For 78 år siden stod han vagt i et sønderbombet Europa. Nu læser han nyheder på computeren og streamer serier på TV 2 Play

En vigtig del af at være en del af verden er at følge med i den.

Når man træder ind på Plejecenter Hinneruplund, ligger gangene rolige hen i den sene formiddagssol.

Dørene til beboernes lejligheder står på klem, og lyden af stille radio- og tv-stemmer blander sig med personale, der skramler med en kaffevogn. I lejlighed 39 sidder Peter Evald Andersen – eller Evald, som han altid er blevet kaldt – bøjet over dagens anden avis.

Dem får han to af hver eneste dag.

Den 14. januar 2025 fylder han 100 år – en sjælden alder for en mand i Danmark. Alligevel møder han en med et venligt smil og et nysgerrigt blik, der afslører, at han stadig følger godt med i verden omkring sig.

»Det er mærkeligt at blive så gammel,« siger han med et glimt i øjet. »Det er usædvanligt jo, og jeg er da blevet udvalgt af skæbnen.«

Han er ikke typen, der dvæler længe ved livets luner.

I stedet er han optaget af at læse nyheder på computeren og i sine to daglige aviser. Det er dét, der driver ham, når han – med et større besvær end tidligere – rejser sig for at gå hen til skrivebordet. Her står en computer klar til at vise dagens overskrifter og måske en Youtube-video eller to.

Tre i en seng

Peter Evald Andersen er født den 14. januar 1925 i Søften.

Dengang bestod landsbyen af ganske få hundrede indbyggere. Man kendte dem alle, og børnene voksede op under forhold, der for nutidens unge er svære at begribe.

»Barndomsværelse? Sådan et havde jeg ikke. Jeg delte med mine brødre. Vi lå tre i en seng med rughalm dækket af et lagen, og jeg lå i midten, for jeg var den mindste,« fortæller han og griner let. »Man kunne godt mærke, det stak lidt, men det var vilkårene.«

I en søskendeflok på 11 var der nok at se til. Selv som barn skulle han gøre nytte på familiens gård.

»Jeg skulle tage mig af køerne, trække dem hjem fra marken, hjælpe med høsten og hakke roer. Omkring 9-10-års alderen. Det var sådan, det var – og det var det alle steder.«

Fritiden var sparsom, men børnene på egnen fandt måder at lege på.

»Vi fik et cykelhjul uden dæk og slange, så slog vi til det med en kæp, og så gjaldt det om at få det til at rulle,« forklarer Peter Evald Andersen over sit lille spisebord med et smil.

Var man heldig, kunne man også finde på at mødes med de andre børn i nabolaget til en improviseret leg – men kun når arbejdet var gjort, og man var sikker på, at køerne var hentet hjem.

Skolegangen varede syv år. Bagefter skulle man »ud at tjene« på en gård. De første år tjente Peter Evald Andersen dog på familiens gård, for hver gang en bror eller søster flyttede, skulle den næste i rækken overtage flere opgaver.

»Da mine forældre nåede 60 år, var de nedslidte. Det var fysisk arbejde det hele. Man trak med hest og malkede med hånden.«

Alligevel mindes han sin barndom som en tid, hvor sammenholdet i landsbyen var stærkt. Om søndagen spillede han fodbold eller håndbold med nabobyerne, og om vinteren var der gymnastik i forsamlingshuset. Når de var gamle nok, tog de til bal på Hinnerup Kro eller i forsamlingshuset i Søften, hvor man dansede til orkester og øvede sig i at byde piger op.

Et sønderbombet Tyskland

Efter Besættelsens ophør i 1945 gjorde Peter Evald Andersen militærtjeneste.

I 1947 blev Danmark anmodet om at sende soldater til det nordlige Tyskland for at bistå englænderne i at holde ro og orden.

Peter Evald Andersen var blandt dem, der tog afsted.

Han beskriver det som en tid, der åbnede hans øjne for, hvor hårdt folk havde det i et krigshærget Europa.

»Vi kørte igennem ruinbyen Hamborg. Folk boede i kældrene og kom op af dørene og så på. De kunne ikke bo på andre måder.«

Veje var ryddet for murbrokker i smalle korridorer, så fodfolk, tog og militærkøretøjer kunne passere. Om natten stod Peter Evald Andersen sommetider vagt ved små tankstationer.

»Jeg kan huske en aften, jeg stod vagt, så kom der en mand med tre-fire æbler. Han ville have cigaretter for dem. Han kom ud af mørket, for der var intet lys.«

Udvekslingen af cigaretter og æbler var en påmindelse om, hvor dyrebare selv de mest enkle varer kunne være i en krigsramt zone.

For Peter Evald Andersen var opholdet i Tyskland et vidnesbyrd om verdens urolige tilstand lige efter krigen, men også en oplevelse, der gjorde ham mere bevidst om, hvor heldig han selv var, når han siden vendte hjem til sin families gård og de nogenlunde rolige rammer i Søften.

Livet som landmand

Hjemme igen gik der ikke længe, før Peter Evald Andersen mødte kærligheden.

Han fortæller, hvordan han og nabogårdens tjenestepige Ingrid fra Herning endte med at følges hjem fra bal en sommeraften.

»Vi fulgtes hjem, fordi vi skulle samme vej. Så blev vi kærester.«

De blev gift i 1953.

Ægteskabet varede i 64 år, indtil Ingrid gik bort i 2017. Sammen fik de fire børn, som siden har ført til fire børnebørn og fem oldebørn.

Peter Evald Andersens arbejdsliv var præget af flid og fleksibilitet. Han startede som landmand oplært af sin far, men prøvede også kræfter med fabriksarbejde og arbejdede de sidste år som anlægsgartner.

Da børnene var flyttet hjemmefra, og Peter Evald Andersen og hans hustru havde solgt ejendommen, gik turen til Hinnerup i 1999. Det seneste år har han boet i en lejlighed på Plejecenter Hinneruplund.

»Man mister jo noget selvstændighed. Det er klart, men man kommer jo på plejehjem, fordi der er behov for det.«

Alligevel er han taknemmelig for at have en tryg base. Han læser flittigt sine to daglige aviser, følger nyheder på computeren og streamer serier på TV 2 Play. Indimellem går han ture på gangene eller udenfor, når vejret tillader det.

Det sociale samvær med de andre beboere er begrænset, fordi han interesserer sig meget for politik og nyheder.

»De fleste følger ikke så meget med i samfundsforhold som mig, men personalet er ofte klar til en god snak ved middagsbordet.«

100 års refleksioner

Når dagen oprinder, og Peter Evald Andersen runder et helt århundrede, bliver det med et par timers åben fejring og et besøg fra borgmesteren.

»Så kommer der nok et brev fra kongen,« forudser han, men tilføjer med et grin, at han »ikke er så kongeglad«.

Han glæder sig mere til at se børn, børnebørn og oldebørn, for som han siger:

»De betyder alt. Tænk, hvis man ingen havde. Det ville være et ensomt liv.«

Peter Evald Andersen er ikke bange for at tale om hverken alder eller død.

»En gang imellem spekulerer man på det og ønsker, man ville sove stille væk. Jeg frygter smerter. Jeg vil helst dø på en fredelig måde.«

Alligevel har han en ukuelig nysgerrighed, der driver ham videre. Han er fortsat optaget af, hvordan verden mon udvikler sig i de næste 100 år – velvidende at han ikke selv får det at se. Men lige nu nyder han hverdagen på plejehjemmet, hvor han kan klikke sig ind på nyhedssiderne og læse om alt fra lokalpolitik til verdenssituationen.

Når han ser tilbage på et helt århundrede i samme område, står det lysende klart for ham, at alt er blevet lettere, og at velfærden er vokset.

»Folk var nedslidte før. Efterløn og pension har gjort meget.«

Netop det at han nu kan få hjælp, når kroppen kræver det, giver ham ro til stadig at dyrke sin store interesse for nyheder og holde kontakten med den omverden, der har forandret sig så markant i løbet af hans levetid.

Peter Evald Andersens 100-års fødselsdag bliver således ikke kun en markering af en personlig milepæl, men også af et stykke lokalhistorie, hvor en lille dreng fra Søften, der engang legede med et aflagt cykelhjul, endte med at opleve både ruinbyen Hamborg, mekaniseret landbrug og Youtube.

I lejlighed 39 på Hinneruplund – bag en dør på klem, hvor aviserne ligger i en pæn stak ved siden af computeren – sidder Peter Evald Andersen klar til at tage hul på de næste nyheder. 100 år er en milepæl, men for ham er det stadig nysgerrigheden og glæden ved at følge med, der får dagene til at glide afsted.