Ung aarhusiansk kvinde fik mange liv på samvittigheden i sin jagt på rigdom

Grethe Bartram blev kaldt Danmarks farligste stikker under Besættelsen. Hun var blot 22 år, da hun den 29. november 1946 ved kriminalretten i Aarhus blev dømt til døden som den første kvinde efter Befrielsen: Hun havde angivet 53 personer til tyskerne. 35 kom i tysk koncentrationslejr. Af dem døde otte. 15 blev udsat for tortur.

Der var ingen undskyldning for Grethe Bartrams kolossale forræderi. Ved alle tre retsinstanser blev hun dømt til døden for sluttelig at blive benådet af daværende justitsminister Niels Busch-Jensen (S).

Det var formildende omstændigheder: Hun var opdraget i »en antireligiøs, kommunistisk og materialistisk ånd«. Hun havde ingen penge og svært ved at forsørge sin søn, og da der ikke var henrettet en kvinde i Danmark siden 1861, blev det afgørende. Dødsdommen blev ændret til livsvarigt fængsel.

Men inden juristerne tog fat, havde hun overlevet én dødsdom, der blev eksekveret den 12. december 1944 om aftenen på Østboulevarden ud for nr. 29.

Bøddelen var kunstmaleren Emil Gregersen, hvis pistol havde for lille en kaliber, og projektilet var derfor ikke dræbende, men satte sig fast i kæben.

På billedet, der blev taget efter domsafsigelsen i Aarhus, ses et ar tydeligt på den dødsdømtes hals efter operationen i forbindelse med attentatforsøget i 1944.

Kommunisterne ville selv straffe Grethe Bartram. Hvis opgaven havde været overladt til en af de professionelle likvideringsgrupper, havde retssagerne formentlig været overflødige.

Gestapo-agenten Thora

I efteråret 1944 var der ikke længere tvivl om, at Grethe Bartram arbejdede for Gestapo. Under dæknavnet ”Thora” havde hun angivet familie og kammerater blandt kommunisterne.

Hvorfor? Utallige har stillet spørgsmålet:

Hvorfor gjorde hun det?

Hvad var bevæggrundene? For selvfølgelig vidste hun, at hun betrådte forbudte stier, men hun var ligeglad og faktisk kun optaget af, hvad kommunisterne altid har talt mest om, siden Marx skrev ”Das Kapital”: penge.

Hun skulle nok blive rig, skrev hun til sin mor. Og det blev hun, selv om hun som følge af sit forræderi på andre områder altid ville forblive et fattigt menneske.

Maren Margrethe voksede op i Klostergade 70 i Aarhus. Faderen, Niels Peter Christopher Bartram, var sønderjyde og selvudlært cykelsmed. Han havde deltaget i Første Verdenskrig på tysk side og pådraget sig granatchok med svækkede nerver til følge. Han kunne derfor ikke passe et normalt arbejde, men klarede sig i sit lille cykelværksted i Klostergade.

Moderen knoklede som skurekone, og i hjemmet taltes otte børn. Begge forældre var medlemmer af det kommunistiske parti, og ungerne kom også tidligt med i de kommunistiske foreninger. Grethe var næstældst.

Hun kunne sagtens se, at hun hørte til i pjalteproletariatet, når hun om vinteren måtte gå i skole i hullede sommersko, mens klassekammeraterne kom i læderstøvler. Det var hårdt, når både læreren og de andre elever morede sig over hendes sko.

Hun blev også mobbet, fordi hun dagligt måtte bede om fri en time for at spise med andre fattige børn på en anden skole.

Efter 2. mellem – 7. klasse – forlod hun skolen og arbejdede bl.a. på De Kellerske Anstalter i Brejning og Mammens Æskefabrik i Aarhus.

Hun blev kæreste med partifællen maskinarbejder Frode Thomsen, og snart var hun gravid. 16 år gammel. Året efter blev hun gift med Frode, der også var kommunist, og parret skulle bruge et kongebrev i den anledning.

Grethe Bartram, der nu var fru Thomsen, fødte en søn, Benny Gudmund, men det var fortsat småt økonomisk. Frode kom ud for en arbejdsulykke, der betød, at han var indlagt i 13 måneder. Grethe Bartram stod alene med sønnen og 2,50 kr. i tilskud fra Sygekassen. Hun kunne slet ikke overskue tilværelsen, og da Frode blev udskrevet og vendte hjem, havde hans unge hustru solgt det meste af bohavet og misrøgtet sønnen, der var kommet i pleje.

Annonce ændrede alt

Grethe drømte fortsat om rigdom og fandt en ny levevej.

Den 16. september 1943 så hun en annonce i Aarhuus Stiftstidende underskrevet af politimesteren:

»Dusør.

I anledning af en Natten til Søndag den 13. d.M. stedfunden brandstiftelse i Ejendommen Fredericiagade 21, Kælderen, udloves en Dusør paa indtil 1.000 Kr. for Oplysninger, der kan føre til Sagens Opklaring. Oplysninger bedes tilstillet Kriminalpolitiet i Aarhus. Telf. 5116.

Politimesteren for Aarhus Købstad.

Hoeck.«

Det var for fristende. Aktionen mod skrædderværkstedet, der syede uniformer til tyskerne, var udført af en kommunistisk gruppe, der også talte Grethe Bartrams bror, Christian. Men det var Grethe Bartram ikke klar over, da hun angav Walther Mosegaard og Gustav Lindvall til politiet og indkasserede dusøren.

