Skovens krigere: Sårbare mænd finder deres indre styrke
Villum Fonden støtter naturbaseret projekt, der lanceres af Nationalpark Mols Bjerge, Danmarks Jægerforbund og Syddjurs Kommune.
Terapilokalet erstattes med frisk luft og højt til himlen, og fysisk aktivitet finder sted mellem træerne i et fællesskab.
Det er grundtanken i projekt ”Hel i Skoven – naturforløb for mænd”, som nu realiseres med en halv million fra Villum Fonden. Det skriver Nationalpark Mols Bjerge i en pressemeddelelse.
»Vi er meget taknemmelige for Villum Fondens støtte. Med initiativet ønsker nationalparken at sætte fokus på, hvordan naturen kan bruges aktivt til at forbedre danskernes sundhed,« siger nationalparkchef Birgitte Lamp i Nationalpark Mols Bjerge.
Projekt ”Hel i Skoven” er målrettet mænd, der af forskellige årsager er i en sårbar situation for eksempel på grund af stress, angst, depression eller ensomhed. Projektet tilbyder et gratis 12-ugers gruppeforløb i naturen, hvor deltagerne gennem forskellige aktiviteter og øvelser får mulighed for at styrke deres mentale og fysiske trivsel.
»Projektet vil helt sikkert komme rigtig mange borgere til gode,« siger Maria Yoo Jin Jacobsen, som er områdeleder for Træning, Sundhed og Rehabilitering i Syddjurs Kommune.
Bag projektet står nationalparken, Syddjurs Kommune og Danmarks Jægerforbund.
Fællesskab og trivsel
Rekruttering af deltagere til projektet vil ske via Syddjurs Kommune og nationalparkens respektive facebooksider samt via kommunens øvrige kanaler.
»Det er en stor ambition for os i Syddjurs Kommune i størst mulige omfang at arbejde med naturen som sundhedsfremmende arena. ”Hel i Skoven”-projektet vil give os meget bedre mulighed for at få det til at lykkes,« siger Maria Yoo Jin Jacobsen.
Gruppeforløbene afholdes som udgangspunkt ved Danmarks Jægerforbunds bålhytte, der ligger smukt i en blandet skov med kuperet terræn, masser af vandløb og tæt på Kalø Vig.
Niels Søndergaard, som er chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse hos Danmarks Jægerforbund ser frem til at deltage og bidrage med viden i projektet:
»Jægerne ved, at det er balsam for sjælen at komme ud i naturen, og jagt handler om så meget mere end det at nedlægge vildt. Det handler også om at fordybe sig og opleve naturens magiske kræfter. Igennem projektet sætter Danmarks Jægerforbund vores viden i spil over for mennesker, der søger øget trivsel og mental sundhed.«
Fra sårbar til sund
En central del af ”Hel i Skoven”-projektet er forankringen af de gode vaner gennem meningsfyldt arbejde. Efter gruppeforløbet får deltagerne tilbudt muligheden for at blive en del af nationalparkens frivilliggrupper, hvor de kan bidrage med konkret naturpleje, registrering af arter eller andre praktiske opgaver.
»Tesen er, at det at bidrage til en positiv forandring, som man kan være stolt over, er sundhedsfremmende for både krop og sjæl. Vi vil med andre ord undersøge, om der er en vej fra sårbar borger til sund og glad frivillig,« siger Michael Quist, der er projektleder samt naturvejleder og frivilligkoordinator i nationalparken.
Gruppeforløbet forventes at begynde i løbet af april-juni 2025.
Succesfuldt forløb
”Hel i Skoven” bygger videre på erfaringerne fra forløbet ”Naturlig Ressource”, der er et samarbejdsprojekt mellem Danmarks Jægerforbund og Syddjurs Kommune. Her får borgere i Syddjurs Kommune, der er tilknyttet arbejdsmarkedet, tilbudt gratis naturbaseret terapi som gruppeforløb.
Det har været et stort ønske for samarbejdspartnerne at få de gode erfaringer fra ”Naturlig Ressource”-projektet opkvalificeret med forskning, og derfor er der tilknyttet tre eksperter med stærke faglige profiler inden for sundhed og friluftsliv til projektet.
Det forventes, at forskerne i projektet vil bistå med tilrettelæggelse af et forskningsprojekt, som vil skabe evidens for kommende sundhedsindsatser.