Messe for plantebaserede fødevarer til Aarhus: Forsalg har blæst arrangører bagover
Arrangører har op til messe være nervøse for, om interessen for plantebaserede fødevarer var stor nok »vest for Storebælt.«
»Det er selvfølgelig trist, at vi er nødt til at lukke for salget allerede, men samtidig er vi nødt til at skabe en god oplevelse for dem, der har købt billetter. Så må vi booke et større sted næste år. Forudbestillingerne af billetter har blæst os alle rimelig meget bagover.«
Sådan lyder det fra kommunikationschef for Dansk Vegetarisk Forening, Berit Ertmann, efter at foreningen er blevet nødt til at lukke for bestillinger til Plant Food Festival på Savværket i Aarhus før tid.
Plant Food Festival er Danmarks største messe for plantebaserede fødevarer og kommer 18.-19. januar til Aarhus for første gang efter at have fundet sted i Øksnehallen i København i en årrække.
Foreningen havde planlagt at afsætte 3.000 billetter til forsalg og 1.000 billetter til folk, der dukker op i døren på dagen, men har afsat 4.000 billetter før messen starter.
Det vil dog stadig være muligt folk uden forud reserverede billetter at komme ind på messen, hvis de kommer uden for myldretiden, enten tidligt eller sent på dagen, lyder det.
»Det viser, at der er en interesse og en nysgerrighed om fremtidens fødevarer, som vi kalder dem. Vi håber, at det også er folk, der ikke kun spiser plantebaserede fødevarer til dagligt, der kommer forbi,« siger Berit Ertmann.
Ved messen vil 35 producenter af veganske fødevarer, fra kød til krydderier, udstille deres produkter, og der vil være diverse madboder.
Arrangørerne af Plant Food Festival har været noget spændte på at afholde messen i Aarhus, lyder det fra Berit Ertmann.
»Det er en ret almindelig fordom om plantesegmentet, at det er centreret i København. Det er først gang, vi holder messen vest for Storebælt, og der har været noget nervøsitet i forhold til, om folk er interesserede. Det har været lidt angstprovokerende for os. Det er virkelig dejligt, at så mange er interesserede«
Messen finder sted på Savværket i Aarhus i tidsrummet 10-17 både 18. og 19. januar. Interesserede kan læse mere om messen her.