Fortsæt til indhold

Måtte søge viden på Youtube – nu er 51-årige Pia EM-bronzevinder: »Det er stadig lidt uvirkeligt«

Hjemme hos Pia Falch hænger der en masse medaljer. Den nyeste i rækken er fra verdens første europamesterskab i pickleball, hvor hun kunne stille sig frem på podiet som bronzevinder.

Samfund

»Er du ikke hende dér, der lige har vundet en medalje?«

Sådan sagde en elev for nylig til Pia Falch, da de krydsede hinanden på gangen på Søndermarkskolen i Randers, hvor hun er skolesekretær.

Hvis hun havde været lidt ekstra rap i replikken, havde hun med rette kunnet svare: »Jo, hvilken én?«

Det gjorde hun ikke. Det er nok den jyske beskedenhed.

Eleven hentydede formentlig til den EM-bronzemedalje, som Pia Falch netop havde vundet ved europamesterskabet i pickleball i dame-double. Men eleven kunne også have spurgt til DM eller en række turneringer i ind- og udland. De mange medaljer, som hænger uden for de flestes synsfelt hjemme hos Pia Falch, vidner om et væld af sejre de sidste par år. Alene i 2024 er det blevet til syv medaljer - to i sølv og fem i bronze. Men EM-medaljen skinner som den klareste krone på værket.

»Det er uvirkeligt og som en drøm, der går i opfyldelse. Både at blive udtaget, at komme på landsholdet, men også at vi klarede os så godt,« siger Pia Falch til Lokalavisen Favrskov en lille måned efter, at bronzemedaljen er kommet op på væggen ved siden af de andre runde trofæer.

Bronzemedaljen hænger til højre for midten med mørkeblåt bånd. Privatfoto

Ved EM i pickleball, der i øvrigt var det første europamesterskab i sporten nogensinde, placerede Danmark sig samlet som det 4. bedste land ud af 24. Udover bronzemedaljen hev nogle af Pia Falchs landsholdskollegaer også en sølvmedalje i 50+ mix-double med hjem.

Søger hjælp på Youtube

Pickleball er en ketsjersport, der spilles på en bane i badmintonstørrelse med et tennislignende net og er en slags sammenkogning af tennis, badminton og bordtennis. Sporten blev opfundet for omkring 60 år siden og har rødder i USA, hvor den er langt større end i Europa og Danmark.

Første gang Pia Falch stiftede bekendtskab med sporten, var i 2018.

»Da jeg havde prøvet det et par gange, tænkte jeg: ’Det er fandeme fedt det her, det kan virkelig noget’,« fortæller Pia Falch.

På det tidspunkt havde hun ikke nogen anelse om, at hun blot seks år senere ville stå i Southampton i England med en medalje hængende om halsen som repræsentant for det danske landshold.

Pia Falch har spillet pickleball siden 2018. Hun har været en afde bærende kræfter bag en pickleball-klub i Aarhus og blev i 2024 udtaget til det danske landshold. Privatfoto

Det var en træner i tennisklubben, Pia Falch benyttede sig af i Hadsten, der nævnte pickleball som noget, hun kunne spille hen over vinteren, mens tennissæsonen var i hi.

»Dengang var der ikke ret mange, der spillede pickleball herhjemme, så det var Youtube, der gjorde mig klogere,« forklarer Pia Falch og tilføjer:

»Og så har det bare taget fart derfra.«

Starter op i Aarhus

Da interessen for pickleball tog til, rykkede hun over i en klub i Randers, hvor der var mulighed for at træne endnu mere.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var en af de bedste i klubben, og så begyndte vi at udfordre det ved at finde nogle andre klubber, og også dér kunne jeg mærke, at jeg kunne noget,« fortæller Pia Falch.

Opmærksomheden omkring pickleball var dog stadig på et minimum, så for at sætte gang i tingene oprettede Pia Falch og andre pickleball-entusiaster Pickleball Danmark, en sammenslutning på tværs af klubber. Men det var først, da Dansk Tennis Forbund kom på banen i sommeren 2023, at der for alvor skete noget. De arrangerede turneringer rundt om i landet, og Pia Falch har spillet med i stort set dem alle sammen og ligget pænt i toppen hver gang.

Derfor var hun heller ikke bleg for at kaste sig ind i arbejdet med at starte pickleball op i Aarhus-klubben Skovbakken Tennis med henblik på at spille på højest muligt niveau. Og det lykkedes. De var tre pickleball-spillere, der lagde kræfter i Aarhus’ første pickleball-klub, Pia Falch, Lisa Honore og Lasse Højstrup Sørensen, og alle tre blev senere udtaget til landsholdet.

Flødeskum på toppen

Det gik ikke ubemærket hen, at Skovbakken Tennis gemte på nogle pickleball-talenter, for da EPF - European Pickleball Federation - meldte ud, at verdens første EM i pickleball ville blive afviklet i november 2024, fik Pia Falch et kald.

»De meldte ud, at de ville tage 12 spillere med - i en 18+-række og en 50+-række, og dér kunne jeg komme i spil. Og så var jeg lige pludselig på landsholdet,« siger hun og griner.

Det er jo en vild sætning,”du er blevet udtaget til landsholdet”. Hvad tænkte du lige dér?

»Ja, det er nemlig virkelig en sindssyg sætning. Jeg synes stadig, det er lidt uvirkeligt. Fordi jeg har jo været med fra starten og set udviklingen, og så er vi lige pludselig her, hvor vi snakker landsholdet, vi snakker England, hvor vi skal kæmpe for Danmark. Det er en ret urealistisk følelse,« siger hun og tilføjer hurtigt:

»Og samtidig en megafed følelse. Det er virkelig med glæde i hjertet, at jeg tænker på det.«

Karin Ptaszek-Kochis og Pia Falch spillede sig til en bronzemedalje 24. november i Southampton. Foto: Dansk Tennis Forbund
Foto: Dansk Tennis Forbund

Pia Falch er 51 år, gift og mor til to, bosat i Hadsten og skolesekretær på Søndermarkskolen i Randers.

Hvis man kigger isoleret på den sætning, er der ikke noget, der umiddelbart skriger ’landsholds-kandidat’. At hun oplever det som urealistisk at blive udtaget i en ret ny sportsgren i Danmark i midten af livet, er næppe noget, nogen vil fortænke hende i.

»Jeg dyrker jo bare en sport, som jeg har en kæmpe passion for, og som jeg synes er megafed at spille. Og så er det andet jo kommet som...« siger hun og tygger lidt på ordene:

»...som en flødeskum på toppen-oplevelse!«

Hvad siger dine børn til alt det her?

»De synes, det er cool,« svarer hun.

»Jeg har oplevet stor støtte fra min nærmeste familie. Vores børn er stolte, og min mand har virkelig bakket mig op hele vejen.«

På hendes arbejdsplads fik hun blomster, og faktisk har sporten også vundet indpas dér.

»De spiller pickleball som en del af idrætstimerne på skolen, så inden jeg tog afsted til EM, var jeg ovre og fortælle lidt til 5. klasserne,« siger Pia Falch, der naturligvis var iført sin landsholdstrøje til formålet.

Ingen af dem vidste, at hun få dage senere ville være ’hende dér, der lige har vundet en medalje’ ved verdens første europamesterskab i pickleball.