Tyskerne forlangte, at sagen skulle behandles ved en tysk krigsret. Tre fik 10 års tugthus, og Christian slap med et år. Dommene skulle afsones i Tyskland.

Efter krigen blev politiet bebrejdet, at modstandsbevægelsen ikke havde fået et tip om Grethe Bartram, der på sin side heller ikke havde forestillet sig, at oplysningerne ville gå videre til tyskerne.

Hun var nu indfanget og blev snart Gestapos bedste stikker. Hun havde et tæt samarbejde med sin føringsofficer, Kriminaloberassistent Hermann Rothenberg.

Hele den kommunistiske del af modstandsbevægelsen i Aarhus blev trevlet op og arresteret. Overalt hvor Grethe Bartram kom, samlede hun oplysninger til Gestapo. Også fra gruppen Ung Kunst, hvor hun sad model, leverede hun oplysninger.

Længe var der ingen, der nærede mistanke til Grethe, for hun var jo vokset op i en kommunistisk familie.

Historikeren Henrik Skov Kristensen, der skrev bogen ”Grethe Bartram – fra kommunist til Gestapoagent” fandt det absurd, at hun kunne angive så mange, og konkluderede, at den såkaldte security bestemt ikke havde været optimal. Det måtte næsten være en fra egne rækker, der var på spil, for ingen udefra kunne ifølge Henrik Skov Kristensen have infiltreret organisationen og opereret, som Grethe Bartram gjorde. Kommunisterne var netop organiseret i celler som en revolutionær organisation for at optimere sikkerheden.

Hver gang Grethe Bartram var tæt på at blive afsløret, var hun i stand til at overbevise omgivelserne om, at hun stod på den rigtige side.

Afsløret som stikker

Mistanken blev dog for stærk, og da Grethe Bartram vendte hjem efter et længere ophold i København, hvor det ikke lykkedes hende at etablere kontakt til den kommunistiske ledelse i hovedstaden, gik det galt.

Der var fundet papirer hos hende med navne på organiserede kommunister og deres signalement. De kunne bruges af Gestapo. I København havde hun i flere omgange modtaget store kontantbeløb, som hun spenderede på tøj.

Meget mærkeligt, og det virkede, som om nogen finansierede hende.

Kommunisterne besluttede at likvidere hende.

Grethe Bartram var vendt hjem fra København i oktober og havde straks meldt sig under fanerne hos Rothenberg.

Hun flyttede hjem i Klostergade, men erfarede, at hun i kommunistiske miljø i Aarhus blev anset for at være stikker. Derfor arrangerede hun sin egen anholdelse, og den foregik på restaurant Rico på Bruunsbro den 24. oktober. Derpå fulgte et ophold i kvindebarakken i Frøslevlejren, men den 10. december blev hun løsladt af tyskerne og vendte hjem til Aarhus – opsat på at blive renset. Hun forsøgte sig også som cellestikker i fængslet i Vester Allé over for Ruth Philipsen, som straks gennemskuede hende, fordi Grethe Bartram fik to lagner til natten. Ruth Philipsen måtte sove med det samme beskidte lagen og et ulækkert tæppe.

Den 11. december fik Grethe Bartram et brev om at møde på Østboulevarden og give sig til kende med et kodeord, når hun blev tiltalt.

Det gjorde hun, og da hun sagde kodeordet blev hun ramt af et voldsomt slag, mærkede blodet strømme ud af baghovedet og faldt om.

Det var den senere kendte kunstmaler Emil Gregersen, der havde skudt Grethe Bartram i nakken. Kuglen havde sat sig fast i kæbebenet, og hun blev opereret på kommunehospitalet og allerede dagen efter overført til det tyske lazaret, da tyskerne frygtede et nyt forsøg på at likvidere hende.

I den illegale presse blev attentatet kommenteret.

Vagtposternes veninde

Information skrev den 13. december 1944:

»En 20-aarig ung Pige, Karen Margrethe Bartram blev i Aftes på Østboulevarden i Aarhus såret af et Skud i Nakken. Da hun i Ambulance blev ført til Hospitalet, udtalte hun noget om, at hun var blevet lokket i Baghold af nogle Venner, og at hun havde opholdt sig i Frøslevlejren. Det kan tilføjes, at det var som Vagtposternes Veninde.«

Hun var færdig i Aarhus, og Gestapo flyttede hende til Kolding. Hun kom siden til Gestapo i Esbjerg, fik fast løn resten af krigen, men var ikke til megen nytte.

I begyndelsen af 1950’erne begyndte myndighederne at løslade landsforrædere, og det fik 41 af Grethe Bartrams ofre til at sende et åbent brev til regering og folketing. Heri hed det bl.a.:

»Undertegnede, der personligt er ramt af Grethe Bartrams stikker-virksomhed i Aarhus, har med stigende uro fulgt det voksende tempo i løsladelserne … Med gru har vi gennem dagspressen erfaret, at også Grethe Bartrams løsladelse var under overvejelse. Den sum af lidelser, det hav af tårer, som enker og faderløse har grædt – og græder endnu – kan ikke måles, de lidelser, som kz-fanger var ude for, til de blev indhentet af døden eller mærket for livet kom hjem, kan ikke loddes. Ingen enkelt stikker i dette land har været skyld i saa meget sorg og saa mange lidelser som Grethe Bartram.«

Grethe Bartram blev løsladt i 1956, flyttede til Sverige og drev i mange år en forretning med lystfiskerartikler. Men hun var samtidig en spøgelsesfigur, og når kvinder blev udsat for forbrydelser, var der altid mange, der spurgte, om ofret mon var blevet forvekslet med Grethe Bartram.