Fortsæt til indhold

Kunstværket, der skulle beskytte Randers mod hån, giver 40.000 til forening

Kunstner Henrik Busk Andersen afholdt auktion over kunstværket Mokajen, men mente ikke højeste bud var stort nok. Nu donerer han 40.000 kroner til SAM Foreningen.

Samfund

Før jul skrev Din Avis om kunstneren Henrik Busk Andersen fra Aabybro, der bortauktionerede sin skulptur ’Den Lille Mokaj’ til SAM Foreningen, der kan være truet på sin eksistens fra 2026, hvis ikke politikerne fortsætter støtten til foreningen, der hjælper nogle af de mest svage og udsatte i Randers.

Men nu er der godt nyt til foreningen, der før jul måtte fyre den ene af de to ansatte koordinatorer i den ellers frivillige forening. Hver uge hjælper man cirka 250 socialt udsatte ved blandt andet at arrangere aktiviteter for dem.

Henrik Busk Andersen har købt sin egen skulptur tilbage og doneret 40.000 kroner til SAM Foreningen.

Det højeste bud på auktionen lød på 35.000 kroner.

»Det syntes jeg var alt for lidt. Så jeg har købt den for 40.000 kroner og foræret den til Videbæk Kunstpavillon. Pengene er overført til SAM Foreningen,« fortæller kunstneren i en sms til Din Avis Randers.

»Fra Guds Å til Videbækken. Fra uønsket til velkommen. Jeg vil altid være aktuel i min hensigt, så længe der er sten til,« spinder kunstneren i et digt om den markante skulptur, der i årevis har stået tæt på street food-markedet ved havnen i Randers.

'Den Lille Mokaj' er udført i helstøbt bronze og er 117 centimeter høj, 60 centimeter bred og 15 centimeter dyb. Nu skal den fragtes til Videbæk. Foto: Kian Johansen

Beskyt Randers

Skulpturen med undertitlen ’Kast Blot Dine Sten’ er en påmindelse om at tage imod kritik med løftet hoved og blev skabt som et kærligt modsvar til alt det hån, Randers har måttet lægge øre til gennem årene. Og læg mærke til hullerne i skulpturen. Det er der, stenene ryger igennem uden at ramme dig.

I dag kaldes det tidligere pakhus for Bolværket, men da Henrik Busk Andersen lånte skulpturen ud kvit og frit i ti år, hed det Mokajen.

»Randers har altid fået slag – Mokai-kommentarer, jokes om byen – og det ramte mig. Så jeg tænkte: ‘Okay, kast bare dine sten. Vi står fast.’ Og sådan blev skulpturen født,« har Henrik Busk Andersen tidligere fortalt her i Din Avis.

På bronzeskiltet står følgende: »Ja, kom bare med dine skarpe ord, kritikker og nedgørelser på min personlighed. Kast dine løgne og modbydeligheder mod min krop og sjæl, og ja, kære dig, du vil ikke ramme mig. Et stort hul har jeg gemt til dig blot for at lade dine sten passere.«

Tiltrængt hjælp

SAM Foreningen har i flere år modtaget økonomisk støtte fra Randers Kommune, men nu står foreningen uden den nødvendige finansiering i 2026, trods gentagne løfter fra politikerne om en varig løsning, så de 40.000 kroner falder et tørt sted.

I 2024 blev det besluttet at lægge støtten til SAM Foreningen under de såkaldte §18-midler, som tildeles til frivilligt socialt arbejde, men her kan en forening maksimalt søge 200.000 kroner. Foreningen blev opfordret til at søge, men fik begge gange afslag af et flertal i byrådet, der ellers selv havde opfordret foreningen til at søge pengene der.

Under budgetforhandlingerne i sommeren 2024 resulterede det ikke i den lovede løsning, der skulle skaffe SAM Foreningen et varigt tilskud på 575.000 kroner og en mulighed for at søge §18-midler for resten.

Da Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre indgik en budgetaftale, var støtten til SAM Foreningen ikke inkluderet, selvom der tidligere var enighed blandt samtlige byrådsmedlemmer om at finde en permanent løsning. Det har efterladt foreningen i en økonomisk usikker situation.

Stine Falk Eiby (S) udtalte tidligere på året i byrådssalen, at foreningen fortjener bedre: »Jeg kunne godt tænke mig, at de får en permanent løsning, så de er fri for at skulle tænke på det økonomiske. Det, synes jeg, er den rigtige måde at gøre det på.«

Budgetforhandlingerne i sensommeren 2025 vil vise, om politikernes ord er andet end - ord.