Fortsæt til indhold

Kog vandet: Her er der fundet en bakterie, som slet ikke må være i drikkevand

Anbefalingen gælder, indtil der er foretaget minimum to rene vandprøver i træk.

Samfund
ceb

Hvis du er koblet på Væth Vandværk, skal du koge dit vand.

Tidligere i december viste en prøve, at bakterien enterokokker var i vandet fra vandværket, og den bakterie må slet ikke forekomme i drikkevand, og derfor skal vandet koges. Det fremgår af Randers Kommunes hjemmeside.

Ved kogning forstås opvarmning til 100 grader (spilkoge) i to minutter. Det er altså ikke nok, at vandet kun lige kommer op at koge.

Ifølge Randers Kommune samarbejder Væth Vandværk i disse dage med brøndborer for at finde en løsning.

Anbefalingen gælder, hvis du bor i dette område:

Kort: Randes Kommune

Kender ikke årsagen

Der bliver udtaget nye vandprøver 23. og 27. december 2024, og så længe svaret på begge prøver ikke foreligger, skal vandet fortsat koges.

Kogeanbefalingen vil nemlig være gældende, indtil der kommer en ny anbefaling fra Styrelsen for patientsikkerhed. Det vil normalt være, når der er taget minimum to rene vandprøver i træk.

Årsagen til forureningen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men der er iværksat en kildeopsporingen, som meget gerne skulle afdække årsagen til forureningen.

Kildeopsporingen sker blandt andet ved hjælp af nye vandanalyser på vandværket og i ledningsnettet.