Kan du danse dig ædru? Få svaret her
Næsten hver femte voksne dansker tror fejlagtigt, at de selv kan gøre noget for at blive hurtigere ædru. Rådet for Sikker Trafik frygter, at det kan få nogle til at køre spritkørsel.
Når man har været til middag eller julefrokost og vil køre hjem eller skal bruge bilen næste morgen, så er der af og til bilister, der sætter sig bag rattet med en for høj promille. I december sidste år sigtede politiet 507 personer for spritkørsel, viser nye tal fra Rigspolitiet.
I den sammenhæng er det bekymrende, at næsten hver femte fejlagtigt tror, at de kan øge forbrændingen af alkohol, hvis de for eksempel danser, drikker vand, kaffe, energidrikke eller tager et bad, skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
Endnu værre ser det ud blandt de 18-34-årige, hvor næsten hver tredje fejlagtigt tror, at de kan øge forbrændingen af alkohol. Det viser en undersøgelse blandt 1.275 voksne danskere, som Epinion og Rådet for Sikker Trafik har gennemført i år.
»Det tager den tid, det tager, at forbrænde alkohol i kroppen, og det er en farlig myte, hvis man tror, at processen speedes op, hvis bare man danser hele aftenen eller drikker spandevis af kaffe. Man kan ikke forhandle med biologiens love. Så min klare opfordring er, at hvis man er det mindste i tvivl om sin promille, så bør man lade bilen stå. Det gælder også dagen derpå,« siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik. »Nej, du kan ikke danse dig ædru«
Overraskede
Nogle spritbilister kører bevidst, selv om de godt ved, at promillen er for høj. Men der er også en del af spritbilisterne, der var i tvivl om deres promille, da de blev stoppet af politiet og blev bedt om at puste i alkometeret. Flere forklarer det med, at de ikke var klar over, hvor lang tid det reelt tager at forbrænde alkohol.
Det forklarer Vivi Dixen Møller, der er koordinator for Region Syddanmarks Alkohol-, Narko- og Trafikkurser (ANT). Hun møder mange dømte spritbilister, når de efter udstået straf vil generhverve deres kørekort og skal gennemføre et af regionernes obligatoriske alkohol-, narko- og trafikkurser. På kurserne lærer man blandt andet, hvor lang tid det tager at forbrænde alkohol, og hvad alkohol gør ved kroppens sanser.
»Der eksisterer stadig en del myter i forhold til spirituskørsel. Den myte, vi oftest hører, er, at man kan svede alkohol ud af kroppen for eksempel ved at danse, dyrke motion eller ved at svede det ud i solen. Mange er også ret overraskede over, hvor høj deres promille reelt var, da de blev stoppet og sigtet for spritkørsel,« siger Vivi Dixen Møller.
Lad bilen blive hjemme
Hvis man helt vil undgå at ende i en situation, hvor man er i tvivl om, hvorvidt man er ædru nok til at køre, så opfordrer Rådet for Sikker Trafik til, at man lader bilen stå hjemme, før man tager til middag, fest eller julefrokost.
»Planlæg hvordan du kommer hjem, inden du tager afsted. Så bliver du ikke fristet til at fiske bilnøglerne frem sidst på aftenen, hvor du kan have svært at vurdere, hvor fuld du egentlig er. Hvert år bliver menneskeliv slået i stykker som følge af bilister, der ikke lader nøglerne ligge. Det skal vi have stoppet,« siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Samtidig opfordrer Rådet for Sikker Trafik til at servere alkoholfri alternativer til de gæster, der er i bil eller af andre grunde foretrækker en hvid jul.
På www.sikkertrafik.dk/drinks kan man hente gratis opskrifter på alkoholfri drinks, som er udviklet af professionelle bartendere.