Fare for oversvømmelse satte en stopper for 11 rækkehuse: Nu er gravemaskinerne rykket ind
Bunker af sand og jord vidner om, at de indledende skridt til byggeriet af 11 rækkehuse nu endelig er taget.
I maj sidste år kunne du her i avisen læse, at byggeriet af 11 boliger på Elmehøj-grunden centralt i Hammel ville gå i gang i august 2024, og at indflytningen kunne finde sted i foråret 2025.
Det kræver dog ikke megen byggeteknisk viden at konstatere, at den tidsplan ikke holder. Grunden står nemlig endnu helt ubebygget.
Men det er tydeligt for enhver, at der nu er skred i tingene på den 3.826 kvadratmeter store byggegrund. Det vidner gravemaskiner samt store bunker sand og jord om.
»Vi har fået tilladelse til byggemodning – altså alt hvad der er op til jordens overflade – så det er vi gået i gang med nu. Men den endelige byggetilladelse venter vi stadig på. Jeg håber på at få den sidst i januar,« siger Gert Bjerregaard, som er selvstændig udvikler og bygherre i ejendomsbranchen.
Lige så snart byggetilladelsen er i hus, går arbejdet med at lave sokkel og fundament i gang.
»Og så vil det jo gå trip-trap-træsko derudaf. Så jeg forventer, de første kan flytte ind omkring 1. oktober i år,« siger Gert Bjerregaard.
Hvad er årsagen til, at den første tidsplan ikke holdt?
»Der har været nogle udfordringer i forhold til, hvordan regnvand skal håndteres. I lokalplanen var lagt op til, at regnvandet skulle løbe på overfladen ved bebyggelsen og ikke ned i en klassisk kloakføring, men med grundens beskaffenhed har det ikke været fysisk muligt – det ville betyde, at en del af boligerne blev oversvømmet,« siger bygherren og fortsætter:
»Det har taget lang tid at få det på plads, og jeg glæder mig over, at vi nu har fået lov til at rørføre regnvandet ud til den eksisterende regnvandsafledning.«
Mange interesserede
De 11 lejeboliger ligger på Elmevej 40, hvor det tidligere Plejecenter Elmehøj og Den Gule Villa lå, indtil de blev revet ned i slutningen af 2020. Byggegrunden måtte Gert Bjerregaard betale 3,625 millioner kroner inklusiv moms for.
De nye boliger henvender sig til både unge familier, enlige med og uden børn samt seniorer.
Der er tale om fireværelses boliger, hvoraf de seks er i to etager, og de fem er i en etage.
De bliver mellem 101 og 107 kvadratmeter store.
Den opskrift rammer tilsyneladende plet. I hvert fald har omkring 15 interesserede allerede kontaktet Gert Bjerregaard.
»Der er ingen tvivl om, at der er en stor efterspørgsel. Det er jo også en helt unik placering i Hammel midtby – man er tæt på butikker og resten af byens tilbud,« siger Gert Bjerregaard, der udover at være i ejendomsbranchen også er tidligere rådmand i Aarhus Kommune og nuværende byrådsmedlem for Venstre på 24. år.
Gert Bjerregaard har i forvejen bygget 25 boliger på Ravngårdsvej i Hadsten, som alle er udlejet.
»Jeg er blevet godt modtaget i Favrskov Kommune og har haft et rigtig godt samarbejde med kommunen. Det gjaldt også, da jeg byggede på Ravngårdsvej. Og så er det jo nærliggende at kigge sig om efter andre muligheder, hvilket så blev i Hammel,« siger Gert Bjerregaard og tilføjer:
»Jeg tænker ikke, at det er sidste gang, jeg skal bygge i Favrskov. Her er så meget at byde på, og jeg er glad for at give mulighed for, at folk kan bosætte sig her.«