Efter gadeoptøjer blev nytårsaften fejret i hjemmet

Skruer vi tiden tilbage til begyndelsen af 1800-tallet, var en særlig nytårstradition under hårdt pres.

Den såkaldte nytårsgratulation havde generation efter generation været en udbredt skik blandt byens borgerskab. Ledsaget af stadsmusikantens toner løb bedsteborgerne – mændene forstås – på visit hos hinanden for at gratulere med det nye år. Resultatet var et hektisk væddeløb med både beruselse, ”bugvrid” og total udmattelse til følge.

I 1837 blev det hele for meget, og en betydelig del af byens embedsmænd og borgere fandt det nødvendigt at underskrive en overenskomst om ikke mere at gå omkring på nytårshilsen. At det ligefrem var nødvendigt at underskrive en overenskomst, understreger blot, hvor vanskeligt det var at bryde med en gammel skik. Og det lykkedes da heller ikke, da visitterne fortsatte nogle årtier endnu, dog i en mere og mere amputeret udgave.

Et traditionsrigt slagsmål

I midten af 1800-tallet samlede folk sig nytårsaften på Store Torv og Lille Torv, og her kunne festlighederne gå ganske voldsomt for sig.

Ikke så meget på grund af løjerne, som endnu var ganske uskyldige. Der blev måske byttet om på nogle skilte; jordemoderen blev til modehandlerinde og skrædderen til skomager, og der blev hamret og kastet udtjente potter og pander mod folks døre.

Nej, voldsomhederne havde andre årsager. Også dengang skulle nytåret skydes ind med bulder og brag, men da fyrværkeri endnu ikke var hvermandseje, blev lydinfernoet også frembragt ved bøsseskud. Så vidt vides kom ingen noget alvorligt til.

Politiets skrappe udgangsregler var måske den afgørende årsag til optøjer. På slaget 24 blev torve og pladser ryddet. Med stavene højt hævet rykkede betjentene frem med det resultat, at folk forventningsfulde og nysgerrige blev stående. Man ville jo ikke gå glip af et godt slagsmål, og den voldelige rømning udviklede sig efterhånden til en årlig tradition.

Dansede nytåret ind

Nytåret, som vi kender det i dag, blev til mellem de to verdenskrige. Hvor nytåret tidligere havde været præget af gadeoptøjer, rykkede festen indendørs i byens natklubber og de private hjem.

Aarhus gik ind i 1920’erne i en betydelig lettere stemning end det foregående årti, der havde været præget af Første Verdenskrig. Nu flyttede nytårsfesterne væk fra gaden og ind i byens caféer og restauranter. På Hotel Royal havde der været overdådige nytårsfester for byens spidser siden 1913, og snart fulgte andre trop. Ved nytårsfesterne blev der serveret fornemme souperer, fancy drinks og champagne i stride strømme. Gæsterne blev udstyret med sjove papirhatte og papirtrompeter og blev underholdt med festsange og selskabslege. Nytårsfesterne stod dog især i musikkens og dansens tegn. Ved nytåret 1926-27 spillede jazzpioneren Scandio Tognarelly og hans band på Hotel Royal, og der blev danset charleston til den lyse morgen. På Regina spillede Harald Andersens jazzband de nyeste hits fra staterne, mens man på Palæ på Skolebakken kunne opleve Astrid Hafstads ”skælmske småsange”.

Moulin Rouge-vibes på Regina

Op gennem 1920’erne og 1930’erne konkurrerede forlystelsesstederne om at levere den mest imponerende udsmykning og det flotteste nytårsshow. Regina gjorde sig tidligt bemærket med en ”elektrisk illumination” i Moulin Rouge-stil med lyseffekter i alle regnbuens farver. I 1926 var førstesalscaféen udsmykket med et snelandskab, som dannede scene for et danseshow med ”skælmske eskimopiger og smokingklædte kavalerer”. I 1929 var Palæ indrettet i ægyptisk stil og året efter som den lille havfrues rige med søuhyrer, der svømmede rundt i et grønt, sløret lys. På Royal stod en af enkekejserinde Dagmars livkosakker dørvagt i fuldt ornat. På Regina markeredes nytåret 1928-29 ved, at en krumbøjet olding bar det foregående års bekymringer ud, mens et par balletpiger dansede året ind med en ”babydans”. På Royal var hotellets marmorkuppel udstyret med en zeppeliner i 1926 og i 1930 en flyvemaskine. Nytåret 1932-33 var det en sol, som gik ud, da man nærmede sig kl. 24, hvor orkestret markererede det nye år med 12 klokkeslag. Efter afsyngningen af nationalsangene dansede en spansk kvinde året ind. Samtidig eksploderede solen og sendte kaskader af gyldne papmønter ned over salen, mens hotellets direktør gik rundt og ønskede gæsterne godt nytår. På Regina samme år vandt to damer en ordsammenstillingsleg, hvor præmien var en champagnekurv med en gris, som løb hvinende rundt i ”jazz-kaosset”.

Nytårstorsk og rådhusklokker

Indtil 1935 steg antallet af gæster og omsætningen ved restauranternes nytårsfester, men herefter gik det ned ad bakke som følge af den økonomiske krise.

Under Anden Verdenskrig døde det førhen så løsslupne natteliv helt ud. I stedet rykkede festen hjem i privaten. Allerede i 1920’erne begyndte flere at fejre nytåret i familiens skød med et måltid bestående af grønlangkål med skinke, nytårstorsk og æbleskiver. Også her var der serpentiner, sjove hatte og dansemusik, som fra 1928 blev leveret af statsradiofonien.

Kl. 24 samledes man om radioen for at høre rådhusklokkerne og nationalsangene, hvorpå folk ringede og ønskede hinanden godt nytår.