Fortsæt til indhold

Farvel til Finland: Nu skal kongens kontrafej komme fra Spanien

Nationalbanken har indgået aftale med Fábrica Nacional de Moneda y Timbre - Real Casa de La Moneda om produktion af danske mønter i de næste fire år. Den spanske møntproducent kommer dermed til at producere kommende mønter med kong Frederik 10.

Samfund
jro/Ritzau/

Nationalbanken har siden 2017 haft en aftale med Mint of Finland om produktion af danske mønter. Kontrakten med Mint of Finland udløb i 2024, og Nationalbanken sendte derfor møntproduktionen i EU-udbud.

Valget af Real Casa de La Moneda begrundes med, at deres bud samlet set var det mest fordelagtige. Tildelingskriterierne har ud over pris også omfattet kvalitet og samfundsansvar (CSR).

Første bestilling af mønter hos Real Casa de La Moneda vil være 1-, 2-, 5-, 10- og 20-kroner, som bliver opdateret med motiver relateret til kong Frederik 10.

De første mønter fra den spanske producent forventes at blive sat i cirkulation i slutningen er 2025. Real Casa de La Moneda producerer mønter for flere andre lande, herunder spanske euromønter.

»Nationalbanken har værdsat det gode samarbejde med Mint of Finland. Vi ser nu frem til at indlede et nyt kapitel med Real Casa de la Moneda og fortsætte traditionen for høj kvalitet og pålidelighed,« siger Nationalbankens hovedkasserer, Niels Kaas.

Niels Kaas. Foto: Gregers Tycho

Nye mønter i ’25

Nationalbanken har tidligere meldt ud, at de første cirkulationsmønter med kongemotiv ventes lanceret i løbet af første halvdel af 2025.

Kongens monogram kommer til at pryde 1-, 2- og 5-kronen, mens 10- og 20-kronen skal bære hans portræt.

I november blev en særlig tronskiftemønt sendt i omløb. Der er tale om en 20-krone, som kan bruges som lovligt betalingsmiddel.

Kongens portræt er på den ene side, og dronning Margrethes er på den anden.

Nationalbanken. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Portrættet af kongen er blevet udarbejdet af billedhugger Eva Hjort. Hun har også udarbejdet portrættet af dronning Margrethe.

På tronskiftemønten fremgår kongens såkaldte valgsprog også. Det lyder ”Forbundne, forpligtet, for kongeriget Danmark”.

Et valgsprog er en sætning eller et enkelt ord, som kongen har valgt som et udtryk for sine idealer eller livsanskuelse. Det kan betragtes som en slags leveregel eller motto.