Fortsæt til indhold

Bliver psykotiske efter at have spist hunde-snacks: »Panikanfald, hylen og gøen, aggression, savl og krampe«

Produktet er nu trukket tilbage.

Samfund
jro

Flere hunde er efter alt at dømme blevet nærmest psykotiske efter at have spist en hundesnack.

Nu kaldes de snacks tilbage, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Virskomheden bag, Chrisco A/S, har modtaget flere indberetninger om adfærdsændringer hos hunde, der har spist såkaldte tyggeruller med kylling. Indtil videre 15 af slagsen.

De adfærdsændringer dækker over blandt andet ’pludselig og ekstrem spænding, panikanfald, hylen og gøen, rastløshed, aggression, savl og krampe.’

»Har du produktet, bør du stoppe med at give det til din hund,« skriver Fødevarestyrelsen, der også oplyser, den har kendskab til foreløbig 15 henvendelser.

Nogle af dem har en Slagelse-dyrlæge set i sin konsultation, skriver TV 2 Nyhederne. Og han er ikke den eneste.

»Vi har været i kontakt med flere dyreklinikker rundt om i landet, der også har fået hunde ind med samme symptomer, og hvor fællesnævneren er, at hundene har spist de her tyggeben,« siger dyrlæge Martin Vedel fra Vestermose Dyreklinik.

Det er disse tyggeben, der nu kaldes tilbage. Foto: Fødevarestyrelsen.

Opsøg dyrlægen

»Hvis din hund har udvist usædvanlig adfærd efter at have spist produktet, skal du kontakte din egen dyrlæge for råd og vejledning,« lyder opfordringen fra Fødevarestyrelsen.

Chrisco har iværksat en undersøgelse af produktet. Du kan læse mere på firmaets hjemmeside.