40.862 ture og 53.000 kilometer: Randers elsker de orange delecykler
Cyklerne fra Donkey Republic er blevet en fast transportmulighed i Randers by.
Donkey Republic-cyklerne i Randers har været et hit siden deres introduktion, og nu viser de nyeste tal for 2024, at succesen fortsætter med fuld kraft.
Med 40.862 ture, 2.936 unikke brugere og mere end 53.000 kilometer cyklet i år er det tydeligt, at cyklerne er blevet en fast del af hverdagen for mange randrusianere, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
»Det er fantastisk at se, hvor godt borgerne i Randers har taget cyklerne til sig. Tallene viser, at vi gerne vil cykle - både til og fra arbejde, uddannelse og fritidsaktiviteter. Jeg er især stolt over, at Randers som det eneste sted i landet kan tilbyde gratis cykling de første 30 minutter hver dag. Det gør det nemt og tilgængeligt for alle i Randers by at vælge cyklen som transportmiddel,« siger Frank Nørgaard, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.
Selvom august stadig topper som årets travleste måned, viser data, at selv vintermånederne klarer sig bedre end tidligere. De mest populære afhentningssteder er fortsat togstationen og busterminalen - begge centrale knudepunkter, hvor cyklerne bruges til at skabe en nem og hurtig forbindelse til resten af byen.
Med 1,13 ture per cykel per dag og et samlet kørselsomfang, der svarer til mere end én gang rundt om Jorden, viser Donkey Republic-tallene, at det er muligt at skabe bæredygtige transportmuligheder, der imødekommer borgernes behov.
»Vi arbejder løbende på at gøre Randers til en grønnere og mere cykelvenlig by, og det glæder mig, at vi sammen med borgerne gør en forskel. Vi ser frem til endnu flere cykelture i fremtiden,« siger Frank Nørgaard.