Fodboldstævne i Randers samler ind til velgørenhed
Charity Cup samler i år ind til det sociale tilbud Den Blå Paraply.
Lørdag 1. februar 2025 åbner Arena Randers dørene for Charity Cup for niende gang. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Dagen byder endnu engang på et seriøst, indendørs fodboldstævne kombineret med et meningsfuldt formål. For Charity Cup er ikke som alle andre stævner. Visionen bag Charity Cup er at danne netværk mellem unge mennesker gennem fodbold og i fællesskab hjælpe samfundets svageste.
I år bliver visionen til virkelighed takket være en frivillig arbejdsgruppe af unge i alderen 17 til 22 år, der står bag projektet. De bakkes op af byens virksomheder og private sponsorer.
I år samler Charity Cup ind til Den Blå Paraply i Randers – en social aktivitetscafé, der støtter trængende borgere i lokalområdet. Hver 35 kroner, der bliver indsamlet, kan finansiere ét ekstra gratis, varmt måltid til udsatte lokale.
Gennem turneringen ønsker Charity Cup ikke blot at samle penge ind til Den Blå Paraply, men også at skabe opmærksomhed omkring, at der her i Randers stadig findes mennesker, som har behov for støtte – både økonomisk og socialt i form af omsorg og fællesskab.
Arrangøren bag Charity Cup er den lokale kristne ungdomsgruppe Skywalk, som er tilknyttet Frikirken Randers på Mariagervej 115-117.
Hvis du ønsker at bakke op om projektet og samtidig opleve en god dag i Arena Randers, er alle velkomne til at tilmelde et hold til turneringen eller blot dukke op som tilskuere. Der vil også være mulighed for at støtte ved at købe tombola-lodder, hvor mange af de flotte sponsorpræmier kan vindes.
Tilmeldingen til turneringen er åben frem til lørdag 25. januar, men det kræver ingen tilmelding at kigge forbi som tilskuer.