Pludselig ser Jørgen noget komme flyvende fra lastbilen: »Så siger det alvorligt bang«
To stykker is ramte forruden på Jørgens bil, mens han kom kørende på motorvejen.
Turen hjem fra arbejdet i Aarhus tog fredag en uventet drejning for Jørgen Mikkelsen.
På motorvej E45 midt i vejarbejdet nær afkørslen til Horsens Syd fik han pludselig øje på noget fra oven.
»Så siger det alvorligt bang,« siger Jørgen Mikkelsen til TV2 Østjylland her nogle dage derpå.
Det var to store stykker is, der fløj af taget på en lastbil, der kørte parallelt med ham i det inderste spor. Jørgen Mikkelsen kørte selv i det yderste spor.
»Jeg nåede at tænke tusinde tanker. Jeg var jo i choktilstand,« siger han.
Hans forrude splintrede i tusinde stykker, hvoraf mange af splinterne havnede i fører- og passagersædet.
»Jeg fik glasskår i munden. Ruden splintrer jo i rigtig mange stumper, og det var ud over det hele,« siger Jørgen Mikkelsen.
Han drejede ud i nødsporet, hvor han fik samlet sine tanker. Ingen andre holdt ind.
Det eneste, der nu fyldte for Jørgen Mikkelsen, var, at han skulle væk fra vejarbejdets snævre kørebaner, og han fik derfor trillet bilen op på en parkeringsplads ved én af motorvejens afkørsler.
»Et pænt opråb«
Da nerverne fra fredagens hændelse havde lagt sig om lørdagen, gik Jørgen Mikkelsen til tasterne på det sociale medie LinkedIn, hvor han beskriver forløbet på E45.
»Jeg ville lave et pænt opråb, hvor jeg ikke klandrer nogen eller hænger nogen ud, for at gøre opmærksom på området,« forklarer Jørgen Mikkelsen.
Han nåede ikke at bemærke nogen detaljer fra lastbilen, hvorfra isen kom flyvende, og opslaget er derfor henvendt generelt til vognmændene på de danske veje.
Opråbet har fået i underkanten af 3000 reaktioner og hundredvis af kommentarer fra nær og fjern af folk, som overvejende udviser sympati for Jørgen Mikkelsen, der håber, at opfordringen kan være med til at gøre en forskel.
»Det vil være fedt, hvis der kom fokus på det. Også for den stakkels chauffør, der ikke fik fjernet isen, inden han tog afsted,« siger Jørgen Mikkelsen.
Kunne du have gjort noget anderledes, når du nu nåede at registrere, at der kom is flyvende?
»Jeg ved jo ikke, hvad der ville ske, hvis jeg havde klodset bremserne i. Det er svært at vide. Jeg frygter, at det kunne have resulteret i et harmonikasammenstød,« siger Jørgen Mikkelsen.
Chaufførens ansvar
Selvom der findes mange løsninger til at fjerne isen, er det ikke altid ligetil for chaufførerne, som skal bringe varer fra det ene sted til det andet.
Sådan lyder det fra Morten Lindbo, der er pressechef i brancheorganisationen Danske Vognmænd.
»Det er chaufføren, som har det endelige ansvar for, at der ikke er is på traileren, når de kører afsted,« siger han.
»Når det er sagt, så er der forskel på, om chaufføren er hjemme hos vognmanden eller ude, når personen henter sit gods. For der er ikke snebroer over det hele,« siger Morten Lindbo.
Der findes altså ingen fast procedure for, hvordan man som chauffør eller vognmand skal fjerne isen fra toppen af traileren, lyder det.
Det er dog chaufførens ansvar, at køretøjet er i forsvarlig stand. Det gælder også, hvis der kan falde sne og is ned fra bilen.
Falder der is og sne fra taget af traileren, så det får konsekvenser for andre, vil straffen oftest være en bøde på mellem 1000 og 3000 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet, fremgår det af retsinformation.dk.
Jørgen Mikkelsen fortæller, at han også siden ulykken har været vidne til en lastbil, som tabte is fra taget af sin trailer. Det skete, da han sammen med en Falck-medarbejder mandag skulle køre sin bil på værksted.