Fortsæt til indhold

Jubilar i Salling: Tre uger blev til 40 år

60-årige Ellen Trier kan fejre fire årtier i Salling Aarhus, og i de mere end 30 af årene har hun været en del af det, der i dag hedder Salling Super.

Samfund
ksa

Med en uddannelse indenfor kolonial hos en lokal købmand i Nimtofte på Djursland, tog den dengang 20-årige Ellen Trier turen fra hjemmet i Nimtofte til Aarhus for at være juleassistance i Salling fra 3. december 1984 og tre uger frem.

Det er nu 40 år siden, og hun er stadig en del af stormagasinet midt på strøget i Aarhus.

Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

De første par måneder blev brugt i chokoladeafdelingen, men da foråret meldte sin ankomst i 1985, skiftede hun til bagerafdelingen. Her var hun ind til for lidt over 30 år siden, hvor hun blev en del af Sallings kolonialafdeling – det der i dag hedder Salling Super, og her har hun været siden. Hun står blandt andet for at tjekke varer fra leverandørerne, når de bliver leveret, ligesom hun også har ansvaret for prisændringer og optælling. Hun sætter stor pris på, at hun har medindflydelse på, hvilke varer kunderne kan købe i Salling Super.

»Jeg kan rigtig godt lide at være her. Det falder mig naturligt at arbejde med den slags varer, og jeg synes, det har været spændende at være med i så mange år og være med til de mange forandringer,« siger 60-årige Ellen Trier, som bor i Harlev.

Ingen trådløse telefoner

Meget har forandret sig på de 40 år, blandt andet var det ikke uvant, at kunder og personale i højttalerne for eksempel kunne høre ‘21 til kontoret, tak’.

»Vi havde jo ingen trådløse telefoner, så hvis vores nummer blev råbt i højttalerne, måtte vi gå på kontoret for at få en besked. Det er jo svært at forestille sig i dag.«

Det er også svært at forholde sig til, at kolleger og kunder var Des, ligesom Salling havde en elevatorfører, som sørgede for, at kunderne kom godt frem mellem etagerne.

»Vi var Des med de ældre kolleger og kunderne, men os yngre kaldte hinanden ved fornavn. Jeg kunne aldrig finde på at kalde min chef ved fornavn dengang, og selv om vi ikke længere er Des, har vi stadig enkelte kunder, som vi tiltaler De,« fortæller jubilaren.

Dåsevis af varer

Varerne på hylderne har også været gennem en forandringsproces, og det samme har måden at stille dem op på. Dengang var dåsevarer fra Beauvais for eksempel stillet frem i store stakke, ligesom stabelvis af dressing prydede gulvet. Det var oppe i tiden dengang, og ligesom varerne har forandret sig over årerne, har kundernes indkøbsvaner også.

»Nu er der meget mere fokus på lækkerier. Vi sælger for eksempel rigtig meget med trøffel og andre varer i den lidt mere eksklusive ende. Det var noget andet dengang, men vi har altid haft ry for at have en masse forskellige og specielle varer. Hvis ikke man kunne finde varerne hos andre, kunne man hos os, og skete det, at vi en sjælden gang ikke havde det, sendte vi vores kunder til Chas. E., som også sendte i vores retning. I Aarhus vidste man, at var det ikke et af de to steder, så kunne man ganske enkelt ikke finde det nogen steder.«

Og apropos varer. Når Ellen Trier før i tiden skulle bestille varer, foregik det mellem klokken 8 og 10 hver eneste dag. På slaget 10 lukkede bestillingen, og havde hun ikke nået det, var det ærgerligt, så fik de ingen varer, så især til højtiderne havde de særligt travlt med at nå det. I dag foregår det hele digitalt, og hun kan bestille hele dagen.

Tidligt fri om sommeren

Lageret i Salling var tidligere på matriklen i Søndergade, hvor en lagermand hver morgen tjekkede, hvilke varer der manglede på hylderne. Han fyldte en palle og kørte den frem til Ellen og hendes kolleger, som sørgede for at sætte dem på plads, hvor de hørte til.

Mange af arbejdsprocesserne var meget anderledes for 40 år siden end i dag. Dengang var åbningstiden heller ikke så lang som i dag, og derfor mødte mange kolleger ind og gik på samme tid om dagen.

»Det er sjovt at tænke tilbage på, for i bagerafdelingen lukkede vi klokken 14 om lørdagen om vinteren og klokken 13 om sommeren, for vi skulle have mulighed for at nyde det gode vejr. Tiden var en anden dengang,« husker Ellen Trier.

Ellen Triers jubilæum bliver fejret 28. januar. Egentlig tæller hendes anciennitet fra 19. december, selv om hun var juleassistance fra den 3. for 40 år siden.