Vild plan: Bombe i affaldsskakt skabte brag i Aarhus. Så kom der flere

Aarhus var igennem et ulykkernes år i 1944. Op imod 100 aarhusianere mistede livet i 1944, konstaterede borgmester Stecher Christensen, da han gjorde status i forbindelse med nytåret. Eksplosionen på havnen den 4. juli kostede menneskeliv og medførte store materielle ødelæggelser.

Borgmesteren noterede, at havnen for at mildne kårene for de efterladte havde skænket 1.000 kr. til hver af de omkomnes efterladte. Borgmesteren nævnte også andre ødelæggelser og tab af menneskeliv:

Aarhus-Hallen, Demokratens bygning, forretnings- og beboelsesejendomme i Søndergade, håndværkerforeningens bygning, universitet og meget andet.

Ødelæggelsen af sporvejene var en stor katastrofe for byen, som også var præget af mange mord og røverier. Borgmesteren glædede sig over, at beskæftigelsen var stor. Det havde reduceret udgifterne til socialhjælp.

Bombe i affaldsskakt

Der var ikke gået mange dage i 1945, før der igen skete dramatiske ting i byen. Stecher Christensen kunne være sikker på, at hver gang, der lød et brag, fik han det at høre igen. Denne gang var det efter en af modstandsbevægelsens mere dristige og vellykkede aktioner. Den 12. januar ødelagde sabotører en tysk fjernskriver- og telegrafcentral i Handelsbankens Hus på Rådhuspladsen.

Indgangen var svært bevogtet, så det var umuligt at komme tæt på centralen på legal vis.

Efter mange tilløb udtænkte sabotørerne omsider den rigtige plan: De udgav sig for målerkontrollører fra Belysningsvæsenet og fik i et køkken lige over tyskernes central adgang til affaldsskakten, som det var forbudt at benytte. Heri kunne de sænke en bombe og med sprængblyanter indstille eksplosionen til 12 timer senere.

Alt forløb efter planen: centralen blev ødelagt, tre tyskere omkom, og en fjerde siden af sine kvæstelser.

Som gengæld sprængte Petergruppen dage senere det populære Vennelyst Teater i luften. Der kom også prompte en officiel tysk reaktion. Kommandanten i Aarhus, Kapitän zur See von Bonin, forlangte morgenen efter eksplosionen, at Handelsbankens bygning – byens største ejendom – blev rømmet inden kl. 14 samme dag. Kravet var umuligt at opfylde med de mange forretninger og flere banker, som huset rummede.

I stedet blev der berammet et møde med von Bonin, der overfor kommunens repræsentant havde betegnet alle danskere som sabotører, og værst var Borgmesterens Afdeling. Man skulle ikke regne med, at han havde tænkt sig at sidde med foldede hænder, mens tyske anlæg blev sprængt i luften, og tysk mandskab udslettet. Der skulle statueres et eksempel, og bygningen rømmes.

Borgmester sagde fra

Borgmesteren påpegede, at straffeaktionen var meningsløs, fordi det udelukkende var danske civilpersoner, der blev ramt med kravet om, at ejendommen blev rømmet.

»Jeg frabeder mig Deres kritik. Ønskes drøftelserne fortsat i denne tone, afbryder jeg straks. Jeg ønsker ikke at polemisere om mine beslutninger,« rasede von Bonin.

Stecher Christensens nærmeste medarbejdere var heldigvis flittige til at tage notater, så ordvekslinger blev fastholdt.

Von Bonin fik forevist tegninger af indretningen af huset i et forsøg på at overbevise ham om, at den tyske afdeling kunne afspærres og sikres, uden at resten af bygningen behøvede at blive tømt. Von Bonin gik med til at aflægge bygningen et besøg.

Fysisk magtede borgmesteren ikke en sådan rundtur. Det var tydeligt, at han var hæmmet af hjerteproblemer, men kommandanten var selvfølgelig også utilfreds over borgmesterens fravær:

»Det er dog en uhørt uforskammethed at kalde mig til møde for at hjælpe byens befolkning og derefter ikke vise mere interesse for sagen end at foretrække at sidde i magelige stole, mens jeg for Deres skyld må piske op og ned ad trapperne. Jeg konstaterer, at byens borgmester ikke har så megen interesse for sine medborgeres vel, som jeg åbenbart må have. Jeg beder Dem meddele borgmesteren min forundring over hans opførsel.«

Det lykkedes at begrænse rømningen af Handelsbankens store bygning.

Døde som 45-årig

I forbindelse med borgmesterens helbred havde det ikke skortet på advarsler, og lægerne rådede ham til at holde et par måneders ferie for at hvile ud efter det voldsomme overarbejde under krigen. Ingen – heller ikke ham selv – anede, hvor galt det i virkeligheden var fat.

Den 45-årige borgmester var jo ikke gammel, men han havde virket under et kolossalt pres og var gang på gang stået op imod tyskerne. Hele tiden i bevidstheden om, at tyskerne rådede over andre metoder og var parate til at anvende dem.

Stecher Christensen fik ferie efter Befrielsen, men døde en måned senere.