Fortsæt til indhold

Millionstøtte til sejlklub - Nu kan "våd" drøm endelig søsættes

Tre store fonde har lagt ekstra i gaveposen til Ry Sejlklub, der nu kan realisere drømmen om Søhøjlandets Søsportscenter.

Samfund
bo

Tre store danske fonde har åbnet op for gaveposen og ladet millionerne rulle til Ry Sejlsportscenter, så drømmen om Søhøjlandets Søsportscenter nu kan realiseres.

Nordea-Fonden har netop givet tilsagn om 6,3 millioner kroner til projektet, Lokale og Anlægsfonden har givet tilsagn om 6 millioner kroner og Friluftsrådet har givet tilsagn om 1 million kroner.

Det sker tre måneder efter, at Skanderborg Kommune i budgettet for de kommende år gav en anlægsbevilling på 3,5 millioner kroner til realisering af projektet.

Sammen med de nye bevillinger på i alt 13,3 millioner kroner fra de tre fonde betyder det, at Ry Sejlklub nu næsten er i mål med finansieringen af det fremtidige Søhøjlandets Søsportscenter i Knudsø. Det oplyser sejlklubben i en pressemeddelelse.

Gennem de seneste tre år har Ry Sejlklub arbejdet på en vision om at udvikle sit klubhus og området mellem klubhus og Knudsø, så det stemmer overens med det stigende medlemstal og interesse for området, som sejlklubben oplever.

Ry Sejlklub går i starten af det nye år i gang med at forberede realiseringen af klubbens drøm om Søhøjlandets Søsportscenter. Foto: Ry Sejlklub

Efter Lokale og Anlægsfonden i januar i år udvalgte projektet til at indgå i kampagnen ”Strandlivets rum og rammer” og tildelte støtte til projektet på 150.000 kroner til professionel arkitektfaglig rådgivning, har tingene taget fart.

»Jeg er så stolt på hele vores byggeudvalgs vegne. Vi er et byggeudvalg alene bestående af frivillige kræfter, der har arbejdet benhårdt i flere år på at komme i mål med visionerne om at omdanne Ry Sejlklub til et Søhøjlandets Søsportscenter, og nu falder alle de økonomiske brikker på plads nærmest på én gang. Det er helt uvirkeligt, men også en helt fantastisk tidlig julegave,« siger Niels Copeland, formand for Ry Sejlklub og medlem i Ry Sejlklubs byggeudvalg.

»Nu er det en realitet, at vi får et samlingspunkt, der spiller sammen med naturen og bliver til glæde for klubbens medlemmer, kommende medlemmer og de mange borgere, som besøger området. Jeg er bare så glad,« tilføjer han.

Nordea-Fonden, Lokale og Anlægsfonden og Friluftsrådet ønsker alle med deres økonomiske støtte at understøtte Ry Sejlklubs ambitioner om at skabe et Søsportscenter, som tilgodeser mange brugergruppers interesser og åbner området op for offentligheden.

»Ry Sejlklub har formået at skabe et stærkt fællesskab, hvor man mødes på tværs af generationer om at være aktive på vandet. Med det nye søsportscenter får klubbens mange medlemmer nye og opgraderede rammer for deres aktiviteter, og samtidig får de lokale borgere, institutioner og skoler mulighed for at bruge faciliteterne og låne grej. Projektet vil give flere mulighed for at kunne komme ud i det fri og opleve den blå natur – med respekt for områdets plante- og dyreliv. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at støtte ildsjælene i Ry Sejlklub med at gøre projektet til virkelighed,« lyder det fra Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

»Ry Sejlklub er allerede nu et stort trækplaster for både børn og voksne og arbejder hele tiden med det sociale som omdrejningspunkt. Vi har valgt at støtte deres nye søsportscenter, fordi det bliver et hus for endnu flere brugere – både for foreningen, andre borgere, skoler og institutioner, og fordi de holder fast i at bygge til mange på et forholdsvis lille areal med stor omtanke for naturen. Det her bliver også et interessant projekt for resten af Danmark at kunne lade sig inspirere af,« siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Ry Sejlklub har nu modtaget i alt 17 millioner fra henholdsvis Skanderborg Kommune og fonde. Udover de i alt 13,3 millioner kroner fra ovenstående fonde og 3,5 millioner kroner fra Skanderborg Kommune fik Ry Sejlklub også i foråret tilsagn om 200.000 kroner fra Norlys Vækstpulje.

I starten af 2025 vil Ry Sejlklub gå i gang med detailprojektering, tilbudsindhentning, tilladelser fra myndigheder etc. Ry Sejlklub forventer at selve byggeriet igangsættes efter sejlsæsonen 2025.

Planerne med Det nye Søhøjlandets Søsportscenter er blandt andet at skabe opdaterede faciliteter til klubbens 400 medlemmer. Derudover er planen, at det nye søsportscenter skal understøtte en øget anvendelse af faciliteter af klubbens samarbejdspartnere som f.eks. lokale daginstitutioner, skoler (herunder områdets folkeskoler, STU og ungdomsskole) til undervisning og aktiviteter. Der vil ligeledes blive skabt faciliteter, som åbner området for offentligheden, herunder eksempelvis sauna, udendørs badefaciliteter, shelters og bålplads.

Sådan kommer det nye Søhøjlandets Søsportscenter til at se ud. Illustration: Baks Arkitekter
Det nye sejlsportscenter det fra søen. Illustration: Baks Arkitekter
Interiør fra det kommende sejlsportscenter. Illustration: Baks Arkitekter