Ole tog en beslutning: »Jeg var træt af at gå og betale penge for at skulle dø tidligere«
Ole Gynther Heibøll Sørensen har deltaget på Randers Kommunes nikotin- og rygestophold flere gange.
Det var Ole Gynther Heibøll Sørensens læge, der gjorde ham opmærksom på, at tilbuddet om gratis nikotin- og røgfrikurser fandtes i Randers Kommune. Men motivationen for at blive nikotinfri kom indefra.
»Jeg var træt af at gå og betale penge for at skulle dø tidligere,« siger han. Han vidste nemlig godt, at det daglige forbrug af op til 30 cigaretter ikke var sundt for ham.
For Ole Gynther Heibøll Sørensen var det især, da han blev far, at han blev bevidst om, at hans nikotinforbrug ikke var godt. Og han prøvede forskellige metoder for at stoppe. Blandt andet at deltage på kurset hos Randers Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
På Randers Kommunes nikotin- og rygestophold har Ole Gynther Heibøll Sørensen tilegnet sig en masse ny viden, der har hjulpet ham på vej mod at kvitte nikotinen. Temaerne er forskellige fra gang til gang, ligesom der nogle gange er øvelser og håndgribelige værktøjer at arbejde videre med. Hver mødegang begynder med en runde, hvor man hver især har mulighed for at fortælle, hvordan det går og kan dele tanker og udfordringer med hinanden.
At Ole Gynther Heibøll Sørensen efterhånden er blevet den ”erfarne” kursusgænger har betydet, at han har kunnet dele ud af sine mange erfaringer og har haft mulighed for at viderebringe sin viden til dem, der kommer der første gang. For netop det stærke fællesskab og sammenhold er for ham en essentiel del af nikotin- og røgfrikurset:
»Alle kommer med hver deres baggrund og hver deres forskellige udfordringer. Vi kan spejle os i hinanden, sparre med hinanden - og det giver virkelig meget.«
Randers Kommune tilbyder gratis nikotin- og rygestophold i Randers Sundhedscenter. Der er både formiddagshold og eftermiddagshold og derudover særlige hold for unge mellem 16 og 25 år.
Du kan høre mere om holdene og lave en aftale om dit forløb ved at sende en sms med KVIT til 1910.