Julen var i fare - men nu er Aarhus-kirke helt asbestfri og klar til at genåbne
Sankt Lukas Kirke er igen fri for asbest og er derfor helt klar til julens gudstjenester, fortæller menighedsrådsformanden.
Sankt Lukas Kirke er klar til jul, kan menighedsrådsformand Karen Haugstrup med både lykkelig og lettet stemme meddele.
Længe turde hun og resten af menighedsrådet ellers slet ikke håbe på, at den store, kendte bykirke midt på Frederiksbjerg i Aarhus kunne nå at blive klar til julesalmer og orgelmusik. For siden en håndværker i forbindelse med renovering fandt asbeststøv i kirkens rørisolering tilbage i august, har store dele af den været lukket helt af - herunder kirkerummet.
I stedet blev Sankt Lukas Kirkens krypt taget i brug til planlagte aktiviteter.
»Vi havde forberedt personalet og præsterne på, at vi måske skulle blive i krypten henover julen. Men altså det ville ikke have været det samme. Og dernede har vi kun et flygel, og det jo sådan, at der hører et orgel til, når det julegudstjenester,« fortæller Karen Haugstrup.
Skoleelever får første gensyn
Nu har julefreden dog lagt sig over kirken. For en uge siden blev skadeservicefirmaet Belfor således helt færdig med at fjerne asbeststøv fra kirken, som ifølge menighedsrådsformanden nu står i sin fornemmeste form:
»Piberne på orglet skinner som sølv, for alt er gjort rent. Der må ikke være et sted, hvor der er støv tilbage. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der kunne gøres så grundigt rent. Sundhedsstyrelsen kan bare komme, for det er helt utroligt.«
Derfor var kirken helt klar, da både Frederiksbjerg Skoles og Forældreskolens elever holdt den traditionelle juleafslutning fredag.
Lucia-kjoler smidt ud
Asbestproblemet har dog haft flere konsekvenser for bykirken. Udover, at sensommerens traditionsrige AGF-andagt måtte rykkes udenfor, ligesom flere planlagte bryllupper har været nødt til at blive flyttet til andre kirker, så er der også folk, som er udeblevet fra gudstjenester.
»Vi har trofaste kirkegængere, som ikke er så vilde med krypten, fordi de ikke kan lide at sidde så tæt,« fortæller Karen Haugstrup, som også har måtte kassere en del fra arkivet.
»Vi har smidt meget ud i vores arkiv. Vi har eksempelvis fået nye kjoler, som folk har syet af gamle lagner og duge, fordi vores lucia-kjoler hang nede i kælderen, som var angrebet af asbest. Det har været en voldsom omgang, men ”sorg er til glæde vendt,”« lyder det fra Karen Haugstrup, da hun meget passende citerer fra salmen ”Julen har englelyd” for at beskrive, hvad nyheden betyder for hende.