeg lige skal have frem på lystavlen og bearbejdet. Der er mange perioder i mit liv, jeg gentænker nu, lige vender nogle omgange inde i mit hoved og får placeret et andet og bedre sted. Det er noget af det, jeg bruger cykel- og gåturene til.«

Egentlig er hun ganske godt tilfreds med at have smidt 56 kg, men hvis kroppen stadig vil være med, har Trine Frengler tænkt sig at fortsætte vægttabet et år endnu.

»Jeg skal ikke være en streg i luften. Skulle jeg ned på min idealvægt, så skulle jeg smide 25 kg mere, og det har jeg ikke i sinde. Men hvis ellers min krop ikke siger stop, så vil jeg gerne tabe 15 kg. Når man taber sig så meget, som jeg har gjort, så er der noget ekstra hud her og der. Får jeg behov for at få fjernet noget af det, så skal mit BMI være under 30. Det er ikke sikkert, jeg får det tilbudt, og det er heller ikke sikkert, jeg vil, hvis det kommer til stykket, men jeg vil heller ikke udelukke mig selv fra det.«