Fortsæt til indhold

Efter fire års ulykker er kendt antikvariat tilbage: »Det er ligesom at genopstå fra de døde«

Lars Rørbæk har efter fire års kamp igen slået dørene op til sit unikke sted, der har været ramt af vandskade i en sådan grad, at alle inklusive ejeren selv tvivlede på, at det kunne leve videre.

Samfund

Lars Rørbæk er lige så sjælden som de bøger og plader, han har på hylderne i Clemens Antikvariat. Han har i mere end 35 år arbejdet med at bevare en tid, der forsvinder, og det projekt er gået op og ned, men altid fremad. Lige indtil ulykkerne ramte ham en efter en efter en og lagde hans butik øde.

Det sendte ham på en rejse så lang, at han var i tvivl, om han nogensinde nåede hjem til livet på Trøjborg igen.

Den første ulykke slog ham omkuld under corona. Som om tiden ikke var svær nok i sig selv, blev antikvariatet oversvømmet, og lokalerne skulle tømmes straks.

Alt hvad der var i butikken måtte kasseres og stedet skulle istandsættes på et tidspunkt, hvor håndværkere var lige så svære at få fat i som en taxa i Aarhus midtby nytårsaften.

Før det lykkedes, ramte ulykke nummer to og tre: Lars Rørbæk fik endnu en vandskade derhjemme, da skorstenen blæste af huset, og for at fuldende rædslerne, sprang der et rør i kælderen.

Samtidig med at antikvaren kæmpede for at få både butik og hjem tømt for vand og istandsat, gik det store arbejde med at finde antikvariske bøger og plader i gang. Nye varer skulle hentes på Lars Rørbæks ikke færre end fire fjernlagre. Det har været et hestearbejde at rydde op, kategorisere, rubricere og registrere.

En opgave i samme kategori som at skulle spise en elefant, men bid for bid kom han igennem sine mere end 100.000 varer.

»Heldigvis holdt ulykkerne op med et regne ned over mig, og jeg kom igennem den store opgave med at finde ud af, hvad der var gået tabt, og hvad der er tilbage. Det lykkedes endelig at få renoveret butikken, der nu har reoler fra loft til gulv, så de mange bunker på gulvet er væk,« siger en lettet antikvariar.

Det kan godt være, at Lars Rørbæk har over 100.000 varer, men da en kunde spørger efter en bestemt bog, finder antikvaren to forskellige eksemplarer af den på et øjeblik. Foto: Tahmasbi

Butikken var savnet

Han åbnede antikvariatet i Tordenskjoldsgade i november og er fuldstændig overvældet over den modtagelse, han og butikken har fået.

»Nogle kommer ind i butikken og påstår ligefrem, at de har savnet den. Det er meget rørende,« ler han og lyder som om, han næsten ikke tror det.

»Det er ligesom at genopstå fra de døde. Jeg var i tvivl, om det nogensinde ville lykkes for mig at komme tilbage hertil. Men jeg er enormt glad for mit arbejde og har ikke lyst til at gøre noget andet,« siger han lettet og glad.

Det har fået stor opmærksomhed på blandt andet Facebook, hvor hundredvis af begejstrede mennesker sender ham hilsner.

Med den nye indretning og oprydning har han forsøgt at gøre Clemens Antikvariat mere åbent og kundevenligt for at imødegå folks forestillinger om, at antikvariater er et meget støvede huler med vrisne gamle mænd bag disken.

»Jeg lavede for nogle år siden en brugerundersøgelse, der viste, at det er en opfattelse, flere har. Jeg synes selv, jeg står for noget andet og prøver at vise det,« ler Lars, der overhovedet ikke er vrissen.

Det genåbnede Clemens Antikvariat har fået masser af opmærksomhed på Facebook. »Nogle kommer ligefrem herind og siger, at de har savnet butikken,« siger en overvældet Lars Rørbæk. Foto: Tahmasbi

Vi møder ham i butikken i Tordenskjoldsgade. Selv om vi dukker op med kort varsel, har han bagt en stor dåse småkager og lavet kaffe. Den høje mand, der har samlet sit lange hvide hår i en hestehale, har sans for hygge og er glad for at være på plads igen.

»Nu har jeg et mere kurateret udvalg, som jeg mener passer bedre til mine kunder, der i høj grad er studerende med et begrænset budget. Der skal være noget, de har råd til at købe. Jeg har udvalgt det, der interesserer mig eller som jeg tror, interesserer mine kunder,« forklarer han.

Det kan godt være, at han har over 100.000 varer, men overblikket er intakt. Da en mand kommer ind i butikken og spørger efter Hemingways ”Farvel til våbnene”, finder Lars to forskellige eksemplarer af den på et øjeblik.

»Den er til min far,« siger den glade kunde, der med glæde betaler 100 kroner for fundet.

Der er ikke bare et men to eksemplarer af Hemingways "Farvel til våbnene" her i Clemens Antikvariatet. Foto: Tahmasbi

Lars Rørbæk er vokset op med forældrenes Rørbæk Boghandel på Clemens Bro, hvor han gav en hånd og har som yngre læst meget. Især digtsamlingerne har en plads i hans hjerte, så på hylderne er der 4.000 titler med digte, hvilket er en af de største private samlinger her i landet. Han går ikke op i enkelte titler men snarere i spændende forfatterskaber.

»Der er mange, der stikker ud. Alt fra gode gamle Johannes V. Jensen til min ungdoms Michael Strunge, Pia Tafdrup og Dan Turèll, der er vokset ud af knækprosaen, som jeg synes er overset. Også Yahya Hassan var en fantastisk figur, fordi han sprang ud som en færdig digter i en ganske ung alder,« siger den snart 60-årige lyrik-nørd.

Den røde LP i baggrunden er 40.000 kroner værd. Den blev udgivet i 1979 af rockbandet Fleur de Lis fra Skive og er nu et samlerobjekt. I forgrunden er et af shellakpladeomslag, som Lars Rørbæk har sørget for at registrere for eftertiden. Foto: Tahmasbi

Verdenskendt LP

Det er åbenlyst, når man går ind i antikvariatet, at også pladesamlingen er ualmindelig stor. De sjældne og dyrebare plader, opbevarer han dog ikke her, for de bliver slidte af at blive taget op og ned af kasserne i reolerne.

Lars Rørbæk viser en LP med et postkasserødt cover og forklarer at højeste bud på den lige nu er 40.000 kr. Den er verdenskendt, selv om den er lavet i 1970’erne af et ret ukendt band i Skive i deres hjemmebyggede studie. Fleur de Lis hed de, og selv kalder de genren for psykedelisk rock.

»De var gymnasiekammerater, hvis penge kun rakte til 153 eksemplarer af debutalbummet ”Facing Morning”. Det er blevet intet mindre end verdenskendt i samlerkredse, der ved noget om den tids rock. Musikken har en helt særlig lyd, og sangeren har en fantastisk stemme,« forklarer han.

Arkivaren mener, at de moderne brugsbøger er fattigt trykt i forhold til det, man fremstillede industrielt i 1800-tallet. Der kunne man trykke guldbelægninger, der dog var forbeholdt overklassen i modsætning til mange bøger i dag, som stort set alle har råd til. Foto: Tahmasbi

Arkivaren har mange plader fra 1960’erne, 70’erne og fra klassisk til punk. Som en af de få interesserer han sig desuden for shellakplader og især deres omslag.

»De er kunstneriske statements i sig selv og historiske interessante, fordi de har slogans fra reklamens barndom og fortæller om grammofonpladernes barndom. Det gik op for mig for, at ikke engang Det Kongelige Bibliotek har samlet og registreret dem. Og det er simpelthen for ærgerligt,« mener Lars Rørbæk, der derfor ikke kan lade være med at bruge sin tid på det.

Han er ved at afslutte 25 års arbejde med at scanne 1.500 covers og er ude i sidste runde, så hvis nogen ligger inde med noget spændende, kan de lige nå at komme forbi med det, opfordrer han.

»Det er synd, hvis de skulle gå tabt. Det gik op for mig, at der ikke vil gå mange år, før det blev umuligt at indsamle. Lige som alle andre afviste jeg at købe dem til butikken, og så røg de i småt brændbart og ville forsvinde for evigt,« forklarer han.

Clemens Antikvariat har en imponerenede stor samling af plader til salg. Foto: Tahmasbi

Tæt på et mord

Arkivarens arkæologisk tilbøjelighed får ham til at passe på det, der er ved at forsvinde. Det går igen i mange af de ting, han beskæftiger mig med. Det er også grunden til, at han gav sig til at skrive en bog om det uopklarede Højberg-mord. Det, hvor den hjemmegående Marie Lock-Hansen åbnede døren for en ukendt mand, der skød hende på klos hold. Det fandt sted i 1967.

»Jeg er vokset op i nabokvarteret, og mordet fyldte meget i mange, mange år. Det var en rædselsvækkende oplevelse, fordi alle gik og mistænkte alle i årene derefter. Ingen forstod noget som helst af, hvad der egentlig skete,« forklarer han.

Boghandleren fik mange henvendelser fra aarhusianere, mens han arbejdede med sagen, som politiet havde lukket, og han troede flere gange, at han nærmede sig et gennembrud.

Sherlock Holmes er en helt særlig figur i litteraturen, her har han fået sit eget hjørne. Foto: Tahmasbi

»Men den sag er en Twin Peak-Aarhus. Det er som en kinesisk æske, hvor rum efter rum åbner sig, men der er stadig ikke fundet et motiv. Det ene menneskes dødsfald har berørt så ufattelig mange mennesker,« konstaterer Lars Rørbæk, der egentlig ikke havde planlagt at skrive en bog.

Men bøger er det gennemgående tema i hans liv. Især dem der bidrager til historie og som er særlige.

Det er med bøgerne, pladerne og butikken som med ham selv – der er kun en af slagsen.