Peter Projekt har lagt hjerteblod i bydel: »De var flove over at have kammerater med hjem«

»Et interview? Er det ikke meget at gøre ud af det?«

Peter Gregersen – af de fleste kendt som Peter Projekt – er ikke den, der gerne stjæler rampelyset, men denne gang slipper han ikke for at få fuld spot på.

Efter 13 og et halvt år som engageret projektmedarbejder i boligblokkene Højvangen i Skanderborg, takker han torsdag den 23. januar af for at tage hul på en ny etape af livet som pensionist.

»Mit arbejde har hele vejen igennem handlet rigtig meget om hjerteblod. Det er vigtigt for mig at have et engagement. Jeg er jo en ildsjæl,« kommer det med et lille smil.

I den tid Peter Gregersen har været boligsocial vicevært, har Højvangen været under forvandling. Dengang figurerede Højvangen på den forkætrede ghettoliste over de mest udsatte boligområder i landet. Nu er boligområdet fri af parallelsamfundslisterne.

”Konflikt-udglatter”

»Det har været fantastisk at være vidne til den forandring. Da jeg kom hertil, må jeg indrømme, at jeg var utryg i starten. I hvert fald om aftenen. Det var dengang, hvor det ikke var ualmindeligt med bilbrande. Det var de kriminelle, der styrede. De fyldte virkelig i det offentlige rum. De hang rundtomkring, og man kunne ikke gå nogen steder uden af få kommentarer. Og der var masser af indbrud, men folk turde jo ikke anmelde noget.«

Konflikter mellem forskellige kriminelle grupperinger var med til at understrege utrygheden. Derfor var noget af det, Peter i starten især brugte meget tid på, at mægle i konflikterne, trods velmente råd om at holde sig ude af det.

»Min daværende kollega var bekymret på mine vegne og mente, det var for farligt. Men konflikterne fyldte så meget i Højvangen, og jeg tænkte, at her kan ikke være trivsel, så længe det står på. Så jeg kunne ikke lade være med at blande mig. Det havde jo også en effekt. Det gjorde, at der ligesom faldt ro over det,« forklarer han.

Rollen som ”konflikt-udglatter” blev også bemærket af politiet, der ved flere lejligheder bad ham om at forsøge at mægle.

»Det er jo ikke, fordi at jeg fik afskaffet kriminaliteten, men du ved, jeg gik ind og arbejdede med det, og vi fik nogle af de der konflikter til at lægge sig ned, så der kom mere ro på.«

»Vi gi’r ham chancen«

Noget andet af det, Peter tidligt var med til at starte op, var lommepengejob.

»Jeg mødte mange unge uden håb. De, der havde magt, var de kriminelle, og dér kunne man tjene hurtige penge, og de førte sig frem. Men for de almindelige unge …« Peter færdiggør ikke sætningen, men regner i stedet hurtigt sammen i hovedet og fortsætter:

»Jeg tror, vi har haft omkring 500 igennem, som jeg har sendt ud i lommepengejob, i løbet af de år. Det var jo bare virkelig fedt for dem at komme ud og arbejde. Der var også nogle unge med hash-problemer, men dem fik vi også fat i.«

Peter tænker tilbage på særligt én ung, som ikke havde de bedste kort på hånden.

»Han havde været tre måneder i spjældet. Jeg gik ned i Fakta og spurgte, hvordan de forholdt sig til det. ”Vi gi’r ham chancen, hvis han er med på det,” lød svaret. Han kom i gang og endte med at blive elev i Fakta.«

Peters liste over den slags positive historier er lang. Mange unge indvandrere og af unge fra familier, hvor forældrene er uden job har via lommepengejobbet fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, så de kan klare sig selv og måske og bidrage til familiens økonomi.

»Det er jo noget af det, der har rørt mig og gjort mig glad gennem årene. Det har været så fantastisk at se alle de unge komme i gang med job og få en tro på fremtiden. Og der må jeg bare rose de butikker, der var villige til at give dem chancen. Coop 365, Meny, Fakta, Jem & Fix, Stark, Jysk, børnehaverne i området og alle dem, der ellers har bidraget.«

Frivillighed i centrum

Sommerfesten i Højvangen var også noget af det, der hurtigt fangede Peters interesse. Han kom fra en stilling som afdelingsleder på Sct. Georgsgården og tænkte, at han her havde noget erfaring at byde ind med.

Formen på sommerfesten har ændret sig over årene, men det vigtigste står stadig centralt: nemlig at bygge til og slå syvtommersøm i fællesskabet blandt beboerne i området.

»Sommerfesten er jo først og fremmest for vores egen skyld her i Højvangen. Og det er ikke så meget det at holde en fest. Det er mere det der med at arbejde sammen, skabe noget sammen og lære hinanden at kende, så man bliver trygge ved hinanden. Det skabte simpelthen så meget trivsel,« forklarer Peter Gregersen.

Sommerfesten er med til at demonstrere et af de vigtigste nøgleord for den boligsociale indsats i Højvangen: det store fokus på frivillighed.

»I alle årene – også før jeg kom med – har der været fokus på frivillighed. Frivillighed kan noget helt særligt. Det giver jo en stolthed at være frivillig, men samtidig giver man også sig selv en stor gave ved at være frivillig. Det tror jeg, at folk fandt ud af,« funderer Peter.

»Mange har fået ændret tilværelsen markant ved at være frivillig. Hvor de i starten slæbte sig afsted, til at de begyndte at få lidt fat og pludselig sker der forandringer. Hverdagen fungerer bedre, og nogle kommer ud på arbejdsmarkedet. Det har vi set rigtig mange eksempler på.«

Frivilligheden betyder også, at mange initiativer er blomstret op i Højvangen. Man mødes i caféen til kaffe, der er fællesspisning, og der er gang i haverne, i pizzaovnen og orangeriet.

Nordens bedste boligområde

»Der sker noget, når folk mødes og snakker over en kop kaffe. Det der med at have indflydelse på det område, man bor i. Det er det, der er så vigtigt. At man ikke bare går ind i en lejlighed og skal passe sig selv. At der er mulighed for at drømme sammen og leve de drømme ud. Det er jo det, frivilligheden fører til.«

Peter har også været vidne til den fysiske forvandling af Højvangens ansigt udadtil. Den omfattende renovering af boligblokkene har også sat et aftryk indadtil. Beboernes stolthed over Højvangen blev cementeret, da boligområdet for et par år siden – efter en stor indsats fra beboerne selv og Fælles om Højvangen – blev kåret som Nordens bedste boligområde.

»Egentlig har det overrasket mig, hvor stor indflydelse det har. Men det er igen det der med at være stolt over, hvor man bor. Jeg kan huske i starten, at den del børn fortalte, at de var flove over at have kammerater med hjem i det her kvarter. Der var også kammerater, der ikke måtte komme her, fordi det var et farligt kvarter. Det jo helt anderledes i dag. Folk er blevet glade og godt tilfredse med at bo i Højvangen.«

Hvad er det så for et Højvangen, Peter om få dage siger farvel til?

Ingen irriterende hundelorte

Peter peger på, at det først og fremmest er et Højvangen, hvor de unge tror på en fremtid, og hvor det er længe siden, at det var de kriminelle, der fyldte i det offentlige rum. Nu er det et boligområde i trivsel, som folk er trygge ved at bo og færdes i. Så lyser hans ansigt op i et stort smil.

»Altså, nu jeg lige sidder og tænker over det, så er det godt nok flere år siden, jeg har set, at der lå en irriterende hundelort lige midt i det hele.« Peter griner, inden han forklarer, at noget så banalt som en hundelort eller fraværet af den, kan være et vigtigt signal.

»Jeg tager det som et udtryk for, at folk tager mere ansvar for sig selv og bakker op om hinanden. Det er det, jeg oplever. Folk hilser meget mere på hinanden, snakker sammen og er hjælpsomme. Det der, hvor der tidligere var en tendens til at hakke på hinanden og lunten var kort, der er folk mere til at spille hinanden gode i dag.«

»Jeg synes, det har været fantastisk at arbejde her, at være med til den forvandling. Der er selvfølgelig meget, der stadig skal arbejdes med, men det har virkelig rykket i de år. Det er så meget at glædes over, synes jeg. Jeg nyder virkelig at gå en tur gennem kvarteret, fordi man nu kender hinanden, hilser og snakker. Det er virkelig dejligt.«

Dalai Lama venter

Peters sidste arbejdsdag er torsdag den 23. januar. Efter den dag er kalenderen fyldt med blanke sider.

»Jeg skal starte med at gøre ingenting,« griner han, inden han fortsætter: »Jeg kunne være gået på efterløn for et år siden, men da var jeg ikke klar. Jeg har været vildt glad for at gå på arbejde. Men så hen over sommeren sidste år, da kunne jeg mærke, at nu kunne det måske være fedt at prøve. At få mere tid til familien.«

Også muligheden for at få mere tid til sine interesser og til rejser trækker i ham:

»Jeg interesserer min meget for, hvad Kristus, Buddha og Ramana Maharshi fra Indien synes er godt. Hvad de anbefaler. Det vil jeg gerne have mere tid til at studere. Jeg er jo til sådan noget,« afslører han med et skævt smil.

Selvom kæresten stadig har et par år tilbage på arbejdsmarkedet, regner Peter med, at der kommer til at stå rejser på de ubeskrevne kalenderblade. Sandsynligvis til Indien, hvor har været et par gange tidligere.

»Måske til Himalaya. Min kæreste vil gerne møde Dalai Lama.«