Fortsæt til indhold

"Peter-Bio" lukker ned - og deler ud: »Min fremtid er bag mig«

Som 78-årig er Peter Andersen langsomt begyndt at give stafetten videre, og nu overvejer han at bruge sin nyvundne tid på nedskrive anekdoter og fortællinger fra barndommens brosten i Ebeltoft.

Samfund

Peter-Bio er fortællingen om et liv med virketrang i både den store verden og helt lokalt.

I Budapest, Italien, København, Aarhus og selvfølgelig Ebeltoft – for bare at nævne nogle stykker.

Hans rigtige navn er Peter Andersen, og i dag er han 78 år.

Ved hans hjem på sin kones, Ellens, slægtsgård, Brokhøjgård, uden for Ebeltoft, hvor de sammen har opdraget fire børn, snurrer vindmøllerne, som han opførte for 30 år siden, og som på en god dag giver strøm til 1.100 hjem.

Der er tennisbanen, som efterhånden godt kan trænge til en kærlig hånd, og der er vinmarken på den anden side af vejen, som han og to kompagnoner hvert år suger saft ud af til cirka 300 flasker hvidvin.

Han er en af de få tilbage i omgangskredsen, der blev barnefødt i Ebeltoft i 40’erne.

»Så vidt jeg ved, er vi kun et par stykker tilbage af dem, jeg rendte med. Det er sørgeligt, for med os forsvinder fortællingerne fra dengang jo også.«

Og de står ellers i kø.

For eksempel om dengang, der var syv bagere og fem slagterbutikker i byen, og om anekdoterne bag de mange kaldenavne, folk i byen havde.

Der var Tik-Tak Olsen, Trusse Harry, Åge Sildeøje, Krølle Inga, Hul-i-hovedet-Hansen, Babuu-Jens, Hot-Karl, Frands-Kringlevrider og mange flere.

Faktisk har Peter Andersen haft stor fornøjelse af en liste over kaldenavnene fra 50’erne og 60’erne. Listen, der tæller flere end 300 navne, er frembragt af gamle ebeltoftere, hvis hjerter slår for byen både dengang og nu.

De fleste af dem knytter sig til det hverv, man var beskæftiget i.

Hot-Karl var pølsemand, og kringlevrideren giver vist sig selv.

Peter Andersens kaldenavn var – og er blandt de indfødte den dag i dag – Peter-Bio.

Forbudte film

Han er vokset op ved sine forældre, der havde biografen på hjørnet af Jernbanegade og Strandvejen.

Dengang byen så helt anderledes ud.

Hvor området bag Jernbanegade var et sted, man ikke måtte gå hen, og hvor vejen til Trafikhavnen endnu ikke var asfalteret.

Det var også Peter Andersens forældre, der byggede Hotel Vibæk, indtil for nylig Ebeltoft Park Hotel, som netop nu ser ud til at have set sit endeligt.

Hans bedsteforældre var også inden for hoteldriften som ejere af både Hotel Ebeltoft, i dag tapasbaren Manzana på gågaden, Hotel Skansen og Ahl Strandhotel, som desværre brændte ned til grunden i 1942, fordi en stuepige glemte at slukke et strygejern.

Det var før hans tid.

Det var det også, da Ferdinand Salling, faren til Herman Salling, åbnede Ebeltofts Kontante Manufakturforretning i Jernbanegade, men historierne fra dengang, før og siden står på spring for at blive fortalt.

Så det bliver de.

Peter Andersen hjalp gennem flere år sine forældre i hotellets bageri et par gange om ugen, når bageren skulle have fri.

I højsæsonen leverede hotellet nemlig helt op til 5.000 rundstykker hver dag til ikke færre end 10 campingpladser i nærområdet.

Brokhøjgård uden for Ebeltoft har været i Peter Andersens hustru, Ellens, familie i generationer. På fotoet ses både vindmøller, tennisbane og vinmark, som vidner om Peter Andersens virketrang. Privatfoto

Men allerede som 12-årig fik lille Peter-Bio lov til at gå til hånde i sine forældres biograf.

Han var ikke helt høj nok til at kunne se ud gennem hullet og ned på lærredet, når han betjente spolen, så hans far skaffede ham en skammel.

»Han pointerede, at når der blev vist ”forbudt-film”, så måtte jeg ikke stå på skamlen.«

Men det gjorde han selvfølgelig alligevel.

»Ja, jeg vovede det ene øje.«

»Så vidt jeg ved, er vi kun et par stykker tilbage af dem, jeg rendte med. Det er sørgeligt, for med os forsvinder fortællingerne fra dengang jo også.«

Biografen lukkede sidst i 80’erne, men er en del af byens fortællinger, hvor den ene afløser den anden, for alt er kædet sammen af tidens evne til at flette begivenheder og folk ind og ud mellem hinanden.

»Jeg har egentlig tænkt mange gange, at jeg burde nedskrive alle de skæve og mindeværdige historier fra byen dengang, men det er ikke blevet til noget endnu.«

Det kan være, han får tid til det nu, for Peter Andersen er langsomt ved at afvikle alle de ting, han har blandet sig i de sidste mange år af sin karriere.

Peter Andersen haft stor fornøjelse af en liste over kaldenavnene fra 50’erne og 60’erne. Listen, der tæller flere end 300 navne, er frembragt af gamle Ebeltoftere, og hvis du er nysgerrig kan hele listen findes nederst i artiklen. Foto: Anne Frank Henriksen

Fremtiden er bag mig

I dag sidder han på trods af sine 78 år stadig i flere bestyrelser for virksomheder, og han påtager sig stadig opgaver som advokat.

Hovedet fejler ikke noget, men alderen gør alligevel sit indtog, og bentøjet er ikke længere, hvad det har været.

»Jamen jeg mener, det er tid til at afvikle. Jeg er kommet frem til, at fremtiden er bag mig, så nu vil jeg langsomt begynde at overdrage mine poster.«

Der kommer ikke til at ske de store ændringer, fordi jeg er blevet direktør. Vi fortsætter, som vi plejer
Frank Højland Riis Larsen

Et kort tilbageblik i Peter Andersens karriere byder på to perioder i byrådet i Ebeltoft for Borgerlisten, en del af tiden som viceborgmester.

I 1979 åbnede han advokatkontor i Ebeltoft, hvor han brugte det meste af sin viden i konkurssager.

Han stoppede i 2010, og virksomheden blev siden købt af Mads Petersen.

Før jurastudiet havde han egentlig tænkt sig at læse historie.

»Men jeg tænkte, det var lidt brødløst, så jeg valgte jura, men lovede mig selv, at jeg efter 10 år ville vende tilbage til universitetet og læse historie.«

Således sagt, så gjort.

Han har handlet med ejendomme og huse i både Budapest, Italien og også i Ebeltoft.

Én af de poster, han nu har givet fra sig, er som direktør gennem næsten 40 år for Vigen Ferielejligheder i Ebeltoft, som han købte sammen med en gruppe investorer i 1984.

»Jeg kan huske, det var i 1984, for da vi drak lidkøb, spillede Danmark sin legendariske EM-kamp mod Belgien,« siger Peter Andersen.

Peter Andersen (tv.) overlader efter næsten 40 år direktørstolen for Vigen Ferielejligheder i Ebeltoft til Frank Højland Riis Larsen. Foto: Anne Frank Henriksen

God lønforhandling

Den 1. januar overtog Frank Højland Riis Larsen stolen på det hæderkronede gamle hotel, der dog ikke har fungeret som sådan i mange år.

Men dengang det gjorde – efter at være blevet bygget omkring forrige århundredeskifte – var det samlingspunkt for snart sagt alle former for arrangementer i byen.

Restaurant, hotel og teatersal udgjorde de perfekte rammer for begivenheder som juletræs- og familiefester.

Den 62-årige Frank Højland Riis Larsen er musiker og turnerer især med sine De Spildte Talenter og Mads & Frank.

Han kalder sig selv tilflytter til Ebeltoft.

»Jeg kom først i 1986,« siger han med et glimt i øjet og tilføjer, at han til stadighed kan blive imponeret over alle de historier, der gemmer sig i revner og sprækker i den gamle bys sjæl.

Siden 2007 har han været vicevært på Vigen Ferielejligheder på deltid, og den kasket beholder han på, mens han nu også skal være sin egen direktør.

»Det bliver en god lønforhandling,« joker Peter Andersen.

I forbindelse med Peter Andersens investering i Hotel Vigen blev der oprettet et aktieselskab, og hele stedet blev totalrenoveret.

Værelser blev forvandlet til lejligheder, og dem er der 17 af i dag, som er ejet af feriefonde og private.

Belægningen er god. Nærmest hele året rundt er weekenderne fuldt booket, mens sommersæsonen er fuldt belagt.

»Der kommer ikke til at ske de store ændringer, fordi jeg er blevet direktør. Vi fortsætter, som vi plejer,« siger Frank Højland Riis Larsen, og Peter Andersen tilføjer:

»Ja, jeg har jo også givet dig et godt regnskab at starte på.«