Fortsæt til indhold

Mere besøgt end Djurs Sommerland og Københavns Zoo: 2024 var et rekordår

Flere end 1,5 mio. besøgende har været forbi Kredsløbs seks genbrugsstationer.

Samfund
md

Nok er der tale om en søgt sammenligning.

Ikke desto mindre kan Kredsløb bryste sig af at være mere besøgt i 2024 end nogle af landets mest populære turistattraktioner.

Med flere end 1,5 mio. besøgende overgår Kredsløbs seks genbrugsstationer nemlig Københavns Zoo, der er Danmarks tredjemest besøgte turistattraktion. Det skriver Kredsløb i en meddelelse.

I forhold til 2023 er antallet af besøg steget med ni pct. svarende til 133.000. Det gør 2024 til et rekordår for de aarhusianske genbrugsstationer, hvis man ser bort fra årene under corona-pandemien, hvor danskerne blev hjemme og havde ekstra god tid til at lægge vejen forbi genbrugsstationen.

Benny Stjernholm, chef for genbrugsstationer og cirkulære råstoffer hos Kredsløb, mener, at tallene er udtryk for, at aarhusianerne er gode til at benytte genbrugsstationerne og muligheden for at udveksle genbrug.

»Det er ikke længere kun, når man skal af med affald, men også når jagten er sat ind på guld fra gemmerne, at aarhusianerne nu besøger os på genbrugsstationerne. Da vi slog dørene op til de nye genbrugsområder, besøgte flere tusinde aarhusianere genbrugsområderne på en enkelt weekend, så det har helt sikkert spillet ind på tallene,« siger Benny Stjernholm.

I 2024 slog Kredsløb dørene op til sin anden nærgenbrugsstation, nemlig på Aarhus Ø. Også her kan brugerne både komme af med affald samt udveksle genbrug.

»Vi forsøger hele tiden at tænke i nye baner, der gør det nemmere, mere bekvemt og attraktivt at genbruge mere direkte, der hvor aarhusianerne har deres hverdag. Derfor er vi glade for, at der blev taget så godt imod de tiltag,« udtaler Benny Stjernholm.

Det var genbrugsstationen i Risskov, der sidste år var den mest velbesøgte med i alt 454.451 besøg.