Nu tilbydes demenskor også i Syddjurs
FOF ryger med på bølgen oven på DR's serie i efteråret og starter nu fire kor i Syddjurs, hvor demente gennem sangen kan opleve fællesskab og livskvalitet.
I kølvandet på programserien Demenskoret på DR i efteråret skyder flere og flere koroplevelser for demensramte op over hele landet.
Nu også i Syddjurs.
FOF Djursland inviterer for første gang til livsbekræftende oplevelser med det nye Demenskor i enten Ebeltoft, Rønde eller Hornslet.
Korene er for borgere med demens og deres pårørende og er en fælles sangaktivitet, der bringer borgere med demens og deres pårørende tættere sammen.
Forskning viser, at gruppesang har en positiv effekt på helbred og trivsel hos mennesker med demens, fortæller FOF.
Det skyldes blandt andet at den musikalske hukommelse er overraskende velbevaret, selvom man har demens, og den del af hukommelsen kan aktiveres via sang.
Da sang både er en fleksibel, motiverende og inddragende aktivitet, anbefales det bredt som en relevant indsats til at fremme livskvalitet og fællesskab, modvirke stress og depression samt stimulere hukommelsen blandt demensramte.
Derfor vil FOF Djursland gerne bringe fællessangen ud til borgere med demens og deres pårørende.
Tilbuddet er i øvrigt skabt i et samarbejde med Sangkraft Syddjurs og Syddjurs Kommunes demensteam.
Der vil være fokus på at have en god stund sammen med let opvarmning af krop og stemme, vejrtrækningsøvelser og ikke mindst skal vi synge nogle gode fællessange sammen, primært fra Højskolesangbogen.
I efteråret skrev Alzheimerforeningens formand Birgitte Vølund i øvrigt følgende i foreningens medlemsblad:
»Allerede nu har det fantastiske initiativ betydet en bølge af nye demenskor, der er opstået over hele landet. Jeg har før givet udtryk for Alzheimerforeningens store beklagelse over, at mange kommuner har lukket netop for aktiviteter til mennesker med demenssygdom i den tidlige fase, fordi de skal spare. Det er i min optik en helt forkert og virkelig kortsigtet prioritering. Videnskaben viser nemlig klart, at sygdommen udvikler sig langsommere,at de berørte får bedre livskvalitet og at det offentlige sparer udgifter i den sidste ende, når mennesker med demens holder sig aktive – både fysisk, psykisk og ikke mindst socialt.«
Demenskorene starter i Ebeltoft 24. januar og i Hornslet og Rønde 29. januar.
Prisen for at deltage i et af korene er 650 kroner inklusiv en pårørende, og det løber over otte gange.
Du kan læse mere om opstart af demenskorene på FOF’s hjemmeside.