Ny bistro i hjertet af Aarhus: Gæster skal med på en »gastronomisk rejse«
Maden i ny bistro skal smage af Paris, Barcelona, London og New York.
Aarhus har netop fået et nyt spisested med fokus på parisisk og mellemøstlig mad.
Der er tale om en bistroen Marais, ejet af Stine Ilona Eilertzen og Jakob Kristian Sørensen, der både er et makkerpar, når de på arbejde og i privaten.
Kendere af den aarhusianske madscene vil formentlig vide, at ægteparret i seks år har drevet pizzastedet Il Locale i Guldsmedgade. Bistroen Marais har adressen Guldsmedgade 38 og er dermed nabo til sin italienske søster.
I en pressemeddelelse beskrives maden på Marais, der er opkaldt efter et hipt kvarter i Paris, som en sammensmeltning af smage fra Paris, Barcelona, London og New York.
»Vi tilbyder vores gæster en moderne fortolkning af klassiske bistroretter, hvor grøntsager, bælgfrugter, krydderurter og krydderier spiller hovedrollerne (...) Målet er at skabe et sted, hvor gæsterne føler sig hjemme og samtidig bliver taget med på en gastronomisk rejse,« siger Jakob Kristian Sørensen.
Bistroen samarbejder ifølge pressemeddelelsen med lokale slagtere og grøntsagsavlere for at sikre, at »bæredygtighed går hånd i hånd med smagsoplevelsen.«
Stine Ilona Eilertzen og Jakob Kristian Sørensen kommer til at drive den nye bistro i Guldsmedgade sammen med sønnen Oscar Eilertzen, restaurantchef Benjamin Ben-Kisos og investor Jonas Baandrup.