Fortsæt til indhold

Stor virksomhed lander stort millionresultat

Opkøb sikrer stor, lokal virksomhed tocifret vækst trods udfordringer på markederne

Samfund
kfp

Det har været et godt år for virksomheden AVK med hovedsæde i Galten. Det er virksomhedens årsresultat et sandt bevis på.

I en pressemeddelelse fremgår det, at virksomheden landede et årsresultat på 501 millioner kroner, hvilket var en stigning på 13,7 procent i forhold til året forinden. Opkøbte selskaber bidrog i 2023/24 med 13,0 % af AVK-koncernens totale omsætning, der samlet steg med 13,7 % til 9,0 mia. kr.

AVK-koncernen betragter resultatet som tilfredsstillende. Forretningsenheden AVK Water drev væksten med en fremgang på 28 procent, mens AVK Industrial og AVK Advanced Manufacturing blev mærket af fortsat opbremsning og reduceret aktivitet i deres markeder.

Det begyndte ellers ikke nær så lovende. Årets første halvdel var generelt præget af fortsat opbremsning i økonomien på en række af koncernens markeder, mens andet halvår blev præget af forbedringer og positiv tendens i ordretilgangen.

»Bag de overordnede resultater gemmer sig imidlertid markant forskellige markedsvilkår for koncernens tre forretningsområder,« oplyser Lars Kudsk, finansdirektør i AVK.

AVK Water trak læsset og bidrog markant med en vækst på 28 procent, som primært kan tilskrives den succesfulde integration af franske Bayard og spanske Belgicast – to virksomheder, som blev opkøbt i oktober 2023. Medvirkende var imidlertid også, at især USA, England og Mellemøsten udviklede sig positivt.

»AVK Industrials afsætning gik tilbage efter det foregående meget positive år, men ordretilgangen har udviklet sig positivt mod årets slutning. AVK Advanced Manufacturing oplevede negativ udvikling i salget, forårsaget af den pressede europæiske økonomi og ikke mindst lavt aktivitetsniveau i vindmølleindustrien. På den positive side var dog en betydelig vækst i produktionen af paller baseret på genanvendt plast fra husholdningsaffald. I 2023/24 blev der produceret paller på basis af mere end 30.000 tons genanvendt plast,« tilføjer Lars Kudsk.

Investering i produktion i USA

Gennem året er der investeret på samme høje niveau som tidligere år. Således blev der på tværs af koncernen investeret 432,7 millioner kroner i optimering og udbygning af produktionsfaciliteter, automatisering, energioptimering, produktudvikling og meget andet.

»Disse fokusområder vil blive fastholdt i næste års investeringsprogram, som bliver det største nogensinde i AVK’s historie,« pointerer Bo Johansen, Produktionsdirektør i AVK.

I programmet indgår en udbygning af AVK’s faciliteter i USA.

»USA er i stigende grad protektionistisk, og en fuld lokal sourcing er krævet i føderale projekter. USA er et vigtigt marked for AVK, og for at fastholde vores stærke position investerer vi i produktionsfaciliteter, der dækker hele forsyningskæden med bl.a. støberi og produktion af gummi-komponenter,« oplyser Bo Johansen.

Optimisme

Forventningerne til regnskabsåret 2024/25 er præget af betydelig optimisme. AVK forventer en vækst i omsætning på 5-7 procent og en positiv udvikling i resultatet baseret på positive bidrag fra alle forretningsområder. Der vil primært være tale om en organisk vækst, idet AVK ikke forudser markante opkøb i regnskabsåret.

»Overordnet set er vores markeder præget af stigende aktivitet med bl.a. større fokus på udfordringerne inden for vandforsyning og spildevandshåndtering. Det kommer helt konkret til udtryk gennem større investeringer i vandprojekter i mange emerging markets, f.eks. Indien, Sydafrika og Mellemøsten,« oplyser Lars Kudsk.

Koncernens hidtil største ordre

»AVK har gennem de senere år udbygget vores produktprogram indenfor store ventiler, der blandt andet bruges til transmissionslinjer for vand. Et aktuelt eksempel herpå er leverance af en række ventiler med diameter over 2 meter til et gigantisk kunstvandingsanlæg i Egypten og til vandforsyning til Egyptens nye hovedstad, begge ordrer af rekordstørrelse for AVK,« fortæller Søren Kjær, Teknisk direktør i AVK.

AVK har desuden voksende succes med Smart Water-løsninger, hvor intelligent overvågning og styring kan sikre en optimering af vandforsyning og anlæg til kunstvanding.

»Smart Water-løsninger integreres i stigende grad i flere og flere vandprojekter, hvilket giver en bedre udnyttelse af vandressourcerne med alle de fordele, dette indebærer. I blandt andet Italien og Indien er AVK’s Smart-teknologi med til at sikre en effektiv styring af kunstvandingsanlæg, som der investeres kraftigt i begge lande for at sikre fødevareproduktion også i tørre områder,« fortsætter Søren Kjær.

Investeringer mod CO2-neutrale i 2030

Koncernens fokus på at sikre større bæredygtighed er intensiveret gennem regnskabsåret.

»Vi ønsker, at koncernen skal være CO2-neutral i 2030,” oplyser Søren Kjær. ”Derfor investeres massivt i en lang række initiativer, der skal reducere miljø- og klimabelastning. F.eks. arbejder vi systematisk med produkternes livscyklusvurdering (LCA), og i forlængelse heraf er ambitionen at certificere produkterne efter EPD (Environmental Product Declaration), som er en præcis beregning af et produkts CO2-udledning gennem hele værdikæden. Vi fik den første EPD-certificering forrige år, og i 2023/24 er ikke mindre end 15 produkter EPD-certificerede,« konstaterer Søren Kjær.

Koncernens forøgede aktivitetsniveau betød, at det gennemsnitlige medarbejderantal voksede med 462 til 5.342, hvoraf 797 er beskæftiget i Danmark.