Fortsæt til indhold

Hvor er det fedeste træ i Norddjurs? Nu kræver lokalpolitiker svar

Et flertal i kommunalbestyrelsen bakker op om forslag, der skal kåre Årets Træ i Norddjurs Kommune.

Samfund

Måske vil borgerne på Djursland om 100 år slentre ind under de forårsgrønne blade på et stort træ, hvor de på en kobberplade kan læse, at her står Benny Hammer-bøgen.
Og rundt om står Allan-asken og Benno-birken og soler sig, mens Grauert-granen er forvist til en plads i skyggen af de andre træer til minde om dengang i 2025, hvor det blev besluttet at kåre Årets Træ i Norddjurs Kommune.

På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag aften blev det i hvert fald, på initiativ fra Konservative Folkeparti og særligt viceborgmester Benny Hammer, diskuteret og efterfølgende vedtaget, at der skal arbejdes videre med, at man i fremtiden skal kåre Årets Træ.

Inspirationen til forslaget har Benny Hammer fra Kolding Kommune, som selv har ladet sig inspirere af en hollandsk kommune, hvor Årets Træ kåres.

»Jeg synes, det er et godt initiativ, som vi godt kan udbrede til Norddjurs Kommune for at få lidt fokus på vores træer, når vi er inde i en grøn omstilling med grøn trepart og Vild med Vilje og hvad det ellers hedder alt sammen. Jeg er sikker på, at det vil give noget positivt omdømme til vores lille kommune. Det håber jeg, I vil bakke op om,« lød bønnen fra viceborgmesteren.

Lad Skovskolen gøre det

Det gjorde Sebastian Halkjær-Grauert hurtigt klart, at Liberal Alliance på ingen måder ville.

Hverken nu eller til behandling i kultur- og fritidsudvalget, hvor Halkjær-Grauert er næstformand eller i økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen, når det på et tidspunkt kommer så langt.

»Vi kommer til at stemme nej af den simple årsag, at vi kan ikke se, hvordan det her er en kommunal opgave at finde Årets Træ. Hvornår skal vi så finde Årets Vej og sådan kan vi fortsætte. Jeg ved, at forvaltningen i kultur og fritid allerede nu er presset, så enten skal vi sige helt nej til det her forslag, eller også skal vi spørge vores fremragende Skovskole, om det ikke er en opgave for dem,« lød argumentet fra Sebastian Halkjær-Grauert og henviste til, at han af forvaltningen havde fået oplyst, at det ville koste mellem 40-80 årlige administrative timer at varetage opgaven med Årets Træ.

Træer kan noget

Anderledes positivt stemt var hans formand i kultur- og fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen (S).

»Min tilgang er, at vi prøver at få det behandlet og belyst og afdækker, hvad det betyder i time-regi. De gør det i Kolding, og jeg har læst mig til, at de også gør det i Odense og sågar i Frankrig, så det er måske en større ting, vi har gang i, end vi lige tror,« bemærkede Allan Gjersbøl Jørgensen.

Ulf Harbo (EL) bakkede også op om forslaget og vurderede, at det kunne være med til at skabe fokus på kommunens gamle træer, som blandt andet i flere tilfælde har måttet lade livet på grund af fare for nedfaldne grene over vejene.

Benno Blæsild mente, at et fokus på kommunens særlige træer ligefrem kunne få gavnlig effekt på interessen fra turister med henvisning til hans tidligere bopæl i Svendborg, hvor Ambrosius-egen ved Valdemar Slot er et stort turistmål.

»Ambrosius Stub lå og skrev digte under træet for 300 år siden, og træet er sandsynligvis mere end 800 år gammelt. Det har fået lidt krykker, fordi det nødigt skulle komme galt af sted, for der kommer tusindvis af mennesker forbi hvert år og ser på det. Træer kan noget, og Norddjurs er en af de kommuner med det største indslag af skov i sit areal. Det er der mange, der ikke ved, og det her ville være en måde at gøre opmærksom på det,« lød det fra Benno Blæsild.

Presser medarbejdere

Som den eneste socialdemokrat stemte Tom Bytoft imod forslaget. Argumentet var det samme som det lød fra Liberal Alliance fra den anden side af salen.

»Jeg synes bestemt ikke, det på nogen som helst måde er en kommunal kerneopgave. Vi har problemer nok med at holde vores velfærd og bare gøre det på et rimeligt niveau. Så må det være op til en lokal borgerforening eller nogle andre at kåre Årets Træ. Hvis de vurderer, at det kræver 50-75 timer i forvaltningen og til en pris på 350 kroner i timen, så har det jo også en værdi i en i forvejen presset forvaltning,« siger Tom Bytoft dagen derpå til avisen.

Forslaget endte i en afstemning, der fordelte sig med stemmerne 19 for og fire imod, mens Lars Møller (S) undlod at stemme og der var tre afbud til tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde.

Kultur- og fritidsudvalget skal derfor arbejde videre med Årets Træ, og dermed vokser tanken om, at fremtidige generationer en dag vil lægge sig i skyggen af Benny Hammer-bøgen fortsat.