En hæmningsløs gæst på Hotel Royal var drikfældig. Blodtørsten var dog den værste

En betydningsfuld gæst var indskrevet på Hotel Royal i Aarhus onsdag den 21. februar. Han kom fra København, og han var bagmand for den værste begivenhed i Aarhus under Besættelsen: bombesprængningerne i tre strøggader natten til den 22. februar 1945.

Mens gæsten afventede nattens aktioner, nød han komforten på det historiske hotel. På tallerknerne og især i glassene manglede der intet. I byen savnedes alt. Et stenkast fra hotellet i Gestapo-hovedkvarteret i den gamle politigård blev de sidste pakker sprængstof gjort klar.

Gæstens navn var Bovensiepen. Der er sagt meget om ham, og meget lidt har været pænt. Han kendte ikke til pli, kun til pligt over for nogle af historiens største slyngler med Hitler og Himmler i spidsen. Bovensiepen var i Aarhus for at følge sin terroraktion, der skulle vise aarhusianerne, hvad krig var.

Otto Richard Bovensiepen var drikfældig og tidligere straffet for fuldskab af de tyske myndigheder. Han var tillige brutal, hæmningsløs og som terrorchef herre over liv og død i Danmark. Han havde titel af SS-Standartenführer, Oberregierungsrat und Politioberst. I Berlin havde denne Brutalis på to ben tidligere i ”karrieren” været med til at deportere tusindvis af jøder og sigøjnere. Han havde fået ordre på at forstærke modterroren i Danmark, og derfor slap han i disse dage for 80 år siden sin bande løs i Odense og Aarhus i nogle af de værste og mest gemene terroraktioner under Besættelsen.

Blodtørst

Krigen varede endnu et par måneder, og mange skulle endnu dø i forsøget på at slukke terrorchefens blodtørst.

Bovensiepen var opsat på at opfylde Berlins nye og skærpede krav, efter at Petergruppens menige medlemmer havde dristet sig at skrive til Der Führer for at få stoppet de nytteløse mord, der kun forstærkede fjendskabet mod tyskerne. Men Hitler var ubøjelig og skærpede i stedet kravene. Bovensiepen fik ordre til at øge terroren og pressede Petergruppen til nye uhyrligheder.

Selvfølgelig kunne Bovensiepen fornemme, at krigen for længst var tabt, men i det nazistiske system skulle ordrer adlydes, især når de kom fra Berlin. Det var ikke Petergruppen, der fandt på at sætte hele gader i brand. Medlemmerne så sig selv som soldater, der adlød. Petergruppen sad heller ikke til højbords på Royal, men havde til gengæld længe været på hård kost. For få dage siden havde gruppen i en blodrus i Odense begået syv drab, ét drabsforsøg og foretaget 15-16 bombesprængninger, der efterlod byens centrum i ruiner og med skader, der beløb sig til mange millioner kroner.

I Aarhus blev købmand Kay Schmidt på Sct. Pauls Kirkeplads som den første myrdet umiddelbart efter ankomsten. Det var hævn for mordet i Friheden på en stikker, der også var købmand. Det var anden gang i løbet af få måneder, at Petergruppen var på terrorturné siden Bovensiepens ankomst.

Ukendt sprængstof

Denne gang blev et nyt plastisk sprængstof, ”M.4”, anvendt i Guldsmedgade og Nørregade. ”M.4” viste sig at være højeksplosivt og særdeles brandfarligt i forhold til de gennemprøvede stoffer, der også stammede fra britiske nedkastninger.

Horst Issel, der ledede Petergruppen i hverdagen, gav ordre til, at det plastiske sprængstof ”M.4” skulle blandes med det traditionelle ”P.E. 2” i forholdet 1:1.

Hverken Issel eller gruppens leder eller medlemmer kendte det nye sprængstofs styrke, og de hævdede siden i retten, at de kun ville ramme forretningerne. Imidlertid kan terroraktionen den 22. februar ikke undskyldes som et forsøg, der gik galt, for ingen af de mange, der sov i de mange lejligheder i gaderne, blev advaret.

Bomberne med det nye sprængstof havde ikke alene en enorm sprængkraft, men de forårsagede også brande, som hærgede i Guldsmedgade og Nørregade i flere dage. En overgang truede ilden også med at brede sig til byens ældste kvarter i gaderne omkring Volden og Badstuegade. Kun en heroisk indsats af redningsmandskab fra store dele af Jylland gennem adskillige døgn sikrede, at Aarhus 80 år senere fortsat råder over et charmerende latinerkvarter.

Terroristerne kørte rundt i bil, og efter at have placeret to sække med sprængstof ved Lems Bolighus på hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade fortsatte den store Ford de Luxe via Strøget til Guldsmedgade og Nørregade ved 01-tiden. Den stoppede her foran udvalgte forretninger og placerede bomber med fire kilo sprængstof foran Brummerstedts boghandel i nr. 3, Parfumeriet i nr. 9, Asschenfeldt Hansens boghandel i nr. 24, og varehuset Rask Handel i nr. 27.

Petergruppens medlemmer forklarede siden i retten, at mens de placerede bomberne, spottede de medlemmer af Guldsmedgades private Vagtværn, som de passede op og bad forsvinde. De fire vagter søgte mod lokaler i Borggade, hvorfra de få minutter senere hørte eksplosionerne. I Nørregade blev der også placeret bomber foran frugthandler Nielsens forretning i nr. 34 og Majboms skotøjshus i nr. 12.

Terroristerne forsvandt ad Hjelmensgade, og kort efter begyndte bomberne at eksplodere. En stikflamme fra frugthandler Nielsen i Nørregade antændte farvehandler Tage Hansens forretning på den modsatte side på hjørnet af Paradisgade, og en ældre kvinde, der boede i ejendommen, omkom.

Aarhus var i brand, da terroristerne nåede tilbage på politistationen, og der var andre fra det tyske sikkerhedspoliti i Aarhus, der ville imponere Bovensiepen. Lokale Gestapo-hjælpere lagde bomber ved natklubben Maritza i Frederiksgade og foran Aarhus Teaters facade. Den sidste bombe var så kraftig, at skaderne tvang teatret til at aflyse sine forestillinger for resten af sæsonen herunder ”Den Glade Enke”, hvor forsalget ellers havde overgået alle forventninger.

Assistance fra hele Jylland

Der udspillede sig utrolige scener i Guldsmedgade, og brandene udviklede sig eksplosionsagtigt. De fleste mennesker sov i deres senge, og det var ikke alle, som selv nåede ud. Adskillige måtte reddes, og det koncentrerede brandmændene sig om, da de ankom.

Ove Rasmussen, medlem af Vagtværnet, reddede en panisk kvinde ud af den brændende ejendom i Guldsmedgade 11. Hun turde ikke forlade rummet af frygt for flammerne. Siden måtte Ove Rasmussen tilbage i lejligheden for at hente to børn. Ved redningsaktionen af det andet barn beskadigede Ove Rasmussen sin ene arm, da han beskyttede barnet mod en faldende planke.

Brandene mindede brandfolkene om billeder af bombardementer i engelske og tyske byer. Det fremgår, at der i alt var inddraget 477 personer i redningsaktionen og 46 køretøjer. Der var udlagt 4.000 meter slange til 43 strålerør. Normalt blev en brand på den tid klassificeret som større af Aarhus Brandvæsen, hvis der blev brugt to strålerør eller flere. Mens brandene hærgede, var der hele tiden frygt for, at der skulle bryde nye brande ud.

Dagen efter var Aarhus præget af sorg. Flagene gik på halv, og mange var indlagt på kommunehospitalet med chok. Syv mennesker omkom ved katastrofen i Guldsmedgade, heriblandt familien Holmark i Guldsmedgade 3. Sagfører Olaf Holmark, hustruen Betty og datteren Vivian på fem blev begravet i murbrokkerne i den sammenstyrtede ejendom. Der gik flere dage, inden familien blev fundet, og det blev op til familiens tandlæge at bekræfte, at en af de fundne var Betty Holmark.

Det var tragisk, og ifølge Demokraten skulle familien allerede dagen før være flyttet til Risskov, men flyttevognen kom ikke, så familien overnattede en sidste gang i Guldsmedgade.

Et spring i døden

Trods en heroisk indsats af redningsmandskabet skete det desværre også, at hjælpen nåede for sent frem. Således sprang to unge kvinder, Ellen Margrethe Petersen og Ella Wedderkopp, ned fra taget i Guldsmedgade og ramte cementen. Begge omkom. Selvom der blev oprettet hjælpekontorer for katastrofens ofre, blev mange hjulpet gennem krisen af familie og venner. Branden var for alle en chokerende oplevelse, og nogle led ekstraordinære og uerstattelige tab.

Købmand Chr. Weggerby, der ejede en af de betydeligste samlinger af nutidskunst i Jylland, mistede alt. Ikke et billede af malere som Olaf Rude, Vilhelm Lundstrøm, Harald Giersing eller William Scharff blev reddet. Købmanden forliste også alle sine skulpturer og familiens øvrige ejendele.

Indtil kort før branden havde familien Weggerby boet på Kystvejen.

Der var andre, der mistede formuer. Et indmuret pengeskab i Guldsmedgade faldt ned, da murene væltede, og redningsmandskabet kunne kun se til, da ca. 30.000 kr. i kontanter brændte.

Et par tyske officerer i Ryesgade kunne ikke holde sig tilbage. De stjal varer fra forretninger uden butiksruder. Byvagten pågreb to, der blev overgivet til værnemagten.

Natten efter gik det ud over Søndergade og Clemensbro, for Bovensiepen, der var beruset efter drikkeriet på Royal, krævede flere ofre, huskede medlemmer af Petergruppen, da de blev afhørt i byretten i København i sommeren 1946.

Bovensiepen krævede også togsabotage, og den følgende aften blev der placeret bomber i eksprestoget på Hobro Station, som umiddelbart dræbte 10 og sårede langt flere.

De mange aktioner i Aarhus-området blev udført af medlemmer af Petergruppen fra både København- og Kolding-afdelingen. Banden delte sig i to hold, og den 23. februar blev der forøvet schalburgtage i flere byer. I Randers blev teatret i Østergade til en ruin, i Silkeborg gik det ud over håndværkerforeningen, der husede byens teater, og i Grenaa blev forretninger i Storegade og på Torvet bombesprængt.

Belært af erfaringerne blev der denne gang alene brugt sprængstoffet ”P.E. 2”, men alligevel var skaderne betydelige.

Måske var Bovensiepens blodtørst omsider slukket.

Han og medlemmerne af Petergruppen blev dødsdømt ved retsopgøret efter krigen. Mens de danske medlemmer blev skudt, blev Bovensiepen benådet og allerede i 1953 løsladt og udvist til Tyskland, hvor han levede frem til 1979. Han var tæt på at blive stillet for retten i Tyskland for sin medvirken ved deportation af 30.000 jøder og sigøjnere fra Berlin, men blev reddet af alte Kameraden, der bevidnede, at han ikke var i stand til at gennemføre en retssag.

Ikke for ingenting havde han arbejdet i forsikringsbranchen.