Erhvervspris til værdidrevet vækstmaskine
Ålsrode Smede- og Maskinfabrik hædret med Business Djurslands Erhvervspris 2024
Business Djurslands Erhvervspris 2024 blev sædvanen tro uddelt ved foreningens nytårskur, som i år var henlagt til Fuglsøcentret. Den glade modtager var Ålsrode Smede- og Maskinfabrik i Grenaa.
Virksomheden, der er specialiseret i svejsning, pladebearbejdning, CNC-bearbejdning og vandskæring, har vist en imponerende vækst på 130,70 pct. over de sidste fire år.
Stærke værdier
Ålsrode Smede- og Maskinfabrik blev grundlagt i 1978 af Leif Basse, der overtog den gamle smede i Ålsrode. I år 2000 flyttede virksomheden til sine nuværende lokaler på Fabriksvej 9 i Grenaa.
Det gav mulighed for yderligere vækst og udvikling. I 2008 gennemgik virksomheden et generationsskifte, hvor Leif Basses søn, Brian Basse, overtog ledelsen.
Under Brian Basses ledelse har virksomheden fortsat sin vækst og modernisering. Det har resulteret i en plads på Gazellelisten og nu også modtagelsen af Business Djurslands Erhvervspris 2024.
Bestyrelsens valg
Valget af Ålsrode Smede- og Maskinfabrik som modtager af den estimerede erhvervspris blev suverænt foretaget af bestyrelsen hos Business Djursland.
Bestyrelsen med formand Jørgen O. M. Laursen, Senior Vice President i Terma Aerostructures Manufacturing, i spidsen består af ni medlemmer, der alle er erhvervsaktive på Djursland og repræsenterer hver deres virksomhed.
Medlemmerne har gennem deres indsigt og erfaring vurderet, at Ålsrode Smede- og Maskinfabrik fortjener prisen på grund af virksomhedens imponerende vækst, stærke værdigrundlag og betydelige bidrag til lokalsamfundet.
Bestyrelsen nævner i deres afgørelse, at kvaliteten er i højsædet hos Ålsrode Smede- og Maskinfabrik. Det understøttes af virksomhedens ISO 9001 og ISO 14001 certificeringer.
Certificeringer, som sikrer, at produkterne lever op til høje standarder for kvalitet og miljøvenlighed.
Virksomheden har udarbejdet sit første ESG-regnskab, som viser en forpligtelse til bæredygtighed og social ansvarlighed.
Social ansvarlighed
Ålsrode Smede- og Maskinfabrik tager et stort socialt ansvar, især når det kommer til uddannelse og fastholdelse af medarbejdere.
Virksomheden har hele 7 smedelærlinge og tilbyder også praktikpladser til folkeskoleelever.
Det bidrager til at sikre fremtidens arbejdskraft.
Derudover har virksomheden implementeret en løsning for fastholdelse af ældre medarbejdere, hvor de har mulighed for at gå ned på en 3-dages arbejdsuge.