Frakørsel lukker i tre måneder: Her er de alternative ruter
To kilometer vej skal udvides. Det får konsekvenser for frakørsel.
Djurslandsmotorvejen udvides under Høgevej. Det betyder, at frakørsel 19b lukker fra 6. januar frem til april.
Der er tale om de to kilometer af Djurslandsmotorvejen, som ligger tættest på E45 Østjyske Motorvej. Det sker, for at sikre mindre kø og en bedre sammenfletning mellem Djurslandsmotorvejen og E45.
På strækningen går motorvejen under Høgemosevej, hvor vejen under broen skal udvides. I den forbindelse er Vejdirektoratet altså nødt til at spærre frakørsel 19b.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Omkørsel
Spærringen af frakørselsrampen får konsekvenser for de mange trafikanter, som dagligt benytter frakørslen for at komme mod Søften og Hinnerup. Kommer man længere ude fra Djurslandsmotorvejen skal man i stedet benytte frakørslen inden – altså ’19a Lisbjerg’ – og køre via Klokhøjen og Lisbjerg Parkvej.
Kommer man derimod fra Skejby, kan man tage frakørslen mod Søften og Hinnerup inden Søftenvej fletter sammen med Djurslandsmotorvejen.
Frakørsel 19b er sidste mulighed for at køre fra, inden man rammer E45 Østjyske Motorvej.
Der vil være skiltet med spærringen før ’19a Lisbjerg’ på Djurslandsmotorvejen. Fra Skejby er der et permanent skilt mod Hinnerup på Søftenvej, og der vil derfor ikke være skiltet med spærringen af frakørsel 19b før selve frakørslen.
»Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet giver trafikanterne,« lyder det i pressemeddelelsen.