Fortsæt til indhold

Sådan skal affalds-kaos undgås, hvis vinteren atter viser tænder

Mange aarhusianere fik ikke hentet deres affald, da vintervejret ramte i starten af 2024. I år er Kredsløb bedre forberedt, lyder det.

Samfund

2025 startede som 2024, med pludseligt snevejr.

Den store forskel er mængden. Hvor mange østjyder i starten af januar 2024 oplevede at stå i sne til knæene, har det indtil videre kun drysset lidt med sne i 2025. Skulle der komme et voldsomt snevejr denne vinter, er forsyningsselskabet Kredsløb bedre forberedt end sidste år, hvor tusindvis af aarhusianere ikke fik hentet deres affald i ugevis.

Ifølge chef for genbrug hos Kredsløb, Lars Banke, har forsyningsselskabet delt opgaven op i to indsatsområder: villakvarterer og midtbyen.

»I forhold til villakvartererne har vi lavet et tættere samarbejde med kommunens entreprenørenhed, så de prioriterer at rydde sne ved vores transportørers startlokationer, så transportørerne, eller skraldebilerne, hurtigt kan komme ud at køre. Vi har også fået adgang til data fra Vejdirektoratet samt noget vejrdata, som entreprenørenheden bruger, så vi bedre kan guide vores transportører. Altså, så de bedre kan vide, hvor de skal starte og slutte dagen,« siger han.

Der er også andre håndtag, Kredsløb kan trække i, hvis det bliver nødvendigt.

»Vi vil sørge for, at man hurtigt kan få adgang til genbrugsstationer, hvor det vil være muligt at aflevere alle typer affald. Det havde vi succes med sidste år, og det vil vi lynhurtigt aktivere igen, hvis det bliver aktuelt. Vi har allerede sikret os de nødvendige miljøgodkendelser, så vi kan tage imod affaldet,« siger Lars Banke.

Kredsløb kan også give selskabets kunder mulighed for at stille en klar sæk med affald ved siden af fyldte affaldsbeholdere.

Skrald på fortovet, nej tak

Når det gælder midtbyen, er folkene hos Kredsløb meget opmærksomme på, at en fyldt affaldspose stående ved siden af en nedgravet affaldsbeholder hurtigt får selskab af flere poser.

»Det er vigtigt, at man undlader at stille sit skrald på fortovet. Det er ikke kønt i bybilledet, og det er heller ikke godt i forhold til skadedyr,« siger Lars Banke.

Kredsløb er, siger han, klar til at indføre ekstra løsninger til at aflevere affald i midtbyen, ligesom man er klar med en plan til at mande op på oprydning ved nedgravede beholdere i midtbyen efter behov.

»Vi er bevidste om, at man har begrænset plads i sit hjem i midtbyen, og at ingen har lyst til at have skraldeposer stående i opgangen i længere tid,« siger Lars Banke.

Genbrugschefen hos Kredsløb indrømmer, at Kredsløb blev taget på sengen, da sneen sidste januar faldt i massive mængder.

»Vi har lagt en del energi i at sikre, at vi kan være hurtige på aftrækkeren, og udgangspunktet er langt bedre i år. Når det kommer til vejret, kan det dog være svært at snakke om skyld eller ansvar. Det er svært at gardere sig mod et tykt, tykt islag på vejene, som vi så sidste år. Men vi vil gøre alt, hvad vi kan, hvis der atter kommer en grel situation,« siger Lars Banke.

Hvad kan den enkelte aarhusianer selv gøre for at sikre, at affaldet bliver hentet?

»For villaejerne er det vigtigste, at der er ryddet og saltet, og man kan eventuelt selv køre sine skraldespande til skel. Som kunde er man selv forpligtet til at holde vejen fri ved private veje. Har man en grundejerforening, er det en god idé at sikre en aftale med en snerydder i god tid. Man kan også tænde lyset i den mørke tid, så skraldemanden kan se, hvor han eller hun går.«

Hvis Kredsløbs affaldstømning bliver forsinket, vil forsyningsselskabet hurtigst muligt sende en sms til de berørte kunder, der har tilmeldt sig at få besked. Sms-servicen er gratis, og man kan tilmelde sig den via Kredsløbs hjemmeside.