Mols Bjerge får penge til pusterum i naturen
Pengene skal gå til af udvikle og afprøve nye koncepter for friluftsfaciliteter.
Sammenhængen mellem friluftsliv, frisk luft i naturen og en styrkelse af danskernes mentale sundhed giver rigtig god mening.
Så god mening at Friluftsrådet netop har bevilget 4,5 millioner kroner til Danmarks Nationalparker. Det skriver Nationalpark Mols Bjerge, der er en af modtagerne, i en pressemeddelse.
»Vi er meget glade for donationen og anerkendelsen fra Friluftsrådet. Pengene går til et projekt, hvor Danmarks Nationalparker vil udvikle nye friluftsfaciliteter med fokus på ro, naturkontakt og mental sundhed,« siger Susanne Krogstrup, projektleder i Nationalpark Mols Bjerge.
Danmarks Nationalparker, Københavns Universitet og tegnestuen NORRØN er gået sammen i det nationale projekt, som skal udmunde i fire forskellige faciliteter placeret i nationalparkerne Mols Bjerge, Kongernes Nordsjælland, Skjoldungernes Land og Vadehavet.
Ambitionen med projektet er at skabe bedre rammer for de stille og nærværende oplevelser i naturen. De nye faciliteter er endnu ikke udviklet, det er den første del af projektet, men det kan for eksempel være broer, udsigtsplatforme eller opholdspladser.
Faciliteterne skal kunne bruges af alle, men projektet har et særligt fokus på at hjælpe mennesker med stress, angst og depression. Erfaringer fra tidligere naturbaserede terapi-forløb viser, at ophold i naturen kan styrke både mentale og fysiske ressourcer.
Det gælder blandt andet forløbet ”Naturlig ressource”, som er lavet i et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Syddjurs Kommune, og som tilbyder gratis naturbaseret terapi som gruppeforløb. Forløbet er et af de projekter, som nationalparkerne er inspireret af.
Ud af de 4,5 millioner kroner får Nationalpark Mols Bjerge 500.000 kroner til opførsel af den nye facilitet plus midler til udvikling af projektet, som har tre år til at blive udmøntet.