Nyt padelcenter på vej i Aarhus: Alt skal være »spitzenklasse«
Folkene bag padelcenter vil fokusere på kvalitet og socialt samvær. Der er også indgået et samarbejde med lokalt fitnesscenter.
Den ene bor i Mårslet, den anden i Højbjerg og den tredje i Stavtrup.
Amir Nuspahic, Morten Bjørn og Søren Bækgaard udgør sammen det team, der skal gøre et kommende padelcenter i Stavtrup til en succes. Centret, der er begyndt at tage form ved Vestermarken 19 i Stavtrup, kommer til at hedde X3 Padel, og det bliver 2.400 kvadratmeter stort med entré på førstesalsniveau.
»Du træder ud på et balkondæk og får en oplevelse af, at du kan kigge ud over alle baner. Det er et åbent center. Vi får tre forskellige lounges, hvor folk kan opholde sig. Du kan sidde, hygge med vennerne og drikke en øl bagefter og følge med i kampene i underetagen,« siger Amir Nuspahic.
Han købte grunden på Vestermarken for to år siden og har ventet på »det rette tidspunkt« i forhold til byggestart.
»Jeg lavede en fuld 3D-video af centret, som jeg sendte ind til kommunen og skrev: ”Det er lige præcis det her, jeg gerne vil bygge,” og dialogen med kommunen har været fantastisk. Der gik halvanden måned, så fik jeg byggetilladelsen,« siger han.
Fitnesscenter flytter ind
I skrivende stund er centrets terrændæk støbt, og nu starter arbejdet med at bygge opad. Omkring 400 lastbiler læsset med jord er kørt væk fra byggepladsen.
»Det er en vanvittig stor risiko, jeg løber, og det er en tosset idé. Grunden indbyder ikke til, at man bygger fire meter ned i jorden. Hvis vi havde bygget en stålhal på en flad grund, kunne vi have åbnet meget tidligere,« siger Amir Nuspahic.
Når det nye padelcenter er færdigbygget, kommer det til at indeholde seks doublebaner og en singlebane (en af doublebanerne er med out of court, hvilket betyder, at spillerne må forlade banen for at spille bolden).
Hvis man er medlem af Sport og Fitness Stavtrup, vil det også være muligt at dyrke fitness i X3 Padel. De to parter har indgået en aftale, der indebærer, at fitnesscentret rykker teltpælene op flytter ind i padelcentret.
»Det giver ekstrem god mening. Vi er et godt match. Flertallet af vores kunder er i det segment, der spiller padel, og vi oplever, at mange, når de begynder at spille padel, finder ud af, at der skal lidt styrke til, for at kroppen opfører sig ordentligt. Hvis du er i 30’erne og opefter og bliver lidt for ivrig til padel efter fem års pause, finder du ret hurtigt ud af, at der er nogle muskelgrupper, der trænger til lidt kærlighed,« siger medejer af Sport og Fitness Stavtrup Mads Sloth.
Spitzenklasse
38-årige Morten Bjørn og 45-årige Søren Bækgaard skal varetage X3 Padel i det daglige. Morten Bjørn, der er blandt de dygtigste padelspillere i Danmark, får det sportslige ansvar, mens Søren Bækgaard, der tidligere har haft ansvaret for 10 padelcentre i Jylland, skal stå for driften.
»Søren og Morten er blevet medejere uden at skulle gå fra hus og hjem for at købe sig ind i noget, der er under udvikling. De skal selv skabe centret. Det skal være deres hverdag, og jeg tror på de to, og at det her center bliver et af de bedste i landet,« siger Amir Nuspahic.
Alt i det kommende center skal med Amir Nuspahics ord være »spitzenklasse«, og han nåede at være i kontakt med fire arkitekter, inden han, med input fra Morten Bjørn og Søren Bækgaard, til sidst selv tegnede centret sammen med den lokale arkitekt Thomas Meldgaard.
»Padelspillere er meget forvente i forhold til kvaliteten, og vi har kunnet trække på vores erfaring i forhold til, hvad folk gerne vil have. Det gælder lyset, banernes underlag og andre forhold. Der kommer til at være luftskifte og samme temperatur hele året rundt. Hvis du har for høj luftfugtighed, kan bolde sjutte af glasset,« siger Søren Bækgaard og fortsætter:
»Skal vi ind på det her marked, er det vigtigt, at spiloplevelsen er optimal, og det samme gælder oplevelsen bagefter. Det er også derfor, vi kommer til at have et loungeområde med bemanding.«
I bedste velgående
Mange padelspillere er i aldersgruppen 30+, og Morten Bjørn vil gerne i højere grad udbrede sporten blandt børn og unge.
»Vores drøm er, at børnene valfarter hertil, når de har fri fra skolen, som vi selv gjorde det med fodbold. Vi vil gerne engagere og aktivere dem og gøre det attraktivt for dem at komme og spille. Det er dyrt for en niårig at booke en bane, så vi har brug for hjælp fra nogle virksomheder, som synes, det kunne være spændende, at en masse børn og unge får prøvet kræfter med padel,« siger han.
I december 2024 blev det offentliggjort, at kæden We Are Padel ville lukke sine 11 centre i Danmark på grund af overkapacitet. Der var ikke behov for centrene, lød det. Det skræmmer dog ikke Amir Nuspahic, for samtlige af kædens 11 centre er, siger han, kommet på lokale hænder.
»Selvfølgelig er det en risiko at åbne et center, men der er åbenlyst ikke nok padelbaner, for hvis du booker en bane i et ordentlig center nu, skal du vente i to-tre uger, før du kan komme til at spille. En del centre ligger forholdsvis langt væk fra byen, og du kan ikke komme til dem, hvis du ikke har en bil. Vi ligger optimalt i forhold til den sydlige del af Aarhus og især Stavtrup, selvfølgelig. Vi håber, at mange vil tage cyklen til vores center,« siger Amir Nuspahic.
Han hæfter sig også ved, at padelsporten på flere parametre er blevet en etableret sport i Danmark og på internationalt niveau.
Dansk Padel Forbund vil i 2025 blive optaget som selvstændigt medlemsforbund under Danmarks Idrætsforbund, og padelsporten er formentlig på programmet, når der i 2032 bliver afholdt OL i Brisbane i Australien.
»Viaplay har købt rettighederne til at vise internationale kampe ugentligt, og der er begyndt at være tilskuere til Lunar Ligaen herhjemme. Der sker en masse ting, der viser, at padel lever i bedste velgående. Den gode omtale af padelsporten er desværre tit udeblevet på grund af nogle forhold udenlands. Det vil vi gerne lave om på« siger Amir Nuspahic.
X3 Padel Aarhus i Stavtrup åbner officielt 1. juni 2025.