Opkøber stor svensk virksomhed
Ejer i forvejen fire selskaber – nu føjes en femte til porteføljen.
Logistikkoncern TA-Logistics fra Vitten, som blandt andet ejer Frode Laursen, har opkøbt den svenske transportvirksomhed GDL inklusive datterselskabet C-R Utbildning.
GDL bliver en stor virksomhed i TA-Logistics portefølje. Den svenske transportvirksomhed har nemlig mere end 1.000 lastbiler og 12 terminaler i midt- og Sydsverige.
Desuden har virksomheden en omsætning på omkring to milliarder svenske kroner og 300 medarbejdere.
»Vi er meget glade for at have gennemført dette opkøb. Det er en vigtig milepæl i TA-Logistics’ vækststrategi og vores fokus på langsigtet og bæredygtig udvikling inden for transport og logistik,« siger Thorkil Andersen, der er CEO for TA-Logistics, i en pressemeddelelse.
Ser et stort potentiale
TA-Logistics er et familieejet investeringsselskab indenfor transport og logistik i Nordeuropa. Selskabet har gennem fire selvstændige selskaber mere end 3.300 medarbejdere, 1.400 lastbiler og 650.000 kvadratmeter lager. Her oveni kommer nu GDL’s aktiviteter.
»Vi ser et stort potentiale i GDL, og glæder os til at bygge videre på deres nuværende succes. Vi har fulgt GDL’s udvikling gennem de seneste år og er meget imponerede over deres fremskridt og resultater. Sammen med GDL’s erfarne team er vi overbeviste om, at vi kan løfte virksomheden yderligere,« siger Thorkil Andersen i pressemeddelelsen.
GDL vil fortsætte som et selvstændigt selskab, og der forventes ingen ændringer i organisationen.
»TA-Logistics er en langsigtet og engageret ejer, hvilket vil bidrage meget positivt til at udvikle GDL’s aktivitet med fokus på kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere,« siger Anders Wendelius, CEO i GDL, i pressemeddelelsen.
Handlen afventer de svenske konkurrencemyndigheders godkendelse, som forventes at blive gennemført i første kvartal af 2025.