Mødrehjælpen: »Vi har brug for folk, der kan tale med de unge forældre«
Foreningen, som lokalt på Djursland har eksisteret i et år, arbejder for at udbrede tilbuddet af aktiviteter og håber at kunne tiltrække nye frivillige i særligt én by
Mødrehjælpen Djursland, der som lokalforening kun er cirka et år gammel, står over for en udfordring.
På trods af en succesfuld butik i Grenaa og en række populære aktiviteter andre steder på Djursland, oplever foreningen nu mangel på frivillige.
Især i Syddjurs og særligt omkring Ebeltoft.
Mødrehjælpen, som er en 100 år gammel organisation, er til for at støtte sårbare udsatte familier.
Afdelingen på Djursland har base i Grenaa med en stor butik drevet 100 procent af frivillige kræfter.
»Vi har nok frivillige i butikken lige nu, men vi mangler hænder, blandt andet til en ny babycafé i Ebeltoft,« udtaler Joan Braas, en af de engagerede medlemmer.
Derfor har lokalforeningen valgt at holde deres årlige generalforsamling i foreningshuset Posthuset i Ebeltoft 24. ferbuar, fordi de håber, at der vil dukke mange nysgerrige op, som er interesseret i at høre mere om de arrangementer, der bliver lavet, og som eventuelt kunne tænke sig at være med til at drive babycaféen.
Caféerne tilbydes til mødre samt fædre med børn fra 0-18 måneder og kan for eksempel indeholde førstehjælp til babyer, babymassage, tegnsprog til babyer, aktiviteter i form af sang og male.
Der kommer undervisere på, når der er behov for det.
Frivillighed kan noget særligt
Udover babycafeerne arrangerer Mødrehjælpen også strikkeaftener i både Ebeltoft og Grenaa, og herudover er der masser af arrangementer.
Her kan for eksempel nævnes besøg i Tivoli Friheden med cirka 80 deltagere, ture til Skandinavisk Dyrepark og Ree Park og biografture.
Café Boeslum Bakker har også lavet flotte arrangementer både sommer og jul, og Aarhus lufthavn har inviteret til en dag med sjove aktiviteter og eksperimenter.
»Og så har vi netop aftalt, at vi laver et samarbejde med Grøn Kors i Kolind om en sommerlejr. Der er mange god ting på tegnebrættet, men vi vil meget gerne udvide vores aktiviteter, ikke mindst omkring Ebeltoft, så vi håber, at folk vil komme og høre om vores arbejde og måske blive en del af vores team.«
For uden flere frivillige, ingen babycafé.
»Vi har brug for folk, der kan tale med de unge forældre og hjælpe med at skabe en tryg og lærerig atmosfære,« siger en håbefuld Joan Braas.
Til generalforsamlingen vil to repræsentanter fra Mødrehjælpens hovedkontor fortælle om organisationens arbejde, og lokalpolitiker Heine Skovbak Iversen (R) holder et oplæg.
Han ser gerne, at Mødrehjælpen får fodfæste i Ebeltoft, og i sit oplæg vil han tale om, at fællesskab og frivillighed kan noget helt særligt.
»Lige nu er jeg meget optaget af, hvordan digitale medier tager vores tid , så vi er mindre og mindre sammen i virkeligheden. Fællesskaber er værdifulde, og der har frivillighed virkelig noget at byde på.«
Han mener, at Mødrehjælpen laver et virkelig vigtigt stykke arbejde.
»Og vi må bare erkende, at kommunen har færre og færre penge til de her områder, så vi må løfte i flok. Jeg ved, at der er masser af potentielle frivillige i Ebeltoft, der har meget at give til for eksempel Mødrehjælpen, og som også selv kan få meget igen ud af det fællesskab, der opstår.«