Gazelle-rekord og bæredygtigt boost: Maskinfirma triumferer
De vinder prisen for at have fokus på vækst, kvalitet og FNs Verdensmål.
Vinderen af Randers Kommunes Erhvervspris 2025 blev afsløret i forbindelse med Erhvervslivets Nytårskur 8. januar 2025 på Værket, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»A.E. Maskiner har en evne til at inspirere og skabe resultater ud over det sædvanlige til gavn for virksomheden, medarbejdere kunder og kommunen. Siden 2010 har A.E. Maskiner været på en imponerende vækstrejse med et stort fokus på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Samtidig er A.E. Maskiner meget dygtige til at tage imod lærlinge, og på den måde bidrager virksomheden til at skabe den kvalificerede arbejdskraft, der er helt afgørende på arbejdsmarkedet nu og i fremtiden. Derfor fortjener de prisen,« siger borgmester Torben Hansen.
A.E. Maskiner ApS er specialiseret i køb, salg og reparation af landbrugs- og entreprenørmaskiner og virksomheden har udviklet sig hurtigt siden etableringen i 2010. Og det var en både glad og stolt indehaver, der blev klappet på scenen for at få overrakt prisen af borgmester Torben Hansen.
»Mange tak for prisen. Jeg er glad og stolt over, hvor langt vi er nået med A. E. Maskiner, og det er en stor ære at blive anerkendt for vores resultater og vores måde at nå dem på. At vores virksomhed har gjort sig fortjent til at modtage Randers Kommunes Erhvervspris er et ekstraordinært stort skulderklap til alle i firmaet, når nu vi ser på, hvor mange andre dygtige virksomheder, der er i Randers Kommune. Vi vil fortsætte vores positive udvikling ved at holde fast i de værdier, som A.E. Maskiner er bygget på,« siger indehaver og adm. direktør for A. E. Maskiner, Anders Ebbesen.
Virksomheden har 60 ansatte og er kåret som Gazelle-virksomhed hele ni gange. Oprindelig holdt A.E. Maskiner til i Ørsted, men siden er aktiviteterne flyttet til nye og større lokaler på Bronzevej i Randers, hvor virksomheden kan fortsætte udviklingen.