Test af gammeldags fastelavnsboller: Bagerne tyvstarter, så det gør vi også
Der er ifølge testdommere en verden til forskel fra bundskrabere til testvinder.
Mange bagerbutikker i Aarhus startede med at sælge fastelavnsboller kort efter nytårsaften, selvom fastelavn i 2025 officielt falder 2. marts. Det er muligt, at bagerne tyvstarter gevaldigt, men vi vil gerne vide, om deres fastelavnsboller smager godt. Vi har derfor stablet en test på benene og allieret os med bager Carl Mikkel, medejer af bageriet Beansterbaker & Carls Krumme, samt content creator og tidligere deltager i Den Store Bagedyst, Nipuni »Nip« Julie Jakobsen.
Dommerparret har smagt på gammeldags fastelavnsboller fra fem bagerbutikker og et supermarked, og makkerparret var ikke i tvivl om vinderen. Det skal siges, at flere velkendte bagerbutikker i Aarhus ikke indgår i testen, da de endnu ikke er begyndt salget af fastelavnsboller. Her er, hvad dommerne nåede frem til.
OBS: nederst i artiklen kan du se en video, hvor »Nip« og Carl Mikkel snakker om testresultatet.
Den kedelige
Føtex Food, Guldsmedegade
Pris: 10 kroner
Dommernes vurdering:
Fastelavnsbollen ser tør ud, og det er den også, når den kommer ind i munden. Der er ikke meget smag at komme efter, og vaniljecremen er en »købecreme.« Et uimponeret dommerpanel nøjes med en enkelt bid.
En crowdpleaser
Schweizerbageriet, M. P. Bruuns Gade
Pris: 22 kroner
Dommernes vurdering:
Fastelavnsbollen er lukket rigtig fint og smager godt. »Det er sådan en, alle ville kunne lide.« Der er godt med smør i, hvilket er et plus. Kvaliteten af chokoladen indeni kunne være bedre, mener Carl Mikkel.
Tør sværvægter
Mor Anna, Mejlgade
Pris: 29 kroner
Dommernes vurdering:
Det er en tung og bastant fastelavnsbolle. Der er vaniljecreme i, og man kan også godt smage vaniljen, men bollen er »sindssygt tør.« Der er alt for meget dej, og bollen smuldrer næsten. »Nogen skal lige øve sig.«
Testvinderen
Emma Emma, Gammel Munkegade
Pris: 29 kroner
Dommernes vurdering:
En velbagt og lækker fastelavnsbolle med en fin og tynd dej. Den er tung, fordi der er masser af fyld i. God smag af solbær. De tørrede rosenblade på toppen er til den parfumerede side, men alt i alt spiller det hele. »Man får noget for pengene.«
Hvor er fyldet?
Spottag Bakery, Kridthøjvej
Pris: 25 kroner
Dommernes vurdering:
Fastelavnsbollen har et kæmpe hulrum, fyldt med ingenting. Der er en smule gul creme i, men bollen smager kun af glasur. »Den smager af det, der er indeni, absolut ingenting.«
Kærnemælkshornet
Lagkagehuset, M. P. Bruuns Gade
Pris: 23 kroner
Dommernes vurdering:
En tung fastelavnsbolle med meget hindbærfyld i. Smager mere som »et kærnemælkshorn fra Cirkel K« end en fastelavnsbolle. Man kan lave fastelavnsboller på mange måder, men den her en ommer.
Her gennemgår dommerne, Carl Mikkel og Nipuni »Nip« Julie Jakobsen, resultatet af testen: