Fortsæt til indhold

Firmandshær bag nørde-marked: »Som at se en god film«

Kom langt væk fra skærmenes evige informationsmylder og dyk ned i fordybelsen over et brætspil ved et nyt marked, der snart ser dagens lys.

Samfund

»Det med at komme væk fra digitale medier og hygge sig med noget, hvor man skal sidde og tænke, og tempoet går ned – det kan bare noget,« siger Jan K. Jensen, der længe har gået med tanken om at stable et marked på benene, hvor man kan gå på jagt efter Pandemic, HeroQuest, Gloomhaven og Ticket to Ride.

Markedet skal emme af brætspil, hvor store som små, nørder og nybegyndere er inviteret til at bytte, sælge, købe og spille brætspil. Med sine tre medsammensvorne har Jan K. Jensen sikret, at tanken får ben at gå på til marts, når borde i Voldum Hallen fyldes med alverdens brætspil.

»Som at se en god film «

Cirka en gang om ugen mødes Jan K. Jensen og en række familiefædre for at spille brætspil. Selvom de alle har fyldte skemaer med job og familie, bliver spilleaftenerne prioriteret – ofte i mange timer, fordi de bliver grebet af opgaven foran dem.

»Det er analogt, så du bliver ikke forstyrret af noget udefra. I de kooperative spil, som vi spiller, lægges der en fælles taktik. Spillet forsøger at gøre det svært for os. Vi spiller sammen om en opgave, vi skal løse,« forklarer Jan K. Jensen.

»Det er som at se en god film. Det er en god historie, det er underholdende, og vi får en god oplevelse sammen.«

Det var i ØBK – Ølst Brætspilsklub, som Jan K. Jensen har døbt den hjemmelavede nabolags-klub – at idéen om et brætspilsmarked begyndte at tage form.

»Jeg gik med tanken og nævnte det for min brætspilsklub, og de syntes, det var en god idé. Alle er travle mennesker, men en af dem, Mikkel, hoppede med på idéen,« fortæller Jan K. Jensen.

Hæren udviklede sig hurtigt til dobbelt størrelse, da Jan K. Jensen greb røret og ringede til en bekendt, Michael W. Gudmann, der har erfaring med lignende markeder.

»Han har været med til at starte et retromarked for spilkonsoller i Voldum. Det (retromarkedet, red.) kører på femte år nu, og de sidste par år har det været i Voldum Hallen. Det har været en kæmpe succes,« siger Jan K. Jensen og tilføjer, at Michael W. Gudmann sprang med på idéen med det samme og ringede videre til sin bror, der også er ’en stor brætspilsfanatiker’, som Jan K. Jensen kalder Dennis Hansen, den fjerde og sidste mand i brætspilsgeleddet.

Brætspillet Heroquest, som ØBK - Ølst Brætspilsklub - spiller. Privatfoto

Markedet vækker interesse

Siden firmandshæren oprettede det første opslag på Facebook om det kommende brætspilsmarked, har de mødt stor opbakning, og det skyldes muligvis, at der ikke umiddelbart findes lignende markeder i området.

»Der er selvfølgelig loppemarkeder, hvor folk sælger brætspil, men det her er dedikeret til bytte og salg af brugte og nye brætspil, hvor alle kan være med,« siger Jan K. Jensen.

Man kan også slå sig ned i markedets brætspilscafé – enten med et spil, man har taget med hjemmefra, eller med et af de nyerhvervede fra markedet. Opfordringen fra initiativtageren er klar:

»Få spillene, du aldrig får brugt, ud, og mød nogen, der er lige så nørdede.«

I skrivende stund har over tusind mennesker erklæret sig ”interesseret” i brætspilsmarkedet på Facebook, og det, håber Jan K. Jensen, betyder, at firmandshæren vil lykkes med at skabe et forum, hvor glæden ved brætspil kan blomstre.

»Det er jo nyt, og vi ved ikke, om det kan bære. Men med den entusiasme, der er nu, tænker jeg, der er chance for, det bliver en succes. Det ville være fedt,« afslutter han.

Ønsker man at deltage i markedet som gæst, er det gratis. Ønsker man at sælge eller bytte egne brætspil, skal der lejes en standplads, og det skal ske inden mandag 3. marts.

Markedet åbner 8. marts klokken 10 og finder sted i Voldum Hallen.