Alt for få vil deltage: Nu venter historisk beslutning
Sammenlægningen af de tre menighedsråd i Hammel, Lading og Voldby sogne skal sikre kirkens fremtid, lyder det.
Hammel, Lading og Voldby sogne står foran en historisk beslutning.
Efter det seneste menighedsrådsvalg står det klart, at Hammel Sogn ikke kan mønstre et funktionsdygtigt menighedsråd.
Den manglende interesse for at stille op til menighedsrådet i Hammel har ført til en beslutning om at sammenlægge de tre lokale menighedsråd i Hammel, Voldby og Lading.
Beslutningen, som anbefales af Favrskov Provsti og biskoppen over Aarhus Stift, sker efter et svært skuffende valgresultat.
»Den matematiske grund er, at der skal vælges 11 medlemmer til Hammel Menighedsråd, men der blev kun valgt tre. De tre valgte plus tre præster danner midlertidigt et råd, mens vi arbejder på sammenlægningen,« forklarer Sten Boye Jensen, formand for Voldby Menighedsråd.
Beslutningen ligger nu hos kirkeborgerne, der inviteres til menighedsmøder i januar for at drøfte forslaget.
Spørgsmålet er imidlertid, hvad årsagen er til den lave tilslutning til menighedsrådsvalget.
Mangel på kandidater
Problemet i Hammel Sogn er markant.
Af de 11 nødvendige medlemmer til menighedsrådet blev kun tre valgt.
Ifølge Johannes Lunn, præst og midlertidigt valgt som kirkeværge for Hammel, kan det store ansvar og de komplekse opgaver have afholdt nogle fra at stille op til menighedsrådet.
»Det er en stor organisation, vi driver, og måske en uoverskueligt stor opgave at sige ja til i fire år. Der er mange gode og dedikerede frivillige i Hammel især til enkeltarrangementer som julemarked, men når det handler om fire års forpligtelse og ansvar, så skræmmer det måske nogen,« siger han og peger på, at der samtidig er sket et stort frafald blandt rådets medlemmer i de seneste år. Inden for de seneste fire år har menighedsrådet i Hammel måtte sige farvel til otte medlemmer.
Menighedsrådene har gjort flere forsøg på at engagere borgerne, forklarer Johannes Lunn.
De har blandt andet præsenteret rådets arbejde på arrangementer som onsdagscaféer og brugt sociale medier til at nå ud til potentielle kandidater.
»Vi præster har også været på udkig, men som præst skal man også være tilbageholdende med at prikke til folk, fordi det er en demokratisk proces.«
Lading og Voldby har begge fuldtallige menighedsråd, men udfordringerne i Hammel har tvunget de tre råd til at finde en fælles løsning.
Sten Boye Jensen ser sammenlægningen som en nødvendighed.
»Jeg er ikke sikker på de tre menighedsråd vil være lagt sammen, hvis man havde været fuldtallige i Hammel. Det er jeg næsten overbevist om,« han understreger dog, at en sammenlægning kan gøre de tre menighedsråd stærkere.
Det er Johannes Lunn enig i.
Han forklarer, at der allerede i mange år har været et tæt samarbejde mellem de tre sogne. For eksempel deler de kirkegårdsmedarbejdere og koordinerer visse aktiviteter.
Han mener, at en sammenlægning kan skabe større sammenhæng og frigive ressourcer til kirkeligt arbejde.
Tilstrækkelig indsats?
Centrale spørgsmål i debatten om sammenlægningen er, om der fra kirkens side er gjort nok for at oplyse borgerne og øge interessen for menighedsrådsvalget, og om valgresultatet skal som et nederlag for det lokale engagement.
Til det sidste spørgsmål er svaret både ja og nej, mener Johannes Lunn.
»Sådan kan man jo godt se det, men på samme tid er det jo også interessant, at det er i Hammel det sker, fordi folk er så frivilligt engagerede herude. Jeg tror, det er mangel på viden omkring, hvad det egentlig kan og hvad man egentlig skal kunne som menighedsråd frem for, at det er en fiasko historie. Jeg synes, at hammel kirke har en enormt bred vidde og snakker med folk i alle aldre hele ugen. Mig og mine kollegaers kalendere er fyldt op, så jeg tror, det mere er mangel på viden.«
Er det ikke både muligt – og jeres ansvar – at sprede den viden?
»Helt bestemt. Hvis de andre menighedsråd havde sagt nej, skulle vi have haft genvalg til marts. Der er vi også overbeviste om, at vi kunne have skaffet folk, ved at være mere opsøgende.«
Hvis sammenlægningen vedtages, vil de tre sogne bevare deres lokale særpræg gennem aktivitetsudvalg og egne frivillige. Samtidig kan de i fællesskab styrke de kirkelige aktiviteter og økonomiske prioriteringer.
»Jeg ser det ikke som et nederlag for Hammel, men som en mulighed for at styrke hele området.«
Menighedsrådssammenlægninger er ikke et særsyn i Danmark.
Økonomi og faldende interesse udfordrer mange sogne.
For mange i sognene er beslutningen dog også præget af følelser.
At nedlægge det lokale menighedsråd kan opleves som et tab, men både Johannes Lunn og Sten Boye Jensen håber, at sammenlægningen vil blive set som en nødvendighed og en styrkelse af det samlede kirkeliv.
Alligevel er der dog ærgrelse at spore.
»Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, og jeg synes, det er ærgerligt, at det ikke er gået op for folk, hvilken indflydelse de kunne få på noget, der har en afgørende betydning i lokalsamfundet,« siger Johannes Lunn.
Selvom både provst og biskop bakker op om beslutningen, er det kirkeborgerne, der får det sidste ord.
De tre menighedsråd indkalder derfor til møder i hvert sogn, hvor forslaget vil blive præsenteret og drøftet. Det foregår i Hammel 14. januar kl. 19.00 i Tinghuset. I Lading 15. januar kl. 19.00 i Sognehuset, og i Voldby 16. januar kl. 19.00 i Vesterled.