Stadion blev dyrere - nu stiger prisen på resten af Kongelundsprojektet med millionbeløb
Atletikstadion og Sportens Hus bliver væsentligt dyrere end antaget. En del skal finansieres af et salg, resten må kommunen selv betale.
Lidt over en måned efter sagen om det nye stadion, der bare bliver dyrere og dyrere forargede mange aarhusianere, er det nu naboprojektet i Kongelunden, der afkræver kommunekassen ekstra millioner.
Ved siden af det nye stadion skal Sportens Hus og et nyt atletikstadion nemlig ligge. Og nu står det klart, at også det projekt bliver væsentligt dyrere, end hidtil antaget.
I en indstilling til magistratsmødet tirsdag den 14. januar, udarbejdet af Borgmesterens Afdeling, Kultur og Borgerservice samt Teknik og Miljø, fremgår det, at projektets pris nu kommer til at løbe op i 277,8 mio. kr.
Det er det beløb, der indstilles til, at byrådet skal ende med at frigive.
Det er en pris, der ligger hele 132,2 mio. kr. over det forventede niveau.
Som en del af finansieringen indgår et fremtidigt salg af AASKO-kollegiet inden for de kommende tre år. Det forventer man vil indbringe 42,5 mio. kr.
Som en del af den aftale, skal der bygges 43 nye kollegieværelser til eliteidrætsudøvere i det nye Sportens Hus.
Tilbage er der altså, forudsat kommunens forudsigelse om kollegiesalget holder stik, 89,7 mio. kr.
Den regning ser det ud til, skatteborgerne skal sluge. Det er nemlig aftalt i budgetforhandlingerne for 2025, at eventuelle budgetoverskridelser skal finansieres i næste års kommunebudget.
Og det sker altså kun kort tid efter, de aarhusianske skatteborgere måtte sluge en ekstraregning for stadionbyggeriet på omkring en kvart mia. kr.
Af indstillingen fremgår det, at der fortsat arbejdes på at finde besparelser på anlægsprojektet, og man håber ligeledes, at der kan findes fondsfinansiering til en del af inventaret og udstyret til Sportens Hus.
Derudover står der:
»Endelig vil Borgmesterens Afdeling og Kultur og Borgerservice med rådgivning fra Teknik og Miljø Ejendomme afdække alternative finansieringskilder.«
Kongelundens Sekretariat har inviteret til pressebriefing om indstillingen fredag den 10. januar.