Fortsæt til indhold

Prisen for at få hentet affald stiger - men kun for visse borgere

Byrådet har godkendt affaldsgebyrerne for 2025. Nogle af kommunens borgere slipper helt for prisstigninger, mens andre vil opleve en 20 pct. større regning.

Samfund
ddp

Aarhus Byråd har netop godkendt Kredsløbs oplæg til, hvor meget aarhusianerne skal betale for at få hentet affald i 2025.

Prisen, du kommer til at betale, afhænger af, hvor i kommunen du bor, oplyser Kredsløb i en pressemeddelelse.

Villakunderne kommer nemlig til at slippe helt for prisstigninger og bevarer et årligt gebyr på 3.860 kroner. Bor du derimod i midtbyen, så får du ifølge Kredsløb en »marginal« stigning på 65 kroner, så det årlige gebyr lyder på 2.595 kroner.

Ikke alverden, vil de fleste nok medgive, men der er én særlig gruppe, som må justere noget i husholdningsbudgettet.

De borgere, der har såkaldt mobilsug, som mest findes ved ældre boligforeninger, vil nemlig opleve en stigning på hele 20 pct. på deres regning til næste år.

Det skyldes ifølge Kredsløb ikke, at aarhusianerne er blevet påtvunget at sortere i ti affaldstyper, men fordi omkostningerne til at håndtere mobilsug-affald stiger i takt med, at færre kunder er tilknyttet ordningen.

Slut med store stigninger

Stigningerne i 2025 er dog - trods alt - ikke på niveau med 2024, hvor gebyret steg med op mod 40 procent. Det skyldtes den nye sorteringsordning, der medførte tusindvis af nye beholdere og mange flere tømninger.

»Jeg er glad for, at vi er er kommet ind i en god rytme med sorteringen, og at aarhusianerne er kommet godt i gang med de gode vaner. Sammen med de første gode resultater fra sorteringen, kan vi nu også glæde os over, at Aarhus generelt ikke får væsentlige stigninger på affaldsgebyrerne i 2025,« udtaler Lars Banke, der er chef for Affald & Genbrug i Kredsløb.

Fremadrettet er forventningen ifølge Kredsløb, at de mindre tilpasninger og optimeringer af systemet ikke vil medføre stor stigninger i prisen.

»Der er selvfølgelig mange områder, der spiller ind på affaldsgebyrerne, men med gode sorteringsvaner skaber vi, alt andet lige, det bedste udgangspunkt for at påvirke de kommende affaldsgebyrer positivt, og særligt ved fællesbebyggelser ser vi fortsat et potentiale for at udsortere endnu mere,« siger Lars Banke.