Fortsæt til indhold

Håndboldklub indgår ny sponsoraftale

Ry Håndbold har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK. Aftalen betyder, at lokale kan støtte klubben hver gang bilen tankes eller lades på farten.

Samfund
bo

Ry Håndbold har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK, som skal bidrage til at realisere klubbens ambitioner.

»Aftalen med OK giver os mulighed for at tjene ekstra penge, så vi kan gøre endnu mere for klubbens hold og vores frivillige trænere. Lige nu har vi særligt fokus på at udvikle vores seniorafdeling. Vi ønsker også løbende at kunne udskifte vores redskaber og udstyr,« forklarer klubbens formand, Søren Steen Olesen i en pressemeddelelse. Udover formandskabet er han også træner og frivillig i håndboldklubben.

Ry Håndbold er en breddeklub med over 400 medlemmer, hvor glæde, fællesskab og udvikling er i centrum. Klubben tilbyder gode rammer for håndboldtræning på alle niveauer. I øjeblikket har Ry Håndbold 20 hold, der spiller turneringskampe, samt fire børnehold.

De sociale fællesskaber på tværs af holdene er en hjørnesten i Ry Håndbolds kultur. Foreningslivet handler nemlig om mere end håndbold - det bygger også på netværk og relationer uden for banen.

Søren Steen Olesen håber, at mange lokale vil støtte op om klubben når de tanker eller lader hos OK. Størrelsen på sponsorchecken afhænger nemlig af, hvor mange der støtter foreningen gennem sponsoraftalen.