En benzindrevet bil i Aarhus var tegn på ulykker. En nat i marts skete en af de store i byens ikoniske bygning

Det var registreret i den kollektive bevidsthed, at før større terroraktioner i Aarhus var der set benzindrevne biler i kvarteret.

Så når en benzindrevet tysk bil i en tid, hvor det ellers var umuligt at skaffe benzin, kørte langsomt forbi et potentielt terrormål, var det et dårligt varsel.

I Besættelsens sidste periode var Park Allé en stille gade. Trafikken var minimal, og krigen syntes på vej mod slutningen. Besættelsesmagten var trængt på alle fronter, og kun de mest fanatiske nazister troede på vendepunktet og det lovede mirakel. Desperationen suspenderede enhver fornuft og overlod initiativet til de bange mænd.

SS Standartenführer Otto Bovensiepen var en af de bange mænd. Han vidste udmærket, hvad han kunne forvente efter nederlaget, og derfor kunne det hele være lige meget. Bovensiepen var presset: Hitler krævede mere terror i Danmark.

Jævn rådhuset med jorden

Bovensiepen havde i løbet af vinteren 1945 pudset Petergruppen på en række mål i provinsen og i særlig grad Odense og Aarhus. Nu satsede han spektakulært: Rådhuset i Aarhus skulle jævnes med jorden. Derfor kørte Petergruppens chef SS Hauptsturmführer Horst Issel rundt om rådhuset på udkig efter en indgang til nattens aktion.

Det var ingen kunst at vælte rådhuset. Det krævede blot tre ting:

Arne Jacobsen og Erik Møllers vinderprojekt, der blev indviet i 1941, var opført i beton og beklædt med norsk Porsgrunn-marmor. Komplekset ville med stor sandsynlighed styrte sammen, hvis eksplosionen fandt sted inde i rådhuset.

Mangel på mandskab

Horst Issel, der ledede Petergruppen, vidste, at en vellykket aktion krævede, at en stor del af Petergruppen blev mobiliseret. Så både Aage Mariegaard og Ib Nedermark Hansen havde fået ordre om at stille i Aarhus, men om aftenen var de endnu ikke dukket op.

Der var ikke folk nok til, at Horst Issel turde forsøge at trænge ind i bygningen. Issel vidste ikke, hvad der ville vente indenfor, og byens borgmester, Stecher Christensen, havde flere gange beordret ekstra vagter i og omkring rådhuset. Måske var det også tilfældet denne nat.

Borgmesteren ville beskytte sin bys fornemste bygning, men tyskerne, der både anvendte tortur og rådede over et udbygget og velfungerende stikkernet, vidste, at der foregik visse illegale aktiviteter på rådhuset.

Der blev udstedt falske legitimationskort, og ledende embedsmænd sørgede for, at der også blev udarbejdet personkort til Folkeregistret, hvis besættelsesmagten skulle foretage en kontrolopringning. Levede man illegalt, kunne der også via rådhuset fremskaffes de nødvendige rationeringsmærker.

Rådhusforvalter Halding var aktiv i modstandsbevægelsen. Han skjulte både allierede flyvere og sabotører i den store kælder, hvor der også var en decideret skydebane, hvor de forskellige våben kunne gøres klar.

I skjulte rum i kælderen blev der også opbevaret våben og sprængstoffer, og da borgmester Stecher Christensen hørte om det, blev han vred. Han forlangte, at modstandsbevægelsen øjeblikkeligt fjernede de farlige sager, hvilket også skete på en budcykel i rutefart mellem rådhuset og Ceres.

Tyskernes mistanke betød, at rådhusforvalter Halding måtte gå under jorden, efter at tyskerne søndag den 3. december 1944 foretog en razzia på rådhuset.

Mens Halding og hans illegale kontakter var i færd med at fjerne belastende materiale i kælderen, kom en rådhusbetjent farende: Tyskerne havde omringet rådhuset og indledt en razzia.

Haldings redning

Det blev Haldings og de øvriges redning, at rådhusforvalteren kendte sit hus så indgående, for besættelsesmagten havde overset en udgang, og via den nåede de eftersøgte i sikkerhed. Men de havde ikke fået fjernet alt belastende materiale. I et rum i kælderen fandt Gestapo en duplikator og et oplag af det illegale blad ”Budstikken”.

Det var netop de illegale aktiviteter, som var årsagen til, at tyskerne og deres danske håndlangere skulle ”vælte rådhuset”, kom det frem ved behandlingen af sagen i Københavns Byret i juni 1946.

Aktionen foregik den 14. marts 1945 om natten, og rådhusets ure med undtagelse af tårnuret var gået i stå kl. 03.04.

Bothildsen Nielsen fortalte i retten, at sprængstoffet i de fire kufferter ved nattens aktion skulle anbringes, hvor man skønnede, at de ville anrette størst skade. Bothildsen Nielsen havde også deltaget i en anden større aktion tidligere på aftenen, hvor en bombe kl. 22.10 sprang under Risskov-toget umiddelbart før Den Permanente Badeanstalt. Tre blev dræbt, og 20 passagerer såret. Ved 2.30-tiden var han parat til at skabe nye ulykker. Han fortalte i retten, at han sammen med tyskerne Horst Issel, Anton Werner Goy, Hans Kramer og Poul Lensing gik til rådhuset ved 2.30-tiden.

De fem gik ikke sammen, men i smågrupper, og samledes ved gennemgangen mellem Park Allé og Rådhusparken. Andre af Gestapos håndlangere i Aarhus medvirkede også, og deres opgave var at holde uvedkommende på afstand.

Da sprængstoffet ankom i den blå Opel Kaptajn, blev de fire kufferter med hver 15 kg ”P.E. 2”-sprængstof båret hen til gennemgangen og løftet op på græsplænen i parken, og her ventede Kramer og Bothildsen Nielsen.

Issel, der skulle færdiggøre bomberne, var i forvejen gået hen til den højeste administrationsbygnings høje gavlvindue ud mod Rådhusparken for at observere. Når han blinkede med en medbragt lygte, måtte de andre komme med kufferterne, der skulle placeres, hvor den lille og den store administrationsbygning stødte sammen.

Alarmen gik

Da Issel blinkede med lygten, lød der i det samme en alarmklokke inde i rådhuset, og terroristerne kunne høre, at mange mennesker søgte i sikkerhed. De pågældende havde en formodning om, hvad der ville ske.

Kramer og Bothildsen Nielsen bragte sprængstoffet frem, og kufferterne blev stillet tæt sammen nær det store gavlvindue og antændt. Der var anbragt fem meter lange tændsnore, hvilket betød, at bomberne ville sprænge 8-9 minutter senere.

De øvrige var sendt tilbage til det tyske tjenestested på politistationen ved domkirken, mens Bothildsen Nielsen og Issel sammen gik tilbage via Banegårdspladsen og Fredensgade. Undervejs genlød Aarhus endnu en gang af en kæmpe eksplosion, og i aviserne næste dag kunne en opskræmt befolkning læse om attentaterne mod både Risskov-toget og rådhuset.

Der var tale om yderst afdæmpede referater, og det var samme version om rådhuset fra Ritzaus Bureau, der blev trykt i både Aarhuus Stiftstidende og Demokraten. Det hed, at ødelæggelserne denne gang var af betydeligt større omfang end efter eksplosionen for en måned siden ved Folkeregistret ud mod Park Allé. Samtlige kontorer var raserede. Der ville antageligt gå lang tid, inden store dele af rådhuset atter kunne tages i brug. Blandt andet var Aarhus Kommunes hovedkasse og skattevæsenets indbetalingslokaler fuldstændig ødelagt. Varmeanlægget var ligeledes sprængt, og ved de første opgørelser blev skaderne vurderet til mindst 2 mio. kr.

Der var desuden sket omfattende skader i den store fløjs sydlige del, i rådhustårnets nederste etage og i turistbureauets lokaler. Overalt i rådhuset flød det med glasdynger, metal, træ og andet fra eksplosionen. Glasset i dørene ud mod Rådhuspladsen blev knust, og karmene blev revet ud af deres lejer.