Fly rammer hjorte, odder bag sofa: Årets vildeste dyreredninger
Dyrenes Beskyttelse afslører de mest utrolige dyrehistorier fra 2024.
De frivillige reddere hos Dyrenes Beskyttelse oplevede lidt af hvert i 2024, da de rykkede ud til knap 40.000 sager om dyr i nød. Udfordringerne har været mange og meget forskellige for de mere end 2.000 frivillige dyrereddere, der står klar, når en sag ikke kan klares med vejledning over telefonen.
Hjorte ramt af flyvemaskine
Ved en landing på en flyveplads ramte et fly to hjortevildt. Det ene afgik ved døden efter kollisionen, mens det andet fortsat lå i live på landingsbanen, men uden at kunne bevæge sig. Efter tæt samarbejde med politiet og flyvepladschefen blev det koordineret, at der ikke landede fly, mens en schweisshundefører kunne komme hen og tilse dyret. Hjorten var desværre så ilde tilredt, at den måtte nødaflives.
Den omtumlede havørn
På en mark væltede en havørn rundt og virkede ganske omtumlet og muligvis forgiftet. En frivillig vildtplejer fra Dyrenes Beskyttelse tog ud til den store fugl og kunne konstatere, at den mildest talt ikke var på toppen, hvilket blev bekræftet i bilen på vej til vildtplejestationen, hvor den kastede op. Efter nogle dage i vildtpleje med ro, mad og drikke kunne havørnen heldigvis komme på vingerne igen.
Odder bag sofaen
En odderunge havde fundet vej ind i et hus via en åben havedør. Odderen havde herefter fundet ro bag sofaen, indtil ejeren af huset opdagede den noget uventede gæst. En dyreredder tog ud og fik indfanget odderen og sat den ud ved et nærtliggende vandløb.
Bæver på Falster
Årets mest sensationelle dyr var bæveren, der pludselig dukkede op i en børnehave på Falster. Den var ganske afkræftet, og det viste sig, at der var en god grund til det. I Danmark har vi nemlig kun bævere i Nordsjælland og Vestjylland. Derfor blev en dna-prøve foretaget, der viste, at bæveren med al sandsynlighed havde svømmet fra Tyskland. Det var første gang i 2.500 år, at en bæver var indvandret til Danmark. Bæveren blev sidenhen genudsat i nærheden af, hvor den blev fundet.
Redning af ællinger
Ti ællinger faldt ned mellem en rist ved et hotel. Over et helt døgn fik dyrereddere i samarbejde med hotelpersonale, et kloakfirma og en fotobutik reddet ællingerne op ved at tape en teleskopstang sammen med et fiskenet og på den måde fiske dem op fra det ca. fire meter dybe hul. Efter et ophold på en vildtplejestation blev de genudsat ved en sø i nærheden.
Rævehvalpe i kloak
Pibelyde fangede et nabopars opmærksomhed. Det viste sig, at to rævehvalpe var faldet i et udækket kloakhul. Naboparret fik sammen med en dyreredder fisket hvalpene op, tørret dem af for snavs og placeret dem i et bur med åben låge sammen med vand og mad. Hen på aftenen begyndte hvalpene at kalde – formodentligt efter deres moder. Dagen efter var de væk – forhåbentligt fordi moderen havde været forbi for at hente dem. Kloakhullet blev efterfølgende dækket til.
Musvåge i snor
En ung kvinde fik på sin gåtur gennem skoven øje på en musvåge, der hang og kæmpede for at komme fri oppe i træerne. En fiskesnor havde fået fat i fuglen og straks ringede hun efter hjælp. En frivillig fra Dyrenes Beskyttelse kom til stedet og i samarbejde fik de skåret musvågen fri, der kunne flyve videre efter at have siddet og sundet sig.
Killing under bil
En særdeles opmærksom bilist fik øje på en killing foran sin bil. Bilisten steg ud for at hjælpe den unge kat, men den kravlede op under bilen, hvor bilisten ikke længere kunne nå den. En dyreredder blev tilkaldt og kunne konstatere, at killingen var kommet til at sidde fast inde bag ved hjulet. Mens bilisten forsigtigt drejede på rattet, kunne dyreredderen liste killingen fri, og den kom efterfølgende på internat i Århus.
Uglekasse faldt ned
Et postbud var det rette sted på det rette tidspunkt, da vedkommende kom kørende forbi, samtidigt med at bunden røg ud af en uglekasse. Buddet tilkaldte hjælp. Tre unger overlevede og kom i vildtpleje, mens en fjerde desværre døde i faldet. Mens ungerne kom til hægterne, fik en af Dyrenes Beskyttelses frivillige træklatrer repareret kassen, så ungerne kunne komme retur. Og heldigvis vendte uglemor også retur til sine natugleunger sidenhen.
Slange i kommode
En ung kvinde i Århus fik sig noget af en forskrækkelse, da hun åbnede sin kommode med tøj. Der lå nemlig en slange. En dyreredder tog ud og fik indfanget slangen, der tilsyneladende ingen ejermand havde i lokalområdet. Derfor blev den bragt til Dyrenes Beskyttelse Århus